Slaget på Rheden - Da Nelson rystede Danmark

Billedet lever i hver eneste dansker - billedet af Willemoes, den kække Willemoes, som på Kanonbatteri nummer et, uforfærdet og rasende energisk, opmuntrer sit mandskab til at fyre løs på englænderne. I baggrunden ligger det brændende "Dannebrog", admiral Fischers flagskib. Endnu vajer den rød-hvide dug fra stormasten og fra agterstavnen. Længere bagude, i et hav af flammer og krudtrøg, anes resterne af den danske forsvarslinje, kendt som defensionen.

Slaget er tabt, men det er tabt med ære. Sådan ser vi os selv, som det tabende, ærefulde land. Der er rigtige soldater på Kanonbatteri nummer et, men flertallet bag det splintrede brystværn er københavnske borgere. De er strømmet ud til den hjælpeløse flåde for at forsvare konge og by og om nødvendigt for at dø.

Billedet som sådan kendes nok af de færreste. Det hænger på den gamle Amtstuegård i Assens, hvor Willemoes voksede op. Malt af Christian Mølsted i 1901 - i anledning af hundredåret for Slaget på Rheden, Skærtorsdagsslaget eller Slaget i Kongedybet, kært barn har mange navne - er det ikke så meget krigspropaganda som heltedyrkelse. Det interessante ved helten er dog, at han ikke er adelig, men en ganske almindelig fynbo, løjtnant og 17 år gammel. Han virkeliggør nationen i en enkelt person, som alle, hvis de ellers vil, kan være ét med.

Willemoes er det nye Danmark, som opstår på Englands-krigenes ruiner, på Københavns bombardement og ranet af flåden i 1807, på statsbankerotten i 1813 og på tabet af Norge i 1814. Herefter følger guldalderen, grundloven og det folkestyrede fædreland, der skal blive til en senere tids lovbefalede socialstat, til det neurotiske og pylrede Danmark, til vore dages Danmark.

Willemoes-myten når sit højdepunkt - som den aldrig siden har forladt - da vort sidste linjeskib, "Prinds Christian Frederik", i 1808 bliver skudt i stumper og stykker af en engelsk overmagt ud for Sjællands Odde. Willemoes, nu 25 år, befinder sig på øverste kanondæk. Midt under kampen rammes han af en engelsk kugle, der løfter hans hjerneskal, som var den en kasket. »Av, mit hoved,« udbryder han og synker døende sammen i armene på kaptajn Rothe, en anden af tidens helte.

De døde danskere bliver bragt ind til Sjællands Odde og gravsat på Odden Kirkegaard. Grundtvig har allerede besunget ungersvenden Willemoes i sin smukke sang: »Kommer hid I piger små«. Nu sætter opfinderen af det moderne Danmark ham og de andre næsten 200 dræbte og sårede dette malmfulde minde:

De Snekker mødtes i Kvæld på Hav

Og Luften begyndte at gløde

De leged alt over den åbne Grav

Og Bølgerne gjordes så røde

*

Her er Jeg sat til en Bautasten

At vidne for Slægter i Norden:

Danske de vare, hvis møre Ben

Under mig smuldre i Jorden,

Danske af Tunge, af Æt og af Id,

Thi skal de nævnes i løbende Tid

Fædrenes værdige Sønner

En skarp, kold kuling står fra nord ind over Sixtus - nøjagtig den vind, der for 200 år siden gav admiral Nelson, den frygtede og beundrede englænder, mulighed for passere gennem Hollænderdybet forbi København. Ved Middelgrundens sydlige spids ankrede han op for den følgende morgen - på Skærtorsdagen, mens hovedstadens kirkeklokker kaldte til højmesse - med en let sydøst i sejlene at stå ind i Kongedybet. Her gav han den utilstrækkelige danske defensionslinje det glatte lag. Hvorpå han ilde tilredt forenede sig med den engelske hovedflåde nord for Middelgrunden.

