Fortsæt til indhold
Indland

Røde Kors' indsamling slog rekord

Dansk Røde Kors venter at få cirka 20 mio. kr. ud af søndagens landsindsamling, når alle beløb er talt op.

Omkring 19.000 mennesker deltog landet over i indsamlingen, hvis resultat tegner til at blive en million kroner større end sidste år og dermed til at blive et af de bedste i de 10 år, organisationen har samlet ind.

Fantastisk opbakning

- Landsindsamlingen viser en fantastisk opbakning fra befolkningen. Vores frivillige landet over har ydet en imponerende indsats for at hverve indsamlere. Også en lang række kendte mennesker har ydet en uvurderlig hjælp, siger Freddy Karup Pedersen, Dansk Røde Kors' præsident.

For en uge siden havde kun omkring 10.000 indsamlere meldt sig, men det tal blev næsten fordoblet i ugens løb.

- Slutspurten er helt overvældende. Aldrig før har så mange indsamlere meldt sig på så kort tid. Lige som med håndboldpigerne var det den bedste halvleg nogensinde, siger generalsekretær Jørgen Poulsen, Dansk Røde Kors.

S-togsindsamling

Det gode vejr betød, at en del mennesker ikke var hjemme, og derfor blev der også sendt indsamlere ud på stationer, med S-tog og i parker. Brøndby Stadion var et af de steder, der blev samlet ind, og Brøndbys fodboldspillere donerede deres sejrsbonus til Røde Kors.

Folk, der ikke nåede at give et bidrag, har stadig mulighed for at støtte indsamlingen ved at ringe 50 kroner ind på tlf. 90 23 90 00 eller indsætte et beløb på giro 695 00 00 eller på Dansk Røde Kors' hjemmeside www.redcross.dk.

Den hidtidige indsamlingsrekord blev sat i 1995 med 23,5 mio. kr.

/ritzau/