Indvandrere dømt for gruppevoldtægt mod 13-årig
Tre andengenerationsindvandrere slap for udvisning, selv om de tirsdag ved retten i Odense blev dømt for massevoldtægt mod en 13-årig pige.
I alt fire unge med udenlandsk baggrund blev idømt fængselsstraffe fra et til to år. Da en af de dømte var dansk statsborger, havde anklageren kun krævet udvisning for de tre andre dømte.
Hårdeste dom fik den 19-årige palæstinenser Wassim Daabas, der stammer fra Libyen, med to års fængsel. Han havde i forvejen en voldsdom, som han ikke havde nået at afsone, da han deltog i voldtægten mod den 13-årige i en gård i Odense den 1. april. Han var den eneste med dansk statsborgerskab.
Den 17-årige palæstinenser Kamel Freijeh, der stammer fra Libanon, og den 19-årige Behzad Rasoulinia, der er født i Iran, fik hver et år og seks måneders fængsel. Den fjerde af de unge voldtægtsmænd - en 16-årig dreng, der stammer fra Afghanistan, fik et års fængsel, hvoraf de seks måneder blev gjort betinget.
Alle fire blev desuden dømt til i forening at betale 60.000 kroner i erstatning til den 13-årige voldtagne pige.
Voldtægtsparagraf
De fire unge blev dømt for overtrædelse af den almindelige voldtægtsparagraf, selv om anklageren Ulla Thybo havde krævet dem dømt for voldtægt under særligt skærpende omstændigheder. Selv om de alle fire havde deltaget i forbrydelsen, fandt dommer Ulla Thybo og domsmandsrettens to lægdommere imidlertid ikke, der havde været tale om skærpende omstændigheder.
»Det ville have været skærpende omstændigheder, hvis der eksempelvis også havde været anvendt våben. Det kan også være en skærpende omstændighed, at der er flere deltagere i voldtægten. Men det er ikke altid tilstrækkeligt til at dømme efter den strenge praragraf,« forklarede anklageren efter domsafsigelsen.
Anklageren erklærede sig imidlertid alligevel utilfreds med dommen. Efter den almindelige voldtægtsparagraf er strafferammen op til seks års fængsel, hvorimod den er 10 år efter den skærpede paragraf. Desuden havde anklagemyndigheden krævet udvisning i de tilfælde, hvor der var mulighed for det.
Mod udvisning
Dommeren Inge Elgaard Bastian fandt imidlertid, at der var forhold i sagen, som talte afgørende mod udvisning. Da voldtægtssagen er ført for lukkede døre, er selve det handlingsforløb, der ligger til grund for dommene, ikke kommet frem. En væsentlig grund kan imidlertid være de dømtes alder samt længden af den tid, de har boet i Danmark, forklarer anklager Ulla Thybo.
De fire dømte havde alle nægtet sig skyldig i voldtægten. De hævdede, at den 13-årige pige selv var gået med til de seksuelle udskejelser. Desuden fandt retten det bevist, at den 19-årige palæstinenser Wassim Daabas ikke havde vidst, hvor gammel pigen var. For hans vedkommende indgik det til gengæld i hans straf på to års fængsel, at han også blev dømt for at have nikket en politibetjent en skalle ved sin anholdelse 14 dage senere.
Efter domsafsigelsen ankede alle fire afgørelsen til landsretten. Og den 16-årige blev som den eneste løsladt straks efter retsmødet, til landsretten har afgjort ankesagen. De har alle fire siddet varetægtsfængslet eller døgninstitutionsanbragt siden april, og de tre andre kærede omgående dommerens beslutning om, at de skal forblive fængslet, til landsretten har talt.
Der var ventet stort opbud af familie og venner til de dømte, og politiet var derfor talstærkt til stede. Menkun et par brødre til en af de dømte var mødt op på domhuset, og bortset fra et intermezzo mellem en pressefotograf og en af de ældre brødre kom det ikke til episoder.