Kampen om historien

Selv dengang Jørgen Røjel og Frank Aaen befandt sig i et fjernt land, stod de på hver sin side.

Deres holdninger, idealer og fundament kan ikke være mere forskellige.

Og verdenssynet er som øst og vest.

I morgen står de ansigt til ansigt ved byretten i Fredericia, men det er ikke første gang, sporene krydses.

For 17 år siden tilhørte de hver sin front under den blodige krig i Afghanistan.

Midt under den sovjetiske besættelse sluttede Jørgen Røjel sig i december 1984 til en gruppe mujahedinere, som bekæmpede den sovjetisk-støttede regering. Drivkraften til at trænge ind bag fjendens linier var at oplyse om tilstandene i Afghanistan, så den danske befolkning kunne få indblik i de rædsler, Sovjetunionen forårsagede, da Den røde Hær holdt marionetregeringen i Kabul ved magten. Jørgen Røjel var da 68 år og vandrede over bjergene til kampzonen under dæknavnet Tassagul, som på den lokale dialekt betyder frisk morgenblomst.

Samme år landede Frank Aaen også i Afghanistan. Den dengang 33-årige kommunist var medlem af en lille dansk delegation anført af Jørgen Jensen, daværende partiformand for Danmarks Kommunistiske Parti. Danskerne aflagde kammeraterne i Kabul et solidaritetsbesøg. Fire år tidligere havde Frank Aaen været på sit første besøg i Afghanistan.

Jørgen Røjel og Frank Aaen tog således begge del i den krig, hvor op mod halvanden million mennesker blev dræbt og næsten fire gange så mange sendt på flugt i løbet af Sovjetunionens besættelse fra 1979-1988.

De to danskere vendte - ikke overraskende - hjem med hver sin beretning fra krigen. Den unge danske kommunist roste de progressive kræfter, som han mente at kunne se i den afghanske regering og fremhævede i rosenrøde vendinger uddannelsesreformer og ligestilling af kvinder.

»Der er givetvis sætninger, jeg ville have skrevet anderledes i dag,« erkender Frank Aaen.

Den pensionerede overlæge var forfærdet og fik mange danskere til at vurdere krigen i Afghanistan i et nyt lys.

Jørgen Røjel fortalte om frihedskæmpere, der levende blev smidt ud fra helikoptere. Om napalm, fosfor og giftgas, der blev kastet over civilbefolkningen. Og om små afghanske børn, der blev lokket med legetøjsbomber, som lignede kager eller tændstikker. Legetøjsbomberne dræbte ikke, men de rev en hånd eller en arm af, og de lemlæstede børn fik enhver mor og far til at spørge, om det var værd at kæmpe videre.

»Kommunisternes måde at behandle disse mennesker på var fuldstændig vanvittig,« fastslår Jørgen Røjel.

Og i morgen går det løs igen.

Landsforræder

Endnu en gang står Jørgen Røjel og Frank Aaen på hver sin side af en konflikt.

Endnu en gang handler det om kampen om historien.

Den aktuelle strid begyndte ellers med noget så fredeligt som et læserbrev.

Som en reaktion på DR2s omstridte serie ''Danmark i Den Kolde Krig'', der undlod at belyse russernes invasion i Afghanistan, skrev Jørgen Røjel et indlæg i Jyllands-Posten den 17. december forrige år. Her fremførte han, at det var Danmarks Kommunistiske Parti, der styrede de egentlige landsforrædere, som spionerede for DDR og Sovjetunionen. Desuden argumenterede han for, at Frank Aaen kunne have fået en lang fængselsstraf, hvis blot hans gerninger var blevet opdaget i tide.

I et senere læserbrev fra januar i år uddybede Jørgen Røjel, at Frank Aaen havde optrådt i fremmede magters tjeneste gennem sit nære tilhørsforhold til DDR og Sovjetunionen og dermed været en potentiel trussel for fædrelandet. Samtidig henviste Jørgen Røjel til straffelovens paragraf 108, den såkaldte lille spionageparagraf, som siger, at man kan straffes med fængsel indtil seks år, når man hjælper fremmed efterretningsvæsen til at virke i Danmark.

Det blev for meget for Frank Aaen.

Sammen med sit nuværende venstrefløjsparti, Enhedslisten, krævede han, at Jørgen Røjel straks trak sine påstande tilbage.

»Dialogen holder op, når man påstår, at modstanderen er kriminel. Sådan et debatniveau skal vi ikke have i Danmark. Jeg bad i mindelighed Røjel om at trække påstanden tilbage,« siger Frank Aaen.

