Stigende andel af indvandrere
Koncentrationen af indvandrere og efterkommere vokser støt i hovedstadsområdet, viser fødselstallene for 2002. Albertslund og Ishøj topper med 44 procent. Kommuneformand advarer mod ny form for pasning af småbørn.
Mens det på landsplan er hvert syvende nyfødte barn, der har en indvandrerbaggrund, ligger tallet langt højere i kommunerne i hovedstadsområdet.
Ud af de 20 kommuner med den største andel nyfødte med indvandrerbaggrund tegner kommuner i hovedstadsområdet sig for hele 13 af pladserne. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 44 procent af alle nyfødte børn i fjor i Albertslund og Ishøj havde en mor, der var indvandrer eller efterkommer. I en stor del af de øvrige vestegnskommuner ligger andelen på mellem 20 og 30 procent, mens selve Københavns Kommune ligger på 25,3 procent.
På landsplan advarer såvel professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet som formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, om, at den voksende andel af tosprogede elever i landets skoleklasser giver folkeskolen så store opgaver, at lærerne på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt uddannede til at håndtere multietniske klasser.
Gode erfaringer
Formanden for Foreningen af Kommuner i Københavns Amt (FKKA), - Rødovres borgmester, Erik Nielsen, siger:
»Det er rigtigt, at der er store udfordringer til folkeskolen, når andelen af tosprogede vokser. Men jeg synes, at mange vest-egnskommuner har gode erfaringer med at integrere den voksende andel af indvandrerbørn.«
Derimod er Erik Nielsen bekymret over, at børn kan komme til at møde op i skolen uden at kunne tale dansk.
»Vi står netop over for at skulle gennemføre en plan fra regeringen om at give frit valg til børnepasning, således at en gruppe forældre selv kan gå sammen om at lade børnene passe privat. Jeg forudser, at det kan komme til at betyde, at indvandrerkvinder i fremtiden vil passe deres børn hjemme, få penge for det og samtidig spare udgifterne til vuggestue eller børnehave. Det kan komme til at betyde, at børnene ikke kan tale dansk, når de kommer i skole,« siger FKKA-formanden.