Fortsæt til indhold
Indland

Dansk læge fik tobaks-penge

Amerikansk tobaksgigant udvalgte sig nøglepersoner i Danmark, og forsøgte i det skjulte at påvirke debatten.

Af JESPER HØBERG

Den amerikanske tobaksgigant Philip Morris, hvis mest kendte cigaretmærke er Marlboro, har i årevis i det skjulte påvirket den danske debat om tobakkens farlighed og den danske rygepolitik.

Siden 1987 har den danske rygerforening Hen-Ry (Hensynsfulde Rygere) modtaget bidrag fra tobaksimperiet til blandt andet medietræning, reklamekampagner, konferencer m.m.

Desuden havde giganten i en årrække den landskendte læge Tage Voss personligt på lønningslisten, viser interne dokumenter fra Philip Morris.

Den nu 82-årige Tage Voss har i kraft af sin titel og et næstformandskab i Hen-Ry i årevis været en af de mest gennemslagskraftige og kontroversielle personer i den danske ryger-debat. Han har i tidens løb kategorisk afvist, at det skulle være bevist, at folk får lungekræft af tobak, og han er bl.a. blevet indklaget for lægernes etiske råd for at påstå, at passiv rygning er uskadeligt.

Af Philip Morris' dokumenter fremgår det, at Tage Voss i en årrække kunne hæve et månedligt honorar for at "stå til rådighed" for blandt andre journalister og politikere.

Lægen, der flittigt optrådte både i radio, TV og i den trykte presse, stoppede som næstformand i Hen-Ry i 1995. Konfronteret med dokumenterne erkender han nu, at han blev personligt betalt af Philip Morris, og han vurderer selv, at de månedlige bidrag varierede fra knap 14.000 til 28.000 danske kroner i perioden 1987-1993. I enkelte tilfælde var beløbet højere.

»Jeg kan da godt se, at det ligner korruption, men jeg har blot fået dækket mine udgifter. Vores interesser har været sammenfaldende, og vi har haft et tillidsfuldt samarbejde. Jeg har ikke været kommandosoldat for Philip Morris,« fastslår Tage Voss.

De amerikanske dokumenter viser imidlertid et noget andet billede. Flere mødereferater angiver Hen-Ry som et effektivt talerør for tobaksindustrien, og i et brev, som i dag er gemt i tobaksfirmaets arkiver, opfordres Tage Voss til at reagere på en engelsk artikel. Tobaksfirmaet har på forhånd formuleret Tage Voss' indlæg med en skarp kritik af FN's verdenssundhedsorganisation WHO, så Tage Voss bare skal skrive sit navn under og sende det afsted i Hen-Ry's navn.

Kirsten Halberg, Hen-Ry's nuværende formand, siger, at foreningen stadig modtager bidrag fra blandt andre Philip Morris, men ingen er personligt sponsoreret af tobaksindustrien.

»Det ville jeg være meget betænkelig ved,« siger hun.