Men det vil Jørgen Røjel ikke.

»Når du står i en situation, hvor du føler dig åndeligt truet, så må du være klar til at trække fra læderet,« siger Jørgen Røjel, der sin natur tro altid er parat til at kæmpe for sine holdninger.

Han mener, hvad han siger. Og han står fast.

Sandhedsbevis

»Aaen skal have lov til at have sine politiske synspunkter, og Enhedslisten skal have lov til at dyrke sin politik. Men Aaen skal ikke påstå, at han ikke har været en politisk belastning. Jeg kan ikke et øjeblik drømme om at give ham carte blanche for det, der skete dengang,« fastslår Jørgen Røjel, som i dag har rundet de 85 år og netop er vendt tilbage fra en audiens i hovedstaden, hvor han personligt takkede majestæten for hendes hilsen ved fødselsdagen og diamantbrylluppet.

Selv om Frank Aaen har stævnet Jørgen Røjel for injurier, agter sagsøgte at føre sandhedsbevis for sine synspunkter. Han vil i den kommende uge argumentere for, hvorfor han betvivler, at Frank Aaen og kommunisterne ville Danmark det godt. Røjels advokat har fremskaffet mængder af dokumentation - lige fra ''Program og love for Danmarks Kommunistiske Parti'' til avisartikler, der afslører de store summer, Moskva donerede til pengekassen i Dronningens Tværgade.

Og der er mobiliseret vidner, som kan belyse koldkrigsperioden.

Sagen bevæger sig i to plan. Det er dels en injuriesag og dels det første større retsopgør om Danmark under Den Kolde Krig.

Braget

Nogle vil betragte det som et opgør mellem Frank Aaens kamp for socialismen og Jørgen Røjels tro på de gamle dyder, et opgør mellem opbrud og tradition.

Det er langt fra første gang, Jørgen Røjel må kæmpe for det, han tror på.

Allerede under besættelsen demonstrerede Jørgen Røjel et usædvanligt mod. Han var med i den gruppe, der stod bag sabotagen af de vigtige jernbanebroer over Gudenåen ved Langå.

Hitler reagerede prompte på besættelsens største brag, blev rasende og krævede terror i ''dette latterlige lille land.''

Ved hjælp af en stikker blev gruppen trevlet op. Røjel undslap, men fire kammerater blev taget og mistede livet.

Jørgen Røjel var en tur i Sverige og kom med i Den Danske Brigade, deserterede og vendte tilbage til Danmark, hvor han tilsluttede sig modstandsgruppen Holger Danske. Han blev taget af tyskerne, men det lykkedes ham at bilde dem ind, at han var sin egen bror, Preben.

Senere flygtede han fra Frøslevlejren i en brødkasse, hvor hans 193 centimeter lå sammenfoldet i køkkenaffald.

Efter krigen færdiggjorde han sin lægeuddannelse, og kampånden var usvækket.

I 1951 meldte han sig til tjeneste på hospitalsskibet ''Jutlandia'' under Koreakrigen. Jørgen Røjel fandt, at det officielle Danmark under konflikten i Østen som sædvanlig trak dynen op over hovedet og håbede på, at lynet slog ned hos naboen. Sådan ville han ikke selv være.

Kampen i Korea var for lægen den samme som under besættelsen: en kamp for menneskerettigheder.

Ungarn

Med samme motiver i lægetasken drog han i 1956 med et ambulancehold til frihedskampen i Ungarn. Under konflikten, hvor sovjetiske kampvogne kvalte den ungarske opstand, mødte Jørgen Røjel blandt andre en lille pige med et papskilt om halsen, hvorpå der stod: ''Tag Dem af vores barn. Vi bliver og dør for Ungarn.'' Nogle ord, der virkede så stærkt på Jørgen Røjel, at han efter aftale med sin kone tog en ungarsk dreng med hjem til sine tre børn i Danmark.

I november 1960 var Røjel i Congo, hvor borgerkrigen rasede. Egentlig en konflikt, som bundede i intern politisk splid, men som også på hver sin side involverede USA og Sovjetunionen. Sammen med sin bror, der ligeledes var læge, deltog de i en international Røde Kors hjælpeaktion for at bistå i et land, hvor halvdelen af landets 200 sygehuse stod uden læger.

Herhjemme gik Jørgen Røjel til kamp mod storindustriens forurening. I Fredericia påviste han, at produktionsvirksomheden Superfos var årsag til et øget antal kræfttilfælde i byen.

