Ud af ægtefælden

Anette Engell kan stadig vågne op midt om natten, dirrende af angst for fremtiden.

Hvordan skal hun klare sig økonomisk, når hun bliver gammel. Hvor skal hun bo, hvis hun mister sin lejlighed. Og hvad skal hun leve af, hvis det tidsubestemte ægtefællebidrag pludselig ikke længere går ind på kontoen?

Øjnene bliver også stadig bitre og kolde ved tanken om de tabte muligheder for at blive gammel sammen med den mand, som hun elskede og levede sammen med i lyst og nød i henved 30 år.

Den mand, der er far til hendes to voksne døtre. Den mand, som sidste år blev hængt offentligt til tørre i bogen "Utro, håb og kærlighed", hvor hele Danmark kunne læse den sørgelige, celebre historie om et dybt problematisk ægteskab og en ædende ond skilsmisse mellem den tidligere justitsminister, nuværende chefredaktør på Ekstra Bladet Hans Engell og hans kone Anette.

Men i dag, snart fire år efter at hun for sidste gang forlod sit elskede hus i Espergærde, overskygger glæden ved friheden og det, hun har nået, alligevel savnet og bitterheden.

I hvert fald det meste af tiden.

Også i dag, hvor hun byder på kaffe og pebernødder i sin toværelses lejlighed på Østerbro. Med altan og udsigt til kirken, men ikke til evigt eje, for lejligheden er bebudet hjemkøbt af Københavns kommune. Dog først ad åre, og indtil da smagfuldt indrettet med smukke arvede mahognimøbler og praktisk betræk over de to sofaer af hensyn til de fire børnebørns hyppige besøg.

Personlige ting

Anette Engell viser gæstfrit rundt. Den bærbare computer på sengen i soveværelset, det hvidmalede hjørneskab fra hendes barndomshjem og billederne af børnebørnene. Alt, hvad hun omgiver sig med, stammer fra hendes slægt. Det er ting, som hun havde med sig, da hun i sin tid giftede sig. Her er ingen fælles anskaffelser fra ægteskabet, fastslår hun.

Hun taler hurtigt. Og meget.

Egentlig har hun travlt med at finpudse manuskriptet til endnu en bog, der handler om livet efter skilsmissen. Om at kvinder risikerer at stå med de økonomiske fletninger i postkassen efter en skilsmisse.

For det er en nødvendig historie at fortælle, mener Anette Engell, der efter "Utro, håb og kærlighed" ikke har talt venlige ord med sin eksmand, men til gengæld fået et hav af henvendelser fra fortvivlede kvinder med historier som hendes.

»Man kan blive og finde sig i hvad som helst eller gå og miste alting. Sådan er det. Der er utrolig mange kvinder, som sidder i den situation. Som mister alt, hvis de går, og som derfor bliver i et dårligt ægteskab. Fordi de heller ikke har noget sted at gå hen. Men det er ikke noget, man taler om. Jo dårligere man har det, jo mere trækker man sig ind i sig selv og holder facaden. Bag enhver stor mand står en kvinde og vasker op, fanget af hensynet til børnene og glæden ved den fælles bolig. Manden får karrieren og pengene og tit alting i sit navn, mens kvinden ikke får en pind for, at hjemmet fungerer og børnene bliver opdraget.

Det gælder især min generation. Man glider ud af samfundet og kan ikke bruges på arbejdsmarkedet. Alderen æder sig ind på en. Man står ikke i nogen kasse, og ens uddannelse er forældet. Oprindelig er jeg uddannet som teknisk assistent, men heldigvis gik jeg på handelsskolen, mens pigerne gik i gymnasiet, og læste til merkonom med speciale i blandt turisme, og det er den uddannelse, jeg håber at kunne bruge nu.

Familien først

Jeg tog godt nok den uddannelse, men rent arbejdsmæssigt har jeg indrettet mit liv som så mange andre kvinder - prioriteret familien og passet hus og børn, så manden kunne passe sin karriere. Sådan gjorde man jo dengang.

Mange kvinder må også se i øjnene, at de mister luksusliv og social status, hvis de går. Det gælder nu ikke mig. Jeg har været vant til at sætte pris på de stille glæder. Jeg kan leve på en sten. Hver måned fik jeg 4.000 kroner i husholdningspenge, og hvis jeg eller børnene skulle have f. eks. nyt tøj, betalte jeg det selv af de penge, som jeg tjente ved at gøre rent tre timer om morgenen på den kommunale forvaltning. Jeg har ikke haft adgang til vores fælles konto, ligesom det aldrig har været på tale, at jeg skulle have særeje eller pensionsordning. Hvorfor dog det, jeg var jo godt gift,« forklarer hun og tilføjer, at også yngre kvinder risikerer at havne i samme (ægte)fælde. Idet det typisk er kvinderne, der tager orlov og går på deltid, og derfor ender uden gyldne pensionsordninger og uden den samme tilknytning til arbejdsmarkedet som deres mænd.