Vinden piber og synger ind over Danmarks officielle salutbatteri, opført på Holmens yderste front mod Kronløbet og oprindelig kendt som Christianus Sextus, opkaldt efter sin bygherre, Christian den Sjette.

Inde i havnen, bag den svære svingbro, kaldet Bommen, som forbandt Nyholm med Toldboden, lå de sejlklare krigsskibe, i alt en halv snes stykker, som den styrende kronprins og admiralitetet hverken ville eller turde ofre.

Her og på de omliggende holme har flåden haft sit leje siden kong Hans. I dag er der hverken matroser eller travlhed. Orlogsværftet blev nedlagt ved halvfemsernes begyndelse. Lågen ind til Marinestation København står vidt åben. Der er ingen kontrol, for der er intet at passe på. Mastekranen knejser som det ubeskæftigede monument over svunden flådemagt. På de sorte, krappe bølger rider en toldkutter og en lille samling inspektionsskibe.

Det virker beklemmende.

Ude til højre, når man ser mod nord, bag den senere tilkomne Refshaleø, lå defensionen, spændt ud mellem det endnu ufærdige fort på Trekroner og det hastigt opkastede Strickers Batteri på Amagers østkyst - udtjente linjeskibe, fregatter, skuder og pramme, holdt fast ved deres ankre, uden rigning, uden mulighed for at manøvrere, uden udsigt til at vinde det forestående slag.

Intet må ske

I 1801 er Danmark ikke længere en stormagt, men dog en stor magt, som Europa må regne med, når det lægger sine planer. En magt, som holder sin egen eskadre i Middelhavet og viser sit flag fra Vestindien til Kina og fra Grønland til Afrikas sydligste udløber. Monarkiets største fæstning efter Kronborg er Christiansborg på Guldkysten i det nuværende Ghana. Charlotte Amalie på St. Thomas med 6000 borgere er en af rigets største byer, kun overgået af København med 100.000 indbyggere samt Altona og muligvis Flensborg.

Søpolitisk kan intet opnås i det nordlige Europa uden om Danmark. Dette er det dansk-norsk-tyske monarkis eksistentielle problem, som den styrende kronprins står over for, da Napoleons-krigene river retsordenen mellem staterne i stykker: Danmark er for stort til at være lille og for lille til at være stort. I problematikken indgår, at Danmark har en efter forholdene betydelig flåde, som man ikke ønsker at sætte i søen, da englænderne dukker op.

Nelson, de franskes overmand i slaget ved Abukir, kan få lov til at bruge sit krudt og sine kræfter på at forvandle danskernes ormædte, gamle krigsskibe - ikke den taklede orlogsflåde - til pindebrænde. Møjsommeligt varpes de ud i Øresund, ét efter ét. De forankres dér, hvor de forventes at gå ned. Deres opgave er ikke at vinde, men i deres ubevægelighed at afskære briterne fra adgangen til Flådens Leje.

Intet må ske med de krigsduelige skibe. Det er i tidens sammenhæng en både selvmodsigende og selvindlysende situation: Danmark er en flådemagt, fordi Danmark har en flåde. Altså må intet ondt tilstødes flåden!

Sådan er den smertelige lære af Skærtorsdagsslaget, som i lange tider - af danskerne og især af københavnerne - blev anset for en dansk sejr. Sådan var det dog ikke. Slaget på Rheden var ikke den sejr, som den kongelige danske propaganda bildte befolkningen ind. Det var heller ikke den sejr, Nelson havde håbet på.

Den herlige tid

Englænderne beslutter sig til at angribe Danmark - ikke fordi man vil ødelægge Danmark, men fordi Danmark nægter at makke ret under Englands, den sande stormagts, opfattelse af egne vitale interesser.

Danmark har ikke alene en betydningsfuld krigsmarine, men også en stor - meget stor - koffardiflåde, der i læ af Danmarks neutralitet i de britisk-franske krige bringer enorme værdier til København.

