En mand og hans bas

Året er 1959.

En ung, rødhåret mand kommer ind i en forretning, der sælger musikinstrumenter.

»Goddag, jeg vil gerne se på en kontrabas,« siger han.

»Har du nogen penge?« spørger ekspedienten, og jo, den unge mand har sparet 800 kroner op.

Med bassen fulgte en undervisningsbog, og få måneder efter kunne man for første gang opleve en 18-årig Hugo Rasmussen på job som bassist.

Det var en koncert med blandt andre Ole Bas Christiansen i Stengårdsskolens Aula i Bagsværd, der såede drømmen om at skifte fra banjo til bas.

»For Ole var en voksen mand, og jeg syntes, han lignede mig med det røde hår,« forklarer Hugo.

»De fleste ville jo være ham med trommerne eller ham med trompeten, for trompetisten spillede melodien, og trommeslageren var den seje, men det der store instrument fascinerede mig - og så bassistens hårfarve,« griner han.

Hjemme foran spejlet blev fingersætningen indøvet, og han er i dag en del af den generation af jazzmusikere, der slet ikke - eller kun i beskedent omfang - har fået egentlig undervisning. Med sig i den klub har han kunstnere som trompetisten Palle Mikkelborg og klarinetisten Elith Nulle Nykjær.

»Vi spillede jo bare, og man fandt hurtigt ud af, om man kunne eller ej,» siger han.

Får masser af tilbud

For Hugo Rasmussen er det foreløbig blevet til godt 40 aktive år på den danske jazzscene, og fordi han gennem årene har bredt sig til mange genrer og mange sammenhænge, er han i dag et kendt ansigt hos både store og små.

For nogle rimer Hugos navn på børne-TV, for andre er det sammenspil med så forskellige kunstnere som Paul Banks, Niels Hausgaard og den svensk-hollandske troubadur Cornalis Wreesvijk og på jazzfronten stjerner som Dexter Gordon, Ben Webster, Teddy Wilson, Jesper Thilo, Svend Asmussen og Wild Bill Davison.

»De første 30 år af mit musikliv spillede jeg meget på markedets præmisser. En slags levebrødsmusiker kan man kalde det. Jeg spillede med, hvor der var bud efter mig - uden så megen skelen til genre og musikalsk hjemsted, men det er måske også det, der gør, at jeg i dag kan vælge mellem tilbudene. Jeg synes jo, jeg er enormt privilegeret - efter 40 år får jeg stadig flere tilbud, end jeg kan overkomme,« siger Hugo Rasmussen.

Foretrækker små steder

I dag kan man opleve ham som en væsentlig brik i Pierre Dørges New Jungle Orchestra, som han blandt andet spiller med i løbet af jazzfestivalen.

Når han i dag tager hul på ti dages jazz, er det med udsigt til 20 jobs i løbet af de næste blot ti dage - fire af dem på samme dag.

»Og det havde jeg ellers lovet mig selv at lade være med,« smiler han.

Han indleder sin jazzfestival på lidt usædvanlig vis, når han kl. 14 i dag bliver den 11. modtager af Palæ Bars Jazzpris, som han får for "sin aldrig svigtende inspiration i den del af musiklivet, hvor der godt nok er applaus og lejlighedsvist pæne kritikerord, men kun sjældent mere officiel påskønnelse".

Vi møder ham over en kop kaffe på selv samme Palæ Bar, hvor han kommer ind ad døren med smilerynker ved øjnene og en vildtvoksende hårpragt ud under bøllehatten - frisk fra øvelokalet.

I baren er legendariske Annie klar med sit "hej skat", og der hilses fra flere sider.

»Jeg er specielt glad for, at det er en værtshuspris, for selv om de fleste egentlige jazzklubber med levende musik flere gange om ugen er forsvundet, så kan jeg stadig bedst lide at spille på de små steder. Det må ikke blive for stort, det er ikke jazzens væsen,« siger Hugo.

Ingen stjernenykker

Han siger også, at det er mange år siden, han opgav at følge med i den musikalske mode - at han i dag spiller på egne præmisser.

»Det, jeg står for, er blevet dybere, synes jeg. Mere tydeligt...«

Der er ikke umiddelbart meget stjerne over den 59-årige musiker, der sidder og viser den hårde hud på fingerspidserne frem. Ganske vist ryger bøllehatten til fotografering, men han er fra en tid, hvor en musiker var repræsenteret ved sin musik og ikke ved sin selviscenesættelse.

»De unge musikere i dag gør jo åbenbart noget andet. Det er, som om de øver sig hele året til den årlige tredages tur, men det hænger jo sammen med, at der er flere musikere og mindre bud efter dem. Så man er måske nødt til at være tydeligere som person i dag,« siger han.

Gavtyv og viking

Men han medgiver samtidig, at hans egen personlige fremtoning med årene er blevet et image.

Hugo Rasmussen er for langt de fleste uløseligt forbundet med ordene rødhåret, hestehale og fuldskæg - også selv om det efterhånden er en del år siden, han holdt op med at samle håret i nakken.

Han virrer i det og siger, at nu får det bare lov til at vokse frit ligesom skægget.

En blanding af gavtyv og viking står tegnet i hans ansigt, og hans musikalske alsidighed betyder, at vi stadig oplever ham i en blandet landhandel af sammenhænge.

Vi bliver afbrudt et øjeblik af en anden gæst på Palæ Bar, som gerne vil have Hugos autograf, før bassisten smiler og igen understreger det med det privilegerede.

»De fleste af mine helte er jo døde i dag, men rigtig mange af dem har jeg fået lov at spille med gennem årene, og i dag har jeg fornøjelsen af at spille med mange af de dygtige unge musikere,« siger han.

Hugo i pænt selskab

Med mere end 40 år i miljøet har han mulighed for at skue hen over et jazzmiljø gennem tiden, og han er ikke i tvivl om, at det har ændret sig væsentligt - både med hensyn til musikere og spillesteder og publikum.

»I dag er der en disciplin over musikerne, og de fleste af dem bliver decideret uddannet til musikere. Men der er også en anden grådighed over publikum - de forlanger show, og jeg oplever indimellem et hysteri, som er langt langt væk fra de ydmyge klubber, vi spillede på dengang. Efterhånden er det sådan, at jazzfestivalen er det eneste tidspunkt i løbet af året, hvor jazzmusikken hersker, og hvor musikerne kommer frem og bliver tydelige i gadebilledet,« siger Hugo Rasmussen.

Heldig prisvinder

Med prisoverrækkelsen i dag kommer han i selskab med Bob Rockwell, Alex Riel, Nicolai Gromin, Mads Vinding, Benjamin Koppel, Kenny Drew, Bent Jædig, Duke Jordan, Jacob Fischer og sidste års prismodtager Thomas Franck, som alle sammen optræder på den promotion-CD, Palæ Bar har fået lavet til anledningen.

Hugo Rasmussen selv er naturligvis også med på CD'en, og så giver han - som det er tradition - en lille koncert i det kendte værtshus fredag eftermiddag i selskab med Jacob Dinesen og Kresten Osgod, og bortset fra den traditionelle streetparade i forbindelse med den officielle åbning på Nytorv i dag klokken 12, er Hugos takkekoncert de første toner ved dette års jazzfestival.

Palæ Bars Jazzpris er stiftet af barens indehaver Jannick Christensen, og den uddeles hvert år af en komité bestående af Jannick, jazzfotograf Gorm Valentin, TV-regissør Peter Gravesen, redaktør Søren Friis og pladeforhandler m.m. Steve Schein.

Med æren følger 25.000 kroner, og som Hugo siger med et grin, så "bliver det nok en lidt rigere festival i år".

»Jeg er jo svineheldig...Det er jeg sgu!«

anne.villemoes@jp.dk