Danmarksmester i fravær

Som han kommer gående ud i indkørslen med hånden fremme til velkomst, er det absolut ikke udseendet, der røber, at hans farfar er forfatteren Johannes V. Jensen.

Med vildtvoksende, mørkt, krøllet hår samt spillende, venlige og nysgerrige øjne er barnebarnet, Frans Villum Elsass, den diametrale modsætning til sin berømte farfar. Johannes V. Jensen er som regel afbildet med et strengt blik bag hornbrillerne under det sirligt kæmmede glatte hår og et strengt drag over munden. Med et genert, barnligt drag over munden byder Frans Elsass velkommen til den store villa bag en hvidkalket mur på en stille villavej i Klampenborg.

»Jeg er ved at sætte vores nye hus i Charlottenlund i stand, så jeg farer lidt frem og tilbage,« forklarer han morgenens påklædning: slidte cowboybukser og en sort, støvet sweatshirt. Lærer man Frans Elsass lidt at kende, viser det sig dog hurtigt, at slægtskabet mellem den nutidige motorjournalist fra Charlottenlund og hans nobelprisvindende farfar er alt andet end tilfældigt.

Der er mange fællestræk mellem de to. Mange parallelle interesser.

Det skrevne ord. Interessen for mekanik, biler og motorcykler. Håndværk. Bare som eksempel.

»Familien er kendetegnet ved sine firkantede, kødfulde hænder, hvori ethvert stykke værktøj ser ud til at falde naturligt.« Frans Elsass citerer Johannes V. Jensen fra dennes selvbiografi, mens han med et skævt smil holder sine hænder frem. De passer slående på beskrivelsen.

Født skoletræt

Vi sidder i familiens enkle og stilfulde hjem, hvor de lyse farver og designermøblerne dominerer. Enkelte gamle møbler, husets originale stuk og en stor hvid kakkelovn vidner dog om, at fortiden dog ikke glemt. Stuens endevæg prydes af to portrætmalerier. Et af farfar Johannes og et af mormor Elsass. Mellem kaminen og B&O-TV'et står der på en bogreol adskillige bøger om og af farfaderen.

»Jeg blev født i 1962 i Vangede, hvor min far var praktiserende læge. Han havde arvet sin fars interesse for medicinen,« fortæller Frans Elsass.

»Min mor var mag.art. og kunstinspektør på Statens Museum for Kunst, så da far blev pensioneret i 1968, flyttede familien til kartoffelrækkerne, som var tættere på mors arbejde,« siger han.

Det blev til en barndom på Østerbro med Østre Anlæg som et af de lysende holdepunkter, der kompenserede for den kedelige tid i Ingrid Jespersens Skole, hvor det var svært at sidde stille.

»Jeg tror, at jeg blev født skoletræt,« som Frans Elsass udtrykker det.

Det er dog ellers gode minder, som Frans Elsass har fra området ved Øster Søgade.

»Wiedeweltsgade var jo enormt lang for os børn, men det var jo også dengang, hvor der næsten ingen biler var, og hvor vi kunne lege,« husker han.

Fraværsprocent på 25

Det blev ikke desto mindre til 12 år på skolen på Nordre Frihavnsgade, og i 1980 endte det med en studentereksamen.

»Jeg blev musiksproglig, men det var mere et fravalg af tysk, end det var et tilvalg af musik. Hvis man skal lære det tyske sprog, skal der jo arbejdes, og det gad jeg ikke,« erkender Frans Elsass, som bryster sig af, at han havde rekordstort fravær i gymnasiet.

Han havde en fraværsprocent på 25, og skolens rektor gjorde opmærksom på, at Frans Elsass havde danmarksrekord i fravær i enkeltfag.

»Jeg var borte 96 pct. af religionstimerne, hvilket sikkert har været helt i Johannes V.'s ånd. Han og farmor var et af de første par i Danmark, som blev viet borgerligt, og deres børn blev navngivet i stedet for at blive døbt,« fortæller Frans Elsass og kommer på den måde naturligt tilbage til grunden til vores besøg.

»Han var en mand med sine meningers mod, og selv om man i dag måske kan synes, at han havde et firkantet livssyn, havde han en meget stærk moral og udviste et udpræget oprør mod autoriteter«.