I en årrække er den danske hovedstad en af klodens store handels- og ladepladser, større end Hamburg og Amsterdam, som er spærret inde i det napoleonske fastlandssystem.

Danmark under den kloge A. P. Bernstorff forstår at manøvrere. Han spiller franskmændene ud mod briterne, briterne ud mod russerne og russerne ud mod svenskerne - mens danskerne sejler den ene ladning af efterspurgt, oversøisk gods efter den anden til København, hvor handelshusene florerer, De Coninck, Duntzfelt, Tutein, Heering med flere.

Det er den florissante, den blomstrende eller herlige tid. Herlig i hvert tilfælde for dem, der har penge, og som den fra Holland indvandrede De Coninck kan leve om vinteren i sit palæ i Bredgade og om sommeren på Næsseslottet, også kaldet Dronninggård, ude ved Furesøen.

Siden, under Bernstorffs mindre kloge søn og efterfølger som udenrigsminister, Christian Bernstorff, bliver det vanskeligere. Krigene strenges, og uforsonligheden breder sig. Hvortil skal lægges, at kronprinsen, den senere Sjette Frederik, vokser op. Gamle A.P. kunne næsten altid få sin vilje, men ved hans død i 1797 føler den 29-årige Frederik, at nu skal han regere. Christian Bernstorff må som andre erfare, at han er sin fyrstes tjener - og fyrsten er en ærekær mand. Han nægter at lade englænderne inspicere danske handelsskibe for ulovlige varer.

Det kommer således til stadig flere bataljer mellem engelske og danske orlogsmænd, som konvojerer danske handelsskibe. Da den hidtil gældende defensive neutralitetspolitik i december 1800 bliver til det Væbnede Neutralitetsforbund mellem Danmark, Sverige, Prøjsen og Rusland, har regeringen i London fået nok. Vejen frem, beslutter man, er krig med neutralitetsforbundet.

Dømt til nederlag

Den engelske flåde forlader Yarmouth 12. marts. På det tidspunkt sidder Sveriges og Ruslands krigsskibe fast i Østersøens is. Prøjsen har ingen flåde. Danmark er alene og som så ofte i sin historie mærkværdigt uforberedt på krig.

Danmark er også i en klemme. Man kan slutte sig til englænderne og tage en konflikt dels med Napoleon, dels med russerne, der i så fald vil lade svenskerne rykke ind i Norge. Eller man kan gå med russerne og risikere et bombardement af København og tabet af flåden.

Tvunget af sur nød vælger man det sidste. Kronprinsen og hans kabinet gør sig på forhånd klart, at selvfølgelig kan hovedstaden forsvares - blot ikke med held. En rimelig overenskomst med englænderne, en politisk handel, en forståelse under hånden forsøger man ikke.

Efter 18 dages sejlads passerer englænderne under Kronborg, hvis kanoner ikke rækker. Også det ved man på forhånd. Af samme grund har svenskerne tilbudt at skyde, men kronprinsen afviser - af frygt for, at han i så fald skal miste Øresundstolden!

Samme formiddag ligger flåden ud for Hven. I den sydlige horisont ser englænderne de københavnske tårne og en skov af master. Defensionen er så godt som færdiggjort. Den tager sig imponerende ud. Den skal vise sig at kæmpe forbitret. Den er dømt til nederlag.

Overfor admiral Sir Hyde Parkers og viceadmiral Horatio Nelsons to divisioner på i alt 20 linjeskibe og 33 andre fartøjer, alle bemandet med fuldbefarne søfolk og gennemeksercerede soldater, har Olfert Fischer, defensionskommandanten, med sine 18 blokskibe og enkelte bevægelige småbåde ingen mulighed for at klare sig. Hans mandskab er en uens blanding af professionelle, frivillige og pressede.

