Guldhorn-tyve formentlig set ved Brande
Vidne har set fire nervøse mænd, som kan være guldhorn-tyvene ved Brande. Politiet tror nu, at montrerne blev brudt op mekanisk.
Politiet i Vejle intensiverer nu jagten på den sorte Volvo V 40, som er set i forbindelse med tyveriet af guldhornene i Jelling mandag morgen.
Bilen blev set i Jelling i forbindelse med tyveriet klokken cirka halv fem, hvor vidner lagde mærke til bilen, der forlod gerningsstedet.
Bil set i Brande
Godt en time senere blev en tilsvarende Volvo set i Brande ved Givevejen. Her lagde et vidne mærke til fire mænd, der var steget ud af bilen og ifølge vidnet opførte sig påfaldende nervøst.
- Meget tyder på, at de fire mænd kan have noget med tyveriet at gøre, siger vicepolitikommissær Peter Thaysen, Sydøstjyllands Politi i Vejle.
I løbet af mandagen har politiets teknikere, fingeraftrykseksperter og sprængningseksperter fra Beredskabsstyrelsen undersøgt udstillingsbygningen Kongernes Jelling.