Politielever kører patrulje alene
Over 70 pct. af mandskabet i de hvide patruljevogne i København er politielever. I politiet vurderer flere, at det går ud over sikkerheden på gaderne og uddannelsen af nye politifolk. Rigspolitichefen kalder det brok.
En psykisk syg går amok i en opgang på Nørrebro.
Med en hammer banker han løs på dørene og truer beboerne.
To politielever ankommer til stedet og får dysset manden ned. Så går de igen.
Politieleverne ved ikke, at det er deres job at kontakte de sociale myndigheder i en sådan situation.
To minutter efter banker manden løs med hammeren igen.
Et andet sted i København får en kvinde smadret sin bil i et trafikuheld.
To politielever skriver rapport.
Da kvinden senere skal køre erstatningssag, falder sagen, fordi der mangler vigtige oplysninger i politirapporten.
Mere end 70 pct. af politiet i Københavns gader - i politimunde kaldet omgangstjenesten - er elever.
»Det betyder dårligere service til borgerne, mangelfulde politirapporter, og at eleverne ikke kan håndtere de situationer, de bliver sendt ud til,« siger Richardt Andersen, formand for Københavns Politiforening.
I princippet skal en elev køre med en uddannet betjent som vejleder de første par måneder.
Ved at iagttage vejlederen lærer politieleven, hvad det vil sige at være politimand i praksis. I dag er mange af politieleverne overladt til at køre rundt med hinanden.
Elever kører med elever
Lars Sønderskov Kristensen var for godt et halvt år siden politielev på Station Bellahøj.
Han fortæller, at 90 pct. af mandskabet på vagtholdene var politielever, da han begyndte.
»Som politielev på en station laver man en masse begynderfejl, fordi man er mere usikker på det, man ser. Og så hjælper det ikke, at ens makker også er politielev. Han kan jo ikke give de råd og den vejledning, man har brug for, fordi han selv er for optaget af at tænke over, hvordan han skal klare situationen,« siger politielev Lars Sønderskov Kristensen.
Mange andre elever og uddannede politifolk i København deler det synspunkt med Lars Sønderskov Kristensen.
Uddannelsesledere fra de tre politistationer i København, City, Amager og Bellahøj er enige i, at uddannelsessituationen på stationerne er uacceptabel.
»Politielever bliver i høj grad brugt som vejledere for hinanden, fordi det simpelt hen ikke er muligt at skaffe uddannede vejledere til alle, og det er et problem,« siger Mona Haack, uddannelsesleder på Station Amager.
En kollega på station Bellahøj deler hendes bekymring.
»Fordi der næsten altid er en vogn i nærheden, er risikoen for, at det går rigtig galt ikke så stor, men eleverne bliver jo hele tiden presset. Og man kan jo spørge sig selv, "hvad er det egentlig, når noget går galt?" Altså, hvor galt skal det gå?
Bare fordi der ikke er nogen, der kommer til skade eller dør, kan det jo være alvorligt nok. Det kan jo være, at en borger står i sit livs krise, når eleverne kommer ud til den pågældende,« siger uddannelsesleder Søren Bentzen.
Underprioriterer uddannelse
Richardt Andersen mener, at de dårlige uddannelsesbetingelser skyldes, at anvendelsen af ressourcer i politiet er politisk dikteret. Hvis det ikke var sådan, ville politiet selv have mulighed for at sætte ind der, hvor der er brug for det.
»Når der kommer en masse elever ud på stationerne, jamen, så er der brug for vejledere på de stationer. Men ressourcerne er bundet til andre områder, så selv om der er et stort behov her, kan vi ikke flytte rundt på folk, så der bliver flere vejledere de steder, der er brug for dem,« siger Richardt Andersen.
Brok
Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg erkender, at der er mangel på uddannede betjente til at vejlede politieleverne, men siger, at der ikke er penge nok til at opprioritere omgangstjenesten.
Ifølge Rigspolitichefen er den danske politiuddannelse blandt de bedste i verden, og uddannelsessituationen er kun et problem, hvis man gør den til et problem.
»Hvis man vil problematisere noget, bliver det et problem. Tidligere var der mangel på politibetjente, og så brokkede man sig over det. Nu brokker man sig over, at de er for unge,« siger Torsten Hesselbjerg.