Hysterikeren Nelson

1. april sejler Nelson gennem Hollænderdybet med hovedflåden, bestående af 36 skibe, blandt dem 12 linjeskibe. Han tilbringer natten ved Middelgrundens sydspids - inden for skudvidde af Strickers Batteri, der i mørket kunne have skabt et ganske alvorligt kaos i den engelske division, men undlader at skyde!

Parker forbliver med sin division som reserve i farvandet nord for Middelgrunden.

Nelson var alle dage en stor hysteriker. I disse timer er han så han dirrer af indestængt kampiver. Som vinden går over i sydøst - nøjagtig den vind, han behøver - ved han, at han må angribe straks, og at han vil vinde.

Men han har et problem. Han kender ikke farvandet ud for København. Hvor stor er Middelgrunden? Og hvor stor Refshalen? Han kan se den lænkede danske skibsrække, nord og syd for Olfert Fischers flagskib, støttet af en mindre, bagved liggende, bevægelig kanonbådsflotille. Men hvor har danskerne kastet anker? Ude i Kongedybet eller inde på smult vande?

Efter solopgang giver han sig til at herse med sine lodser. Nelson er ude af sig selv ved tanken om, at hans søndenvind skal løje af.

Til sidst giver han pokker i det hele. Han meddeler skibskaptajnerne sin slagorden, og i den grå formiddag sætter flåden sig i bevægelse. Øjeblikket efter kan danskerne se englænderne stå Kongedybet ind i kølvandsformation, anført af linjeskibet "Edgar".

Signal nummer 39

Femten minutter over ti meddeler Fischer sine skibe, at de skal tage kanonerne i brug, så snart de har fjenden på skudhold. Samtidig sætter Nelson sit berømte signal nummer 39, der skal vaje fra hans flagskib "Elephant" under hele kampen: »Engagér fjenden på nærmere hold.«

Kort efter er "Edgar" - 74 kanoner - på skudhold af "Prøvestenen", defensionens sydligste blokskib og gennem mange år Danmarks prestigeskib, en tredækker under navnet "Christian den Syvende".

Det er nu savet ned til en todækker og omdøbt til "Prøvestenen". Med sine 58 kanoner og en besætning på over 500 mand er det forudbestemt til at tage kampdagens hårdeste tørn.

Klokken halv elleve giver kaptajn Lassen som den første af defensionens chefer "Prøvestenen" ordre til at fyre - og først et kvarter over tre indstiller han skydningen som en af de sidste efter at have været i kamp med hele den engelske linje under dens passage, siden med sine egentlige modstandere, linjeskibet "Polyphemus" og fregatten "Desirée". Da Lassen udgår, er han efterladt med et ødelagt skib og 40 døde, på dansk side kun overgået af tabene på det brændende "Dannebrog" med 53 døde, som stryger klokken halv tre og springer i luften to timer senere.

På det tidspunkt har Nelson vundet sit slag.

"Dannebrog brænder"

Men som englænderne trækker op igennem Kongedybet er Nelson i vanskeligheder. Ikke alene slås danskerne - uagtet mange af dem er uøvede og skyder fra stykpramme eller som Willemoes fra et ubeskyttet flådebatteri - forbitret mod overmagten. Nelson mister også kanoner: flere af hans skibe på Middelgrundens østside kommer ikke rundt om sydpynten, linjeskibene "Bellona" og "Russell" strander på Middelgrundens vestside. Mandefaldet på linjeskibene "Monarch", "Isis", "Edgar" og "Ardent" er store. Overhovedet er "Monarch" den deltager i bataljen, som har de største tab - 56 døde, blandt dem skibskaptajnen, J.R. Mosse, og 164 sårede.

Som den gentleman, han også kan være, engagerer Nelson på "Elephant" (74 kanoner, 550 mand) Olfert Fischer på "Dannebrog" (60 kanoner, 357 mand). Men englænderen får mere, end han har bedt om.

