Fortsæt til indhold
Indland

Bandidos-leder: Drabsoffer ikke et af vore medlemmer

Der er ikke udsigt til en genopblussen af rockerkrigen. Det forsikrer Bandidos' præsident, Jim Tinndahn, der afviser, at offeret ved et knivdrab i Aalborg natten til søndag var medlem af rockerklubben. Bandidos-lederen var søndag formiddag i kontakt med Hells Angels ledelse. De to klubbers præsidenter vil ikke have, at striden mellem klubberne atter bryder ud.

- De vidste lige så lidt som jeg selv gør om sagen, siger Jim Tinndahn til Ritzau.

Han tilføjer, at den dræbte ikke er medlem af Bandidos. Ifølge politiet er de anholdte, der sigtes for at have været med under knivdrabet, alle tilknyttet Hells Angels.

Offeret var en mand, der blot kendte et par af Bandidos' medlemmer, oplyser Tinndahn.

- Det er ikke en mand, der har nogen relation til Bandidos overhovedet. Han har siddet i fængsel i Nyborg Statsfængsel sammen med nogle af vores folk på den specielle afdeling for stærke fanger. Der har han lært nogle af vore folk at kende. Han tager op til en fest i Aalborg for at møde en af dem, han kender deroppe, og er der en time eller to og tager så ned på et værtshus, hvor der sker de ting dér, forklarer han med henvisning til drabet på Diskotek "Robin" i Aalborgs populære Jomfru Ane Gade.

- Det er ikke en ting, der har noget som helst med Hells Angels og Bandidos at gøre overhovedet. Han er ikke supporter eller noget som helst overhovedet. Han er en ganske almindelig mand, som Bandidos slet ikke kender. Men han kender en eller flere af dem, han har siddet i spjældet med.

- Jeg vil aflive de rygter om, at nu starter der en ny krig, så hurtigt som muligt. Det her har intet motiv eller noget med Bandidos at gøre. Hells Angels har ingen viden om, at han skulle kende Bandidos.

Jim Tinndahn erkender, at der har været nogle episoder på det seneste, hvor rockere fra de to klubbers støttegrupper har været involveret.

- Vi har helt styr på de småepisoder, der er sket. Vi kører meget hårdt på dem. Vi holder møder sammen med Hells Angels for at få styr på de ting, der sker i periferien. For de skader os alle sammen på en eller anden måde, siger præsidenten.

- Det her er nok et slagsmål, der er opstået, og så har det ført til den tragiske hændelse. Det er ikke opstået på grund af relationer til den ene eller anden klub overhovedet.

/ritzau/