Da Vesterbrogade gik helt til Køge

Kommer man i bil til København fra vest, vil turen normalt gå ind ad Vesterbrogade. Den i mange år lidt luvslidte, men farverige hoveindfaldsåre til hovedstaden er nu, sammen med det øvrige Vesterbro, ved at undergå en total omkalfatring.

Fra at være et bastant og måske lidt moralsk anløbent arbejderkvarter forvandles det nu til en af byens eksklusive adresser.

Men som de øvrige brokvarterer er det Vesterbro, vi kender i dag, kun små 150 år gammelt. Oprindeligt havde Vesterbrogade overhovedet ikke sit nuværende forløb.

Vester Landevej gik fra Vesterport og gennem den gamle vikingelandsby ude "på walen". Wal betyder "græsslette", og navnet har med tiden ændret sig til Valby, der lå nedenfor Valby Bjerg. Herfra svingede landevejen til Køge. Derfor hed et tårn ved Vesterport i Københavns middelalderfæstning "Køge Barfred". Alfarvejen til Roskilde havde et helt andet forløb. Den gik fra Langvaddams Sø, i dag Damhussøen, ind over landsbyen Solbjerg, der lå i Frederiksberg Have. Herfra langs Sankt Jørgens Søs yderside, over dæmningen nord for denne og ind ad Nørreport.

Men alfarvejenes tilstand var temmelig elendig. Saxo har en malende beskrivelse af alfarvejen mellem København og Roskilde fra 1176. Da var biskop Absalon ved at forberede et af sine utallige togter mod venderne. Flåden lå ved havn, så bønderne måtte køre forsyninger fra kongebyen Roskilde ad landevejen. Men pludselig slog vejret om i hård frost. Der samlede sig så store mængder frossen dynd på vognhjulene, at de ikke kunne løbe rundt. Alt godset fra vognene måtte omlades på hesteryg.

Siden blev der tale om en vis vedligeholdelse af de større alfarveje, men først da Christian IV satte sig på tronen, blev Vester Landevej omsider omlagt og forbedret.

Den store Stenbro

For at forbedre tilkørselsforholdene til sin hovedstad anlagde kongen "den store Stenbro over Valby Bjerg". Navnet "stenbro" var oprindeligt betegnelsen for de brolagte indfaldsveje til København. Herved blev trafikken fra Roskilde nu ført ind ad Vesterport. Vester Landevej blev, via den nyanlagte Værnedamsvej, svunget mod syd ind mod byen. Værnedamsvej først langt senere sit navn efter den i 1762 døde øltapper Werner Dam, der havde gæstgiveri ved vejen.

Christian IV anlagde også, parallelt med Vester Landevej, en "ny Kongevej", kaldet Skt. Jørgens Stenbro efter søen, til eget brug. Gaden hedder i dag Gammel Kongevej. Indtil 1917 var den forbundet med Vesterbrogade med den nuværende gade Trommesalen. Gammel Kongevej blev rettet ud til Axel Torv, og vejstumpen til Vesterbrogade fik da navn efter det gamle slagtertorv Trommesalen, hvis vestlige side kongevejen fulgte.

I forbindelse med de to nye veje lod kongen opføre forstadsbebyggelsen "Vestbyen". Fra starten var der problemer med myndighederne. Det kneb med at holde orden på beboerne uden for voldene, så flere gange var det på tale at nedlægge Vestbyen.

Det blev dog den svenske belejring fra 1658, der tog livet af den livlige forstad. Både bebyggelsen uden for Nørreport og Vesterport blev brændt ned til grunden for at fratage svenskerne dækning uden for byens volde.

Vesterbro genopstår

Men næppe var svenskerne væk, før der igen opstod bebyggelse i området. Selv om der var strenge byggeregulativer og forbud voksede Vesterbro frem som den største af bebyggelserne uden for voldene. Herude lå reberbanerne, adskillige småhuse og gårde, byens galge og ikke mindst slagterboderne. I 1671 havde hofslagter Niels Olufsen anlagt Københavns kvægtorv lige uden for Vesterport. Her blev handlen åbnet og lukket med trommeslagning af "Stadstambouren". Derfor fik kvægtorvet navnet "Trommesalen".