De to flagskibe udveksler kanonade efter kanonade, "Dannebrog" støttet af Willemoes på sit flådebatteri (20 kanoner, 129 mand) og stykprammen "Hajen" (18 kanoner, 175 mand) under løjtnant Müller, den tapreste af de tapre.

Nelson er imponeret, især af "Hajen", der først stryger lidt i tre, efter at "Dannebrog" er gået ud.

Så hård er kampen, at Nelson mod sin vilje må samle sig om at nedkæmpe defensionens centrale og sydlige dele. Enhver tale om at erobre Trekroner eller at trænge ind i havnen forstummer i kanonernes torden.

Ved halvtolvtiden bliver "Dannebrog" skudt i brand. Den sårede Olfert Fischer overfører sin kommando til det nord for liggende linjeskib "Holsten" (60 kanoner, 400 mand). Den matros, han sender op i stormasten for at fjerne sin kommandostander, styrter ned på dækket med flaget i favnen, dræbt af en engelsk kugle.

Klokken halv to må Fischer også forlade "Holsten" og begive sig til Trekroner. Tre kvarter senere går "Holsten" ud med 12 døde og 53 sårede.

Det blinde øje

Bataljen følges med største opmærksomhed af Parker. Han kan se, at hans næstkommanderende har mere end rigeligt at gøre.

Den altid iltre Nelson har lovet sin chef, at han vil færdiggøre affæren ud for København på en time. Efter tre timers kamp er der stadig ingen afgørelse. Ombord på admiralsskibet "London" hører man Parker knurre: »Nelsons time er Satans lang.«

Nelson og Parker har ikke helt samme mål: Nelson vil vinde sit slag, Parker skal med den helst intakte flåde videre ind i Østersøen for at lægge pres på neutralitetsforbundets øvrige medlemmer.

I modsætning til Nelson er Parker desuden en forsigtig mand.

Et kvarter over et sætter Østersøflådens chef et signal, der senere skal koste ham både embede og reputation: »Indstil kampen«. Nelson anbringer kikkerten for det øje, han i sin ungdom har mistet under en træfning ud for Korsika. »Jeg kan intet se,« hvæser han.

Nelson kalkulerer med, at den engelske linje har mere tillid til ham end til Parker. Deri gør han ret. Skibskaptajnerne konstaterer, at "Elephant" bibeholder signal nummer 39. De fortsætter kampen.

Tre kvarter senere griber Nelson til en krigslist, der skal kaste en skygge over hans navn. Han sender en parlamentær under hvidt flag ind til kronprinsen, som følger slagets gang fra Kastellets yderste pynt.

Parlamentæren medbringer et brev, hvori det hedder: »Lord Nelson har ordre til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand, men dersom skydningen vedbliver fra dansk side, vil Lord Nelson være nødt til at sætte ild på alle de flådebatterier, han har erobret, uden at det står i hans magt at frelse de tapre danske, som har forsvaret dem.«

Kan man forestille sig, at Nelson vil gøre alvor af denne trussel? Kronprinsen kan åbenbart. Han kan desuden se, hvad enhver kan se, at den danske defension er nedkæmpet. Uden at rådføre sig med Fischer - der gerne havde fortsat kampen - sender han parlamentæren tilbage til Nelson, ledsaget af sin generaladjudant, med besked om, at han i princippet modtager det engelske tilbud om våbenhvile.

Hele denne forretning tager omkring to timer.

De sidste danske kanoner indstiller skydningen mellem klokken tre og halv fire. Kort før klokken fire sætter "Elephant" det hvide flag fra sin topmast.

Slaget på Rheden er forbi.

Nedkæmpet er netop ordet.

Nelson har nedkæmpet de danske skibe, men han har ikke erobret dem. Trekroners 69 kanoner vogter fortsat Kronløbet og dermed indgangen til havnen. Inde i sit leje ligger den danske orlogsflådes kerne uskadt og sejlklar. Både danskere og englændere ved, at englænderne skal videre.

