Fortsæt til indhold
Indland

21-årig voldtaget i Ishøj

En 21-årig kvinde blev ved femtiden søndag morgen voldtaget i det sydlige Ishøj, oplyser Glostrup politi. Kvinden var faldet i søvn i en bus på vej til sit hjem i Vallensbæk. Da hun vågnede op, befandt hun sig på Ishøj Søvej ved en sportsplads, hvor hun stod af bussen i den tro, at hun var i Vallensbæk.

På en gangbro blev hun antastet af en tyrkisk ung mand, der hev hende med ind i et buskads på sportspladsen og gennemførte ifølge den 21-årige kvinde fuldbyrdet voldtægt. Derefter forsvandt han mod Hundige.

Den unge mand beskrives som omkring 18 år, 166 cm høj med tykt sort hår. Ifølge kvinden er han tyrker, men taler godt dansk. Han bar sort træningstøj, formentligt med hætte på trøjen. Kvinden blev fundet af en tilfældig forbipasserende, der kørte hende hjem, og klokken 05.26 anmeldte hun episoden til politiet.

Søndag formiddag stod politiet stadig uden spor i sagen.

/ritzau/