Og han var manden, der var med til at forny dialysebehandlingen af nyrepatienter trods modstand fra Sundhedsstyrelsen.

Og så fulgte Afghanistan, hvor Røjel egentligt virkede for en humanitær indsats blandt afghanerne. Han var med til at åbne mulighed for, at danske læger og sygeplejersker i flere år kunne udføre et vigtigt arbejde.

Men Jørgen Røjel er ikke den eneste fighter i den kommende retssag.

A.P. Møller

Sagsøgeren, Frank Aaen, har aldrig været bleg for at tage partibladet fra munden endsige sætte tingene på spidsen.

Det var Frank Aaen, der under en stilfuld generalforsamling i rederiet A.P. Møller pludselig spurgte, hvorfor man ikke skulle lave et koncernregnskab i Danmarks største virksomhed. Forargelsen over den lille venstrefløjspolitiker fornemmedes i storkapitalens allerhelligste.

Og det var også Frank Aaen, som under en generalforsamling i Aalborg Portland spurgte ledelsen, hvorfor man anvendte asbest, når alle vidste, at det var sundhedsskadeligt.

Hvad angår A.P. Møller, var Frank Aaens påstande om den gamle reders tyskvenlige sind under besættelsen i øvrigt også med til at skabe kold luft mellem Frank Aaen og Jørgen Røjel:

Aaen holdt sig ikke tilbage med kritik. Røjel havde selv som modstandsmand hentet økonomisk støtte hos gamle A.P. Møller til bekæmpelse af tyskerne.

»Det var en utrolig frækhed over for A.P. Møller. Han hjalp, hvad han kunne. Også når folk skulle til Sverige, og han kæmpede i den grad for, at Danmark skulle overleve,« husker Jørgen Røjel.

Men økonomen Frank Aaen, som både har været formand for Kommunistiske Studenter og politisk redaktør på partiavisen Land og Folk, har aldrig holdt sig tilbage. Siden gymnasietiden har han bekæmpet storkapitalen.

Den Kolde Krig

Ved byretten i Fredericia kommer folketingsmedlemmet dog til at se sin politiske karriere passere revy. I hvert fald konfronteres Frank Aaen med sine politiske gerninger under Den Kolde Krig.

Morten Samuelsson, Jørgen Røjels advokat, agter som forsvarer for den gamle modstandsmand følgende:

For det første at påvise Frank Aaens nære forbindelser til de kommunistiske regimer. Dernæst at illustrere, at disse ikke ville Danmark det godt under Den Kolde Krig. For dermed at forklare, hvorfor Jørgen Røjel ser Frank Aaen som en potentiel landsforræder.

»Vi har et regime, som organiserede tro følgesvende. Hovedformålet er at vise, at Frank Aaen var en af de tro følgesvende, der arbejdede på, at det skulle gå os, som det har gjort andre steder,« fastslår Morten Samuelsson og henviser blandt andet til det daværende DDR.

Den tætte kontakt skal blandt andet dokumenteres via Frank Aaens talrige kurser til Sovjetunionen og DDR. Desuden vil det blive påpeget, at Frank Aaen under sit første besøg i Afghanistan var så tæt på regimet, at han fik lov til at interviewe en krigsfange.

Vidnerne

For yderligere at afsløre de tætte forbindelser vil Morten Samuelsson indkalde vidner.

Forhenværende generalløjtnant K.G.H. Hillingsø vil som tidligere chef for Hærens Operative Kommando belyse den militære trussel, som var rettet mod Danmark.

Og professor Bent Jensen, som har forsket i danske kommunisters forbindelser til Sovjetunionen og DDR, vil fortælle om det nære forhold mellem Danmarks Kommunistiske Parti og udenlandsk efterretningsvæsen.

»Det skal give et samlet billede af, hvordan Aaen tager sig ud gennem Røjels briller. Aaen har et loyalitetsforhold til et styre, som Røjel har oplevet i Korea, Congo og Afghanistan. Han har personligt set, hvad der sker, når Aaens allierede bliver inviteret. Aaen har haft meget tætte kontakter, og han skal bare have tilbudt at fortælle østmagterne, hvem der i Danmark kan påvirkes i deres meningsdannelse, så er vi derhenne, hvor det er rimeligt at rejse tiltale. Derefter bliver det Aaen, der skal forklare, hvorfor det er urimeligt at mistænke ham for at bistå fremmede magter. Og hvad vi slet ikke må glemme, er, at Røjel selv kan stå for en granskning. Selv om han har været i gevaldige slagsmål, har han altid spillet med åbne kort og haft en retlinet dagsorden,« understreger Morten Samuelsson.

Drivkraften

Selv er Frank Aaen ikke bleg for at indrømme, at Østblokken har haft angrebsplaner mod Danmark.

»Ingen kan være i tvivl om, at under en konflikt ville der komme amerikanske fly til Danmark, og man ville lynhurtigt se en modreaktion. Det er almindelig logik, at en atombombe over Aalborg var sandsynlig. Derfor arbejdede jeg netop for nedrustning,« forklarer Frank Aaen.

Han indrømmer også gerne at have siddet til bords med østtyske embedsmænd og deltaget i politiske kurser i DDR og Moskva.

»Mine forbindelser var hovedsagelig folk fra ambassaderne. De kom som regel til os for at samle information om, hvad der skete i Danmark, og for at høre min vurdering af situationen. Det mest interessante for dem var, hvad der skete i Folketinget og regeringen. Når vi var på kurser, fik vi selvfølgelig den dagsorden, man havde i Moskva, men oftest handlede det om studier af økonomi og filosofi. At vi fik økonomisk støtte i forbindelse med de kurser, det vidste vi. Men jeg har aldrig kendt til de summer, som Morten Thing har beskrevet, selv om det sagtens kan være tilfældet,« siger Frank Aaen og henviser til dr. phil. Morten Thing, der har skrevet om de pengestrømme, der tilflød danske kommunister fra Moskva.

Hvad krigen i Afghanistan angår, medgiver han, at Sovjetunionens invasion forværrede situationen, men understreger samtidigt, at Pakistan og CIA heller ikke skulle have blandet sig.

Interviewet

Som sagt fik Frank Aaen under sit besøg i Afghanistan i 1980 kort tid efter den sovjetiske invasion et eksklusivt interview med en egyptisk fange, der indrømmede, at han var købt, betalt og uddannet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA til at slås i Afghanistan. Til spørgsmålet om, hvorfor han fik adgang, svarer Frank Aaen:

»Jeg tror, vi var de første, der besøgte fængslet, efter at krigen var blusset op. Derfor blev vi tilbudt et interview. Vi fik et program med mulighed for at vælge. Fængslet var en af mulighederne. De havde selvfølgelig nogle interesser, vi skulle viderebringe. Selvfølgelig er jeg klar over, at man kun ser det fra en side.«

Journalist og forfatter Mette Herborg har netop i en kronik i Berlingske Tidende argumenteret for, at interviewsituationen betænkeligt nærmede sig FN-konventionens torturdefinition, fordi Frank Aaen og den afghanske regering bevidst tjente sovjetisk propaganda med et interview af en fange, der i afmægtig tilstand og under frygt for tortur indrømmede alt. Selv medgiver Frank Aaen, at fangen måske var lidt for villig til at indrømme sine fejltagelser.

»Vi diskuterede hans troværdighed, men vores skepsis gik mere på, om han bare skulle give os en historie. Ikke om han blev tortureret,« siger Frank Aaen.

I forhold til Den Kolde Krig føler Frank Aaen sig ikke som taber, men forklarer det med, at den ene side brød sammen.

»Den anden side blev udråbt som sejrherre, og det er vinderen, der skriver historien. Sådan har det været lige siden Romertiden. Man glemmer sine egne fejl og fokuserer kolossalt på modstanderens.

I dag er jeg stolt af at have stået på samme side som Mandela, protesteret over Vietnam og holdt på palæstinensernes ret til en stat.

Når jeg har anlagt injuriesag, er det fordi den vindende part ikke også skal kriminalisere taberen,« mener Frank Aaen.

Planerne

Dette er dog ikke Jørgen Røjels motiv i denne sag. For ham drejer det sig mere om at få belyst de kræfter, der kæmpede imod fædrelandet under koldkrigsperioden.

»Jeg vil prøve at vise folk, hvad der skete under Den Kolde Krig. Det er en afgørende sag for mig. Jeg har aldrig et øjeblik troet på kommunisternes sanddruhed. Russernes planer mod Danmark var værre en Hiroshima og Nagasaki. Jeg har haft et langt liv og altid valgt at stå fast. Jeg håber og tror på, at jeg har gjort det rigtige. Og jeg vil gerne forsvare det i dag,« siger den gamle modstandsmand.

Retsopgøret, der strækker sig over tre dage, begynder mandag ved byretten i Fredericia.

lars.pedersen@jp.dk