Flere sager om misbrug af børn

Mellem et og fem ud af 100 danske børn udsættes for sexmisbrug i løbet af barndommen.

Det konkluderer den hidtil mest omfattende kortlægning af sexovergreb mod børn, der offentliggøres i dag og er bestilt af regeringens tværministerielle børneudvalg.

På blot ét år er antallet af underretninger i kommunerne om mulige sexovergreb steget med 50 pct. - til 900 sager i fjor med næsten 1400 børn involveret.

Samtidig ender næsten tre ud af fire anmeldelser uden en retssag, afdækker den nye, godt 150 sider lange rapport.

»Stigningen er snarere udtryk for øget opmærksomhed end en reel stigning. I en stor del af blufærdighedskrænkelserne finder man ikke gerningsmanden, og i mange sager om sexmisbrug skønner politiet, at forholdet ikke er begået, eller at sagen ikke vil holde i retten,« siger forsker og speciallæge Karin Helweg-Larsen fra Statens Institut for Folkesundhed, der står bag rapporten.

Den bygger på oplysninger fra bl.a. politirapporter, fagforbund, hospitaler, kommuner og amter.

Overgreb i familien

De fleste og groveste overgreb sker i familien, mens børn i daginstitutioner og skoler meget sjældent udsættes for sexmisbrug. Inden for et år har fagforeningerne haft 29 sager, hvor der var rejst mistanke om sexovergreb mod børn i daginstitution eller skole. Det er en hyppighed på to pr. 10.000 medlemmer af BUPL, Pædagogisk Medhjælperforbund, Socialpædagogernes Landsforening og Danmarks Lærerforening med i alt ca. 175.000 medlemmer.

Tallet er dog kraftigt stigende, idet alene BUPL i 1999 havde 40 sager, hvor et medlem var mistænkt.

Kriminalinspektør Kurt Jensen, Københavns Politi, mener, at sager om sexmisbrug af børn er meget svære at opklare.

»Hvis man finder egentlige skader eller sæd på et barn, har man en sag. Men er det oralsex eller befølinger, som ikke kan ses, kan det blive utroligt svært. Man har alle disse børn, som går rundt med følelsen af, at de har gjort noget forkert. De har sagt noget, og de voksne tror ikke på det. Det må give dem en følelse af mindreværd,« siger han.

De fleste og værste overgreb sker i barnets familie og nærmiljø.

Her er gerningsmændene oftest personer, som barnet kender i forvejen, især biologiske fædre, sted- og plejefædre og nære bekendte af familien. Men derudover er der mange enkeltstående og generelt mindre skadelige blufærdighedskrænkelser, hvor ukendte blottere forskrækker børn.

De fleste alvorlige sager - især i familien - er foregået over en længere periode, og underretningen til kommunen sker typisk et godt stykke tid efter overgrebet.

Kommunen skal politianmelde strafbare overgreb mod børn og unge. Men en såkaldt tøve-ret betyder, at kommunen har mulighed for nærmere at undersøge grundlaget for underretningen.

Flere amter har i dag arbejdsgrupper, hvor politiet deltager i en tværfaglig vurdering af mistanken og skønner, om sagen bedst håndteres af de sociale myndigheder eller politiet.

Den praksis har vist sig at være værdifuld ved at spare barnet for unødige afhøringer, hedder det i rapporten.

Samtalerne med barnet foretages af faggrupper som børnepsykologer, læger, sygeplejersker, personale fra socialforvaltningen, politifolk, advokater og dommere.

Behov for bedre indsats

Alligevel peger rapportens forfatter på behovet for en endnu stærkere, tværfaglig indsats, som man kender det fra de engelske Child Protection Team. Personalet skal være specialuddannet og omfatte læger, retsmedicinere, psykologer og politifolk, og de regionale team bør sætte ind allerede, når mistanken opstår.

»Barnet har brug for en slags værge, der tager mistanken alvorligt og følger op på den. Der er desværre nogle sager, hvor der har været en mistanke og hvor der er tonsvis af papirer. Nogen har været ude på besøg i familien, og så syntes man alligevel ikke, at man kunne gå videre. En større viden i en sådan tværfaglig gruppe vil give den bedst mulige støtte til barnet,« siger Karin Helweg-Larsen.

Forskerne har systematisk gennemgået alle 550 politianmeldte sager i 1998 om overgreb mod og krænkelser af børn under 15 år. Halvdelen vurderes at give ubehagelige følgevirkninger for børnene.

»De 550 sager har givet indblik i en skræmmende virkelighed,« hedder det.

»Det er specielt beretningerne om de seksuelle overgreb i isolerede familier. Livsvilkår, hvor barnet allerede fra det er omkring seks-otte år udsættes for tillidsbrud og gentagne overgreb i form af blotteri, beføling og onani. Hvor overgrebet altid synes at tiltage i alvor, såfremt det ikke stoppes. Det er børn, som bliver truet til seksuelt at tilfredsstille en far eller stedfar. Det er også børn, som ikke kender en anden virkelighed, som en pige udtrykte det i sin vidneforklaring: »Jeg troede i og for sig, det var noget, der normalt skete.«

Rapporten tegner også en profil af en krænker, der typisk er en mand. Han er en personlighedsmæssigt umoden person med kontaktbesvær over for jævnaldrende voksne og har svært ved at styre sine impulser. Og han har ofte selv været udsat for sexmisbrug eller omsorgssvigt.

Fem år eller yngre

Udredning af sager om sexmisbrug af børn er ofte meget vanskelig. I denne undersøgelse var godt 10 procent af børnene fem år eller yngre, og blandt sagerne om mulige overgreb fra en biologisk far var godt en tredjedel af børnene et til fem år.

I kampen mod sexmisbrug af børn har mange kommuner de senere år indført krav om at se straffeattester ved ansættelser, men ifølge rapporten er kun syv procent af gerningsmændene tidligere idømt en straf, som var relevant for den aktuelle sag.

I 27 procent af de politianmeldte sager blev gerningsmanden idømt fængselsstraf eller straf til behandling.

jens.grund@jp.dk

thomas.bjerg@jp.dk