Det kolde gys

Der er hvidt. Råt og hvidt så langt øjet rækker. Sneen har lagt sig som en hinde over det flade landskab, og ved bredden af Øresund kappes et par ænder om at få fodfæste på de tynde flager af drivis. Kun en stor turkisfarvet bygning tiltrækker sig opmærksomhed. "Helgoland" står der med store sorte bogstaver.

»Nu skal jeg lukke op.«

En midaldrende herre i islandsk sweater og med røde krøller i både hår og skæg kommer til med et nøglebundt. Han åbner den store gitterlåge for enden af den lange badebro. Han smiler. Jørgen Melskens hedder han.

Så lukker han porten efter sig og går ud ad den tilsneede bro. Forbi kiosken, der trods vinterlukning stadig har et isskilt hængende på facaden. Videre forbi damernes område, hvor malingen på de turkise træskure er slidt og afskallet af ælde, og forbi herrernes omklædningsrum, hvor han kammeratligt hilser på et par mænd.

Trods den bidende frost har de kun svøbt et håndklæde om lænden. Jørgen Melskens stopper op et kort øjeblik for at kigge på en lille sort tavle, der hænger på et af skurene. »Luft - 3, vand - 1,5,« står der med hvide kridtbogstaver.

Smilet bliver bredere. Han fortsætter forbi saunaen og de gamle konkurrencesvømmebaner. Så er han der. På den yderste spids af den gamle badeanstalt.

»Nå, der er du. Jeg var ved at blive utålmodig.«

Arno Viktor Springer har allerede stillet to juleøl klar på bordet.

»Vi har også en lille en,« siger han og rejser sig efter pakken med de små flasker bitter.

Siden 1929

Jørgen Melskens er 59 år og førtidspensionist. I 11 år har han været medlem af Helgolands vikingeforening "Det kolde gys". Foreningen har eksisteret siden 1929 og tæller i dag 880 personer, der med deres egen nøgle kan komme og gå, som det passer dem.

Men pladserne er revet væk. I hvert fald hos kvinderne, hvor der er mere end to års ventetid.

»Vi har en klokke ved indgangen ved både herre- og dameafdelingen. Hvis en dame bevæger sig ind på mændenes område, skal hun ringe med klokken. Så kan mændene nå at gøre sig tækkelige,« fortæller Arno Viktor Springer.

Han er 60 år og på pension som Jørgen Melskens.

Efter et stykke tid på anstalten forstår man, hvorfor det er nødvendigt. Det med klokken altså. Alle badegæster er nemlig nøgne, men det er en del af ideen.

»Når vi står i bar røv, er vi alle sammen ens. Så er det sgu ligegyldigt, om vi er direktører eller arbejdsløse, vi ligner jo alle sammen hinanden. Hvis der alligevel er nogen, der skal hævde sig, bliver de sat på plads med det samme. Stemningen er hård, men hjertelig,« siger Arno Viktor Springer.

En ren lise

De to mænd mødes næsten daglig til en kold dukkert og en snak om livet.

»Det er en ren lise at komme herud. Væk fra storbyens stress og jag. Prøv at høre, hvor stille her er,« siger Jørgen Melskens.

Han kigger ud af vinduet. Blikstille vand så langt øjet rækker. Kun en dyb svag rumlen vidner om, at byen ligger ganske få kilometer derfra.

Arno Viktor Springer har været vinterbader i mere end 20 år.

»Vinterbadning er forbandet vanedannende, og så er det godt for helbredet. Jeg har haft dårlig ryg, men det forsvinder, når jeg er hernede,« siger Arno Viktor Springer.

Han rejser sig fra bordet og tager sin blå Kansas-jakke af. Så trækker han den røde polo-shirt over hovedet, så det gråsprængte hår står til alle sider. Han tager sig til nakken med den ene hånd, mens han et kort øjeblik vrider ansigtet i smerte.

»Jeg har sgu hold i nakken,« siger han, henvendt til sin kammerat.

Gyset

De to mænd går ud af skuret, nogle skridt over den tilsneede badebro, smider badekåberne og går baglæns ned ad badetrappen. Den er saltet til lejligheden. Jørgen Melskens udstøder et dybt suk, da han, med ryggen først, rammer den isnende vandoverflade. Så følger Arno Viktor Springer efter.

Et par hurtige svømmetag, og de er oppe igen.

»Lægerne siger, at 30 sekunders vinterbadning er lige så godt som at løbe fem kilometer.«

Jørgen Melskens tørrer sig uendeligt langsomt, mens han forklarer, at det skyldes den forøgede blodcirkulation.

»Varmen strømmer ud i kroppen nu. Hele kroppen sitrer, og man får sådan en behagelig indre varme,« tilføjer Arno Viktor Springer.

Hans hold i nakken er forsvundet.

De to mænd går tilbage i skuret og begynder at tage tøj på. De lægger ikke skjul på, at det sociale samvær er halvdelen af fornøjelsen. Dåben for nye "gysere" den første lørdag i februar og revy for de kreative sjæle er en sag for sig. Derudover kommer venskabsforeningen i Tyskland og vedligeholdelsen af den gamle badeanstalt, der med næsten hundrede år på bagen ofte trænger til en kærlig hånd.

»Helgoland er vores fristed, så vi passer på det. Mange er slet ikke klar over hvilken perle, det her er,« siger Arno Viktor Springer.

mette.hovmand@jp.dk