Råd nr. ét

Derfor er hendes råd nummer ét til alle kvinder:

Tænk på fremtiden, overvej boligsituationen og sørg for særeje og for at blive sikret økonomisk - uanset hvor hed forelskelsen er, og ligegyldigt hvor inderligt man lover hinanden troskab.

»Man tror, at det aldrig sker for én selv. Jeg ved ikke, hvornår det begyndte at gå galt for Hans og mig. Magt gør meget ved mennesker. Vi havde gode år, og dem kan ingen tage fra mig, men de sidste var slemme. Jeg blev alt for længe, fandt mig i for meget, fordi jeg håbede, at det ville blive godt igen, og fordi jeg elskede mit hus, mine kollegaer og mine naboer, det lokale netværk var hele mit liv,« fortæller hun og ærgrer sig over, at hun lod sig overtale til at vende tilbage i ægteskabet, da hun i midten af 90erne første gang forlod sin mand. Det skal man aldrig gøre, advarer hun.

For forholdet blev ikke bedre, og da hun i 1998 flyttede definitivt, var det med en stærkt utilfredsstillende bodeling og til en væsentlig større husleje. Hun købte nemlig den samme Østerbro-lejlighed endnu engang, men til en højere pris. Overskuddet fra det første salg dækkede udbetalingen på 30.000, da hun købte den tilbage igen.

»Jeg tror, at mine piger undervejs mistede respekt for mig, fordi jeg blev for længe. Og det har i høj grad ansporet mig til at komme videre. Jeg ville genvinde deres respekt, vise dem og alle andre, at jeg godt kunne selv. De skulle ikke se deres mor blive ved med at være svag. Men det er en proces. Da jeg begyndte at skrive på den nye bog, gennemgik jeg mine gamle noter fra umiddelbart efter skilsmissen, og jeg kunne slet ikke genkende mig selv. Jeg er et andet sted i dag.

For eksempel nyder jeg i dag friheden til at kunne smække benene op på bordet og se TV-barnedåb. Jeg har haft mange spændende oplevelser med blandt andet de kongelige. Det er også sjovt at samles foran skærmen og lave det til en fest. Vi laver buffet og har det rigtig sjovt sammen.«

Jeg slog igen

Det er kommet gradvist med tiden alene i lejligheden på Østerbro.

Det nye liv med en stærkere Anette.

For først sad hun pænt og ventede på, at livet skulle henvende sig, og de gamle venner fra partiet og den konservative kreds på Østerbro slå på tråden med en kaffeinvitation. Men telefonen forblev stum.

»Jeg blev så sur, at jeg meldte mig ind i Venstre og besluttede at skrive en bog. Jeg slog igen. Jeg tænkte, hvor eksisterer jeg egentlig i alt det her. Jeg ville ikke gøres usynlig.«

Hun købte en computer på afdrag, fik undervisning af sin svigersøn og skrev sin bog. Forinden havde hun gået til psykolog, og skriveprocessen formede sig som endnu en terapeutisk bearbejdning og et forsøg på at genfinde sig selv som den seje Gentofte-pige, hun var engang.

Siden har Anette Engell lagt billet ind på en politisk karriere og er i dag førstesuppleant i Københavns Borgerrepræsentation. Efter skilsmissen var hun nogle år sikkerhedsvagt på Statens Museum for Kunst, men et brækket kraveben kom i vejen, og så er det svært for en 56-årig uorganiseret kvinde at vende tilbage på arbejdsmarkedet, konstaterer hun.

Senest er hun blevet frontløber i et politisk støttet arbejde med at etablere et danskkinesisk erhvervsnetværk. I den anledning skal hun formentlig snart til Kina, og forleden fik hun tilsendt en stak flotte visitkort med navn og bestyrelsestitel på.

»Jeg er da stolt, fordi jeg er blevet headhuntet på grund af mit initiativ og min kreativitet. Men det fjerner ikke min økonomiske utryghed. Man kan ikke spise visitkort. Men det er sjovt, og det føles ret sejt. Og det er det vigtigste.«

LÆS I NÆSTE UGE:

KÆRLIGHEDENS

REGNSKAB

helle.tougaard@jp.dk

jette.carlsen@jp.dk