»Min far hed Villum, hvilket er den flamske version af det tyske Vilhelm, som er Johannes V. Jensens mellemnavn, og som han ikke syntes om. Jeg tog min fars fornavn og min mors efternavn, da jeg ikke ville hænge mig op på farfars berømte navn ved at hedde Frans V. Jensen,« siger Frans Elsass, som fik grund til den slags overvejelser, da han i 1985 begyndte på Journalisthøjskolen i Århus.

I lære som snedker

Inden da blev der gjort spæde forsøg på at vælge en fremtidig karriere. Efter en tur på Niels Brocks handelsskole (»alt over et sekstal er spildt arbejde«) gav et vikarjob som håndværker på morens arbejdsplads blod på tanden for at få en uddannelse, hvor hænderne skulle bruges.

»Jeg fik en læreplads som snedker hos et gammelt hæderkronet københavnsk firma og lærte faget på et højt fagligt niveau,« siger Frans Elsass, som dog måtte afbryde uddannelsen på grund af uoverensstemmelser med mester.

»Den læreplads lærte mig præcision, systematik og det vigtige i at gøre en ting helt færdig. Det gælder både, når man lakerer et bord og i alle andre sammenhænge,« mener Frans Elsass, som derefter var et smut i Sydafrika, hvor han arbejdede på en farm hos noget familie.

Efter hjemkomsten snusede han til den akademiske lærdom ved at begynde på statskundskab på universitetet. (»Alt for meget matematik og teoretiske modeller.«).

Derefter endte Frans Elsass på den hylde, hvor han siden har hørt hjemme. En kammerat havde talt rosende om Danmarks Journalisthøjskole og opfordrede Frans Elsass til at søge optagelse. Som sagt så gjort, og efter uddannelsen med praktiktid hos Ekstra Bladet blev han færdig i 1989.

»Johannes V. Jensen mente i øvrigt, at journalistik er det eneste rigtige fag, der findes. Det fandt jeg faktisk først ud af, da jeg var begyndt på journalisthøjskolen,« smiler han, og igen mærker vi historiens ekko.

»Farfar skrev og fik udgivet ikke færre end 451 kronikker i Politiken. Jeg tror, at han havde så stor en digteråre, at han simpelthen ikke kunne lade være med at skrive,« mener Frans Elsass, som efter eksamen begyndte at skrive freelance. Primært om sin store lidenskab, motorstoffet, hvor det mest blevlæserne af Bilen, Motor & Sport, Bilmagasinet og Berlingske Tidende, som fik glæde af Frans Elsass' viden om biler og motorcykler.

»Man kan jo sige, at jeg havde researchet til den opgave hele livet,« siger han.

Efter et par svinkeærinder til USA i begyndelsen af 1990'erne, hvor han forsøgte sig som freelancer, og fire måneder hos Sjællandske Kraftværker (»Jeg kunne nå at skifte baggrundsfarve på min computerskærm tre gange om dagen«), meldte en ny - og til nu den største - udfordring sig i Frans Elsass' liv.

»Jeg blev far for første gang i en ret sen alder, og da de fleste af mine venner havde børn, bildte jeg mig ind, at jeg vidste, hvordan det var. Det gjorde jeg ikke,« konstaterer han tørt.

»For første gang i mit liv måtte jeg tilsidesætte mine egne behov. Folk, som ikke har børn, ved ikke, hvad det vil sige at være træt,« smiler Frans Elsass

»Jeg rejste meget, og det viste sig at være uforeneligt med den måde, som jeg har tænkt mig at være far på. Jeg vil se mine børn vokse op, så derfor valgte jeg at søge stabiliteten i form af jobbet som informationschef hos Ford i Glostrup,« siger han.

Venter fjerde barn

Familien venter sit fjerde barn, men efter to et halvt år i fast stilling vender Frans Elsass nu tilbage til tilværelsen som freelancer.

»Jeg føler, at den fleksibilitet, som det giver at være sin egen herre, passer bedre nu, hvor nogle af børnene er ved at være store,« siger Frans Elsass inden turen igen går til huset i Charlottenlund, som endnu ikke er færdigrenoveret inden indflytningen.

»Jeg er ikke god til kun at være knyttet til ét fag. I denne tid, hvor jeg sætter hus i stand, slipper jeg lykkeligt for at tænke på journalistik.«

jesper.berg@jp.dk