På den baggrund kan der forhandles, og på den baggrund skabes en våbenhvile, der giver danskerne fred og englænderne lov til at proviantere og på anden vis forsyne sig i København.

Så er der tabstallene.

Af 5846 udkommanderede danske dør 367 i kamp. Af 635 sårede dør andre 100. Desuden forsvinder 205 uden nærmere efterretning. 1779 mand holdes som krigsfanger. Englænderne har 254 dræbte og 689 sårede, men de kontrollerer Øresund og kan fortsætte ind i Østersøen. Her bliver Parker af den engelske regering frataget sin kommando på grund af sit vankelmod ud for København. Han efterfølges af Nelson, der siden - i 1805 - skal gå ind i søkrigenes uforglemmelige historie, da han tilintetgør den forenede fransk-spanske flåde ved Trafalgar og betaler for sejren med sit eget liv.

Hvad ingen af parterne i København ved er, at tsar Paul, den af danskerne frygtede forbundsfælle og den af englænderne frygtede fjende, er blevet myrdet allerede 23. marts. Hans efterfølger, Aleksander den Første, indrømmer englænderne de rettigheder på havet, som Danmark i neutralitetsforbundets - og dermed i Ruslands - navn har bekæmpet med sin nationale eksistens som indsats.

Rejekællingerne nejer

Heltene i Kongedybet er mange. Den største iblandt dem er Willemoes, om hvem Nelson under et taffel på Amalienborg (!) skal sige til Frederik den Sjette, at han bør udnævne ham til admiral. Kronprinsen giver sit legendariske svar: »Skulle jeg behandle alle mine tapre officerer efter fortjeneste, ville jeg ikke have kaptajner og løjtnanter tilbage.«

Nelsons smiger kan også være henvendt på Müller, som fra stykprammen "Hajen" - i spidsen for en blandet skare af håndværkere og soldater - går i lag med "Elephant". Men den uforfærdede Müller duer ikke i danskernes myte. Han er nordmand og indtræder efter monarkiets deling i 1814 i Norges marine, hvis chef han senere bliver.

En tredje helt er Lassen fra Prøvestenen. Når han viser sig på Gammel Strand, rejser rejekællingerne sig fra deres boder og nejer til brostenen.

Under obelisken

For første gang begraves de døde - officerer og menige - sammen. Gravhøjen findes til denne dag på Holmens Kirkegård i København. Hver enkelt officer har fået en primitiv sten med sit efternavn og navnet på sit skib. De menige ligger navnløse under en obelisk med inskriptionen: »Den Krands som Fædrelandet gav/den visner ej på falden Krigers Grav«.

Enevælden går på hæld. Sjette Frederik bliver ved sin sindssyge faders død i 1808 udråbt til og siden salvet som konge af Guds nåde. Sandheden er dog, at han anser sig for statens øverste embedsmand og lever et i mange henseender borgerligt liv med sin hustru og sin faste mætresse, kaldet Fru Dannemand.

Frederik brokker sig over »skrivefrækheden,« men tillader i virkeligheden en høj grad af meningsfrihed. Danmark er ved at være en retsstat.

De store, aristokratiske skikkelser er på vej ud - Reventlow, Bernstorff, Schimmelmann. De er universelle og humanister, mere tyske og ind imellem mere franske end danske. De sværmer for Diderot og Rousseau og for naturen. Christian Bernstorff er typisk. Han er først udenrigsminister i Danmark, dernæst udenrigsminister i Prøjsen, et utænkeligt livsforløb i vore dage.

Jens Baggesen og Oehlenschläger står med Rahbekkerne og Friederike Brun i overgangen. Baggesen har det med at være dansk i Danmark, tysk i Tyskland og fransos i Frankrig. Oehlenschläger skal nå at blive rigtig dansk. Den tilbedte Thorvaldsen er et særtilfælde. Han følte sig både dansk og hævet over det danske. Helst var han vel blevet ude, men i 1838 vender han hjem, kraftigt presset af tronarvingen, senere Christian den Ottende.

Malerne Abildgaard og Jens Juel er Christian den Syvendes samtidige. De har mere at gøre med det gamle end med det nye, om end begge også peger frem. Juels elegante portrætter af hoffets og statens store mænd bliver i den følgende generation til guldalderens venlige billeder af borgerskabet: til hjemlig hygge med fuglebure, skødehunde, velopdragne børn og dydige mødre, assisteret af deres piger fra landet. Betegnende for perioden er Eckersbergs billede, malt i 1818, af Mendel Levin Nathanson, der med sin hustru vender hjem efter en audiens på Amalienborg.

Den store taber

Danmark - ikke Frankrig - står som de napoleonske kriges store taber. Uopfordret af værterne begiver Frederik sig til kongressen i Wien, hvor han, der ubegribeligt holdt fast ved Napoleon, nu render sejrherrerne på dørene for at redde sit monarki. Han bliver venligt nok modtaget, men i den sidste ende taber han også her. Flåden er allerede væk, statsbankerotten ligger et år tilbage. Ved freden i Kiel i 1814 må kongen afstå Norge til Sverige, styret af Napoleons svigefulde marskal Bernadotte, kendt som Karl den Fjortende Johan, søn af en vinkelskriver i den sorteste franske provins.

Af en middelstor europæisk magt er blevet, som Poul Martin Møller digter i Manila, »et lidet, fattigt land«. Gennem sine vinduer kigger det ud i en verden, det ikke forstår.

Selv når danskerne drager ud, holder de sig inden døre. Ditlev Blunck maler de danske kunstnere i Osteria La Genzola i Rom. Constantin Hansen maler dem med deres høje hatte og piber i Bindesbølls stue nær den Spanske Trappe. Nok står Marstrand, Küchler og Blunck ude på balkonen, men Küchler og Blunck stirrer ind. Kun den dristige Marstrand kaster blikket ned på gaden.

Vi aner dette land

Omsider, i 1839, dør Sjette Frederik efter at have regeret i 55 år. Han var en ringe konge, elsket af befolkningen for sin sparsommelighed, et pligtopfyldende træhovede, der ikke huskes for, at han i sin manddom satte næsten alt over styr, men for sin ungdoms bondereformer, der i væsentlig grad skyldtes en kreds af oplyste adelige. Steen Steensen Blicher skriver hans eftermæle ovre i det jyske: "Ret en elskelig Drot, en Folkeven i Kongeslot.«

Afløseren er Christian den Ottende, en af landets bedste konger, som eftertiden har valgt at glemme. Hvorfor? Måske fordi han påskønnede og fremmede kulturen.

I Københavns snævre gader kan man pludselig ikke komme til for genier: H.C. Andersen, B.S. Ingemann, Søren Kierkegaard, Ørstederne, Eckersberg, Bournonville, Oehlenschläeger og mange flere er på benene i C.F. Hansens klassicistiske hovedstad, der selv i dag - trods en uforstandig kapitalismes angreb på dens facader - er et europæisk kulturmonument.

Grundtvig, endnu et af tidens genier, forsøger at banke heltemod ind i danskerne, men giver op. Først da han blander sin kristendom med den nye nationalisme, vinder han ry for at være det nye Danmarks åndelige fader.

Forude venter nationalromantikkens billeder, som i lyset af guldalderens romerske erfaringer lærer os at se Danmark - »det kiære land« med maleren Thomas Lundbyes ord. Der venter også nye nederlag, blandt dem helstatens opløsning og hertugdømmernes forsvinden.

Da nordslesvigerne vender hjem i 1920, er det nye Danmark på plads.

Men det er, netop som krudtrøgen fra Kongedybet letter, at vi aner dette land for første gang.

per.nyholm@jp.dk