Biskop Tutu fik varm modtagelse i Danmark

Den sydafrikanske biskop skulle være hovedattraktionen ved Danske Kirkedage i Århus, og allerede ved ankomsten til hotel Marselis var det tydeligt, hvorfor det menneske er så elsket verden over - han er fyldt med liv og har næsten lige så meget humor som Vorherre.

Alene at se ham er en fryd. Han steg ud af en beskeden Toyota fra Folkekirkens Nødhjælp - iført sort habit, violet skjorte, et kæmpemæssigt bispekors på brystet og en kæk lille kasket på hovedet.

Manden, der af mange betragtes som verdens førende kirkeleder, lettede venligt på kasketten som hilsen til de lokale pressefolk og var straks leveringsdygtig med en rask udtalelse:

»Det er vidunderligt at være i Danmark igen. Sidst jeg var her, var i 1979 - før vi var frie. Nu er vi frie, og det er vidunderligt at være tilbage og kunne udtrykke vores tak til det danske folk for den vidunderlige støtte, I gav under vores apartheid-kamp. Og også for den klare støtte, vi bagefter fik til vores arbejde i Sandheds- og Forsoningskommissionen.«

Ferie, ferie, ferie

Pludselig brød en helt anden glæde frem i ansigtet, mens den tidligere ærkebiskop tilføjede et:

»Meeen - sandheden er nu også, at jeg er så glad, fordi jeg har ferie. Ferie, ferie, ferie,« nynnede bispen, mens han hankede op i sin kuffert med et ''God bless you!'' til pressen.

Trods ferieglæden gav han sig nu tid til at svare Jyllands-Posten, da vi fiskede efter en forklaring på, at danskere - i et land med næsten tomme kirker - er så interesserede i Desmond Tutu, at der ventes omkring 3000 i det cirkustelt, hvor han skal prædike i morgen.

Den verbale del af hans svar lød:

»Folk er optaget af, hvad man kan kalde relevans. Og folk er opmærksomme på uretfærdighed og undertrykkelse. Men først og fremmest er folk optaget af godhed. Vi holder alle sammen af mennesker som Moder Teresa og Nelson Mandela, fordi vi i vores hjertes inderste ved, at Gud skabte os af godhed.«

Men samtidig med ordene var der en endnu stærkere kommunikation - fra intense brune øjne og et vågent ansigt. Han er en mand, der går fremad mod spørgeren, og man mærker tydeligt den kraft og vibrerende energi, der kommer af hans karisma og af, at han mener hvert eneste ord - selv om han rundede de fine ord af med en lille hæs latter.

Missionen i Danmark

Den sydafrikanske kirkemand blev også spurgt om, hvad der er hans mission i Danmark, og han opregnede to aspekter:

»Det ene aspekt handler om, at sandhed kan gøre folk frie. For eksempel tror mange mennesker, at Gud elsker os, fordi vi er gode. Men sandheden er faktisk, at Gud elsker os, uanset om vi er gode eller dårlige. Gud elsker dig ikke, fordi du er smuk, men måske bliver du smuk, fordi Gud elsker dig. Og det kan være en stor lettelse at vide, at du ikke behøver gøre indtryk på Gud.

Det andet aspekt handler om racisme. Men det må vente - kom til min gudstjeneste i morgen!«

Og så fik vi at se, at han godt kan sætte et langt ben foran, for han skulle nå at spise, før han skulle åbne eftermiddagens Afrika-dag under Danske Kirkedage.

En lille tynd mand - og man kan roligt sige et stort menneske i en venlig skikkelse. Parat med smil og glæde til trods for, at han stadig er mærket af den kræftsygdom, han pådrog sig midt under arbejdet i den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission. Selv om kommissionen havde en psykiatrisk rådgiver, fik flere af medlemmerne fysiske og psykiske reaktioner af arbejdet med at lytte til al den smerte og ødelæggelse, der kom på bordet efter de brutale år.

Sygdom hjalp ham

Men også det har Tutu forsonet sig med. Han har i sin bog ''Ingen Fremtid uden tilgivelse'' erklæret, at den livstruende sygdom har hjulpet ham frem til et andet perspektiv:

»Det har givet mig ny livsintensitet, for jeg ser i øjnene, at der er mange ting, som jeg førhen har taget for givet - min kone Leahs kærlighed, mine børnebørns latter, en solnedgangs glans, mine kollegers hengivenhed. Sygdommen har hjulpet mig til at erkende min egen dødelighed og føle mig dybt taknemmelig for alt det usædvanlige, der er sket i mit liv.«

Blandt det usædvanlige ser han på sin deltagelse i nationens heling som et særligt privilegium, selv om denne heling har været bekostelig for kommissionens medlemmer, som han - med et berømt udtryk - betegner som ''sårede healere''.

Dans fra Tanzania

Men der var humor og glæde i luften, da Danske Kirkedage 2001 lørdag gennemførte sin store Afrika-dag. Det lå i luften, at afrikanere har noget særligt at give resten af verden. Først det pulserede i det dansende tanzaniske kor, der varmede op til Desmond Tutus ankomst.

Teltet sydede af begejstring, da Tutu kom ind. Han nåede at få klappet nogle småbørns lyse hår, før han entrede talerstolen og overraskede alle med et lydeligt ''God dag!''.

Et kvarter efter sluttede han med et ''Tussen Dak!'' for den danske støtte til kampen mod apartheid. Og ind imellem havde den 69-årige biskop rystet os flade af morskab. Bare hans gengivelse af Guds stemme - høj og sitrende - er overrumplende sjov. Og sjovt må det være, for ifølge Tutu har Gud en vidunderlig, humoristisk sans:

»Ingen ved sine fulde fem ville have forestillet sig, at Sydafrika kunne blive et eksempel på andet end den mest umenneskelige grusomhed. Vi sydafrikanere var nok de mest usandsynlige kandidater til rollen som forbillede for, hvordan man kan overvinde konflikter - og det er præcis derfor, Gud har valgt os. Vi var et håbløst tilfælde, så hensigten er, at andre skal se på os og fatte nyt mod.

Og det gode er, at nu kan de se på os - fra Kosovo, Mellemøsten, Sierra Leone. De kan se, at det sydafrikanske mareridt fik en ende. Så deres mareridt vil også ende. Ingen skal nogensinde mere tro, at deres problemer er uløselige.«

Finalen på talen var konstateringen af, at ''God is in charge'':

»Ganske vist har vi i den onde tid sommetider spurgt, om Gud ikke godt kunne gøre det lidt mere tydeligt, at det er ham, der har ledelsen og ansvaret. Men det er jo tydeligt, at det er sådan. Og hvis vi er overbeviste om, at Gud er for os, hvem kan så være imod os?«

Tutu blev fulgt til teltåbningen af heftigt bifald, og den afrikanske kirkedag gik videre med indtryk for både krop og sjæl.