Helikopterplatform på Rigshospitalet kan redde liv
En ny landingsplads på toppen af en af Rigshospitalets bygninger vil redde liv og give svært tilskadekomne patienter fra hele landet færre mén. Den nye platform giver samtidig mulighed for, at civile helikopteroperatører kan bringe patienter og organer til Rigshospitalet.
Rigshospitalets behandling af svært tilskadekomne, for tidligt fødte børn og patienter med røgforgiftning eller dykkersyge får et stort løft, når der i 2002 - som forventet - anlægges en helikopterlandingsplads på toppen af hospitalet.
I dag tager det en halv time, fra forsvarets Sikorsky S-61 redningshelikoptere lander i Fælledparken, til de svært tilskadekomne patienter ligger på Rigshospitalets Traumecenter, men omladningstiden kan skæres ned til ca. fire minutter.
»Platformen vil være et kæmpe løft for behandlingen. Akut syge patienter har ikke godt af at vente, og vi får typisk først patienterne en halv time, efter at helikopteren er landet i Fælledparken,« siger overlæge på Rigshospitalet Jakob Trier Møller.
Han peger på, at Karolinska Sygehuset i Stockholm har en tilsvarende platform, og de kan gøre det på tre minutter. Da der bliver en smule længere mellem Rigshospitalets platform og Traumecentret, regner han med, at det vil tage fire minutter. På den baggrund er Jakob Trier Møller overbevist om, at den nye platform vil redde liv.
»Der er international enighed om, at det for traumepatienter er et spørgsmål om tid. Man taler om The Golden Hour for traumepatienter. Tiden er også meget afgørende for, hvor mange mén patienterne får,« siger Jakob Trier Møller.
Fond vil betale
HS-bestyrelsen behandler sagen på onsdag, men allerede nu har Knud og Dagny Gad Andresens Fond, der tidligere har betalt et trykkammer og en CT-scanner på Rigshospitalet, tilbudt at betale udgifterne på fem mio. kr.
Landingspladsen, der placeres på toppen af den kommende tilbygning til Rigshospitalets Sydkompleks, giver mulighed for, at private helikopterselskaber kan flyve patienter og organer ind til hospitalet, som det sker i Sverige, Norge og Tyskland. I dag må en del donororganer køres i ambulance fra Kastrup Lufthavn.
»På Karolinska Sygehuset, hvor de har 700 til 800 flyvninger om året, har de en redningshelikopter stående, som drives af et privat selskab. I Norge har de et landsdækkende system med luftambulancer. Vi vil gerne fremtidssikre vores platform, så den også kan tage imod civile helikoptere. Derfor har vi bedt Statens Luftfartsvæsen godkende platformen,« siger Jakob Trier Møller, der forventer på længere sigt, at mange trafikofre evakueres direkte fra ulykkesstedet i helikopter til Rigshospitalet i stedet for via lokale sygehuse.
Kostbart og besværligt
Forsvarets helikoptere lander over 100 gange i Fælledparken, og landingerne er både kostbare og besværlige. Hver gang må Falck sende en slukningsvogn af sted, ligesom politiet skal kommandere mandskab ud for at rydde en del af parken.
»Det er sandt at sige noget rod. I vinter kørte ambulancen fast tre gange, så vi måtte have folk ud og løfte den fri af dyndet,« siger Jakob Trier Møller.
Mogens Jakobsen, teknisk chef på Rigshospitalet, forklarer, at landingerne om sommeren generer de solbadende og fodboldspillerne, ligesom fodboldbanerne, som bl.a. Østerbro Boldklub benytter, tager skade af de ni tons tunge maskiner.
Platformen anlægges på toppen af en otte etager høj tilbygning, som er under opførelse. Ved hjælp af en rampe kan bårer med patienter køres fra tilbygningen ind i en kontorbygning, hvorfra der er elevator ned til Rigshospitalets kælder, hvor røgforgiftede patienter og patienter med dykkersyge behandles i trykkammer. Den samme bygning huser også neonatal-afdelingen, og det betyder en meget kort vej for de for tidligt fødte børn.
Mogens Jakobsen forklarer, at tilbygningens tag får et stærkt betondæk, som bygges i en konstruktion, der kan optage rystelserne.
»Man vil høre helikopteren i bygningen, og vinduerne vil ryste, men selve bygningen vil ikke ryste, også selv om forsvaret beslutter sig for at købe nye helikoptere, der vejer op til 17 tons,« siger Mogens Jakobsen.