Da det var forbudt at slagte inden for voldene, flyttede slagterne herud med deres blodige håndværk. I hvert andet hus på Vesterbro boede en slagter, og fra begyndelsen af 1800-tallet blev der fremsat klager over "Slagterstanken paa Vesterbro." Var det virkeligt en kongelig residensstad værdig, at hovedindfaldsvejen var flankeret med slagterier, hvor blod og indvolde flød i grøfterne langs vejen?

Især da kongen, kronprinsen og byens bedsteborgere begyndte at drage på sommerudflugter til det yndige Frederiksberg, voksede forargelsen. I en avis skrev en indigneret borger. "Den kjærlige Fader, den ømme Moder, der i det kjæreste Selskab, omringet af unge Sønner og Døtre forlader Byen for at nyde Naturens forædlende Betragtning, hvor ængstelig maae de føre deres smaae Venner forbi disse mangfoldige Rettersteder, der ikke vise andet end raae, halvvilde, dræbende Mennesker, og døde, eller under det sidste Slag stønnende Kreature! Det er ikke slige Syner, der bestyrker de bøjelige Hjerter i Blidhed, Medlidenhed og Menneskelighed".

Forstaden vokser

Trods forargelse og demarkationsbestemmelser voksede Vesterbro støt og roligt. Ved overgangen til 1800-tallet var der tale om en virkelig forstad med gadelygter, indlagt vand, læge og eget apotek. Kirkeligt var forstaden dog underlagt Frederiksberg.

Først efter koleraen i 1853 tog Magistraten, af hygiejniske grunde, spørgsmålet om et offentligt slagtehus op. Det rejste voldsomme protester og ville være at "paalægge en allerede excepitionelt haardt trykket Klasse af Borgere større Tryk, Tryk, der synes at hvile paa et socialistisk Grundlag" hvis slagterne blev frataget deres ældgamle ret til at slagte i deres gårde "paa Broen".

Men trods protester vedtog borgerrepræsentationen i 1878 at anlægge et slagtehus på et delvist opfyldt område ved den gamle lystgård "Enighedsværn". Den kender vi i dag som "Den brune Kødby".

Var der slagtere i hver andet hus på Vesterbrogade, så var der værtshuse, gæstgiverier eller beværterhaver i resten. Her indlogerede bønderne sig, når de skulle ind og handle på byens torve. Og her søgte københavnerne ud, når de skulle more sig hos Sorte Hest, Ægypten, Peters Haab, Løven, Eutin, Bjørnsdal, de folkelige forstadsteatre, danseboderne eller sangerindeknejperne.

Men da demarkationslinien ophævedes i 1852, skiftede Vesterbrogade og kvarteret ansigt.

Det planløse spekulationsbyggeri bredte sig ud i den landlige forstad, og inden udgangen af 1850'erne var Viktoriagade, Valdemarsgade, Gasværksvej, Badevej (i dag Eskildsgade), Absalonsgade, Dannebrogsgade, Oehlen-schlägersgade og Amerikavej anlagt. Husenes kvalitet i Vesterbros sidegader illustreres af, at gavlen til et nyopført hus i Petersens Passage, i dag Skt. Jørgens Allé, simpelt hen faldt sammen af sig selv. Københavns bygningsinspektør V. Frederiksen måtte samle byggespekulanterne og selv lære dem, at der var noget, der hed at mure med forbandt, så murstenene i et skifte dækker over fugerne i det underliggende skifte. "Han er ikke blid i sin Tiltale til dem, men hans herkuliske Skikkelse vækker Respekt", skrev en avis om byggeinspektørens kursus i byggeteknik.

I 1905 udtalte borgmester Jens Jensen om bebyggelsen af brokvartererne:

"Vesterbro må siges at være mest stifmoderlig behandlet. Fra Tivoli til Enghavevej er forholdene i højeste grad uheldige. De unødigt store byggegrunde, de dybe karreer med flere mellemgårde og baggårde, de smalle gade, som går vinkelret på Vesterbrogade, levner ikke noget af lys og luft...".

De mange forlystelser, billige lejligheder og pengerigeligheden blandt slagtere og kreaturprangere trak fra starten byens løse fugle til Vesterbro.

Først i vor tid er den gamle forstad langes Vesterbrogade igen ved at skifte ansigt. Som