Gamle Bush i Danmark
Den tidligere amerikanske præsident Bush var i går på høflighedsvisit hos statsministeren.
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at George Herbert Walker Bush må være den biologiske far til USA's nuværende præsident. Selv skjult bag en mur af danske pressefotografer er det svært at overse, at Bush senior og junior ligner hinanden som to dråber texansk olie.
Heller ikke, når det gælder holdningen til Iraks diktator, Saddam Hussein, er der tilsyneladende stor forskel på far og søn. Efter gårsdagens høflighedsvisit hos statsminister Anders Fogh Rasmussen gav den 78-årige ekspræsident udtryk for, at noget igen må gøres i Golfen.
»Jeg har i årenes løb haft en del erfaring med Saddam Hussein, og han har brudt alle løfter, lige siden han blev sparket ud af Kuwait. Det gælder ikke mindst udviklingen af masseødelæggelsesvåben,« begyndte George Bush senior med henvisning til den militære aktion, som han selv i 1991 stod i spidsen for.
Ingen råd fra far
Da han ifølge eget udsagn ikke giver sin søn gode råd som præsident, afstod Bush senior fra at gå detaljer med, hvad han anser for at være den rigtige sanktion på nuværende tidspunkt. Adskillige iagttagere har påpeget, hvordan det kunne se smukt ud i de amerikanske historiebøger, hvis præsident George Bush junior gjorde faderens arbejde i Golfen færdigt - med andre ord styrtede Saddam Hussein.
»Vi gjorde, hvad vi skulle i Golfen - bragte aggressionen i Kuwait til ophør. Men vores mission var dengang ikke at skyde Saddam Hussien eller slå en masse soldater ihjel,« forklarede Bush senior.
Både i Europa, FN's Sikkerhedsråd og resten af verden er der skepsis at spore over for USA's planer om at indlede en ny krig mod Irak. Hertil siger George Bush:
Amerikanernes traume
»For at forstå amerikanernes holdning, er man nødt til at forstå vores traume fra 11. september. Det er første gang, at USA er blevet ramt siden Pearl Harbour under Anden Verdenskrig. Hvis der er vej til at forhindre, at nogen af os bliver ramt af masseødelæggelsesvåben, så er det rigtigt af præsidenten at handle.«
Pressemødet - eller doorstep som det hedder på nudansk - varede kun tre og et halvt minut, hvilket ikke gav tid til at stille supplerende spørgsmål til ekspræsidenten. For eksempel om, hvilke beviser USA har for, at Irak var involveret i terrorangrebet 11. september.
Formålet med George Bushs besøg i Danmark var at tale for en gruppe særligt udvalgte erhvervsfolk. George Bush senior er i dag rådgiver for den amerikanske investeringsfond Carlyle Group, der blandt andet driver forretning med den saudiarabiske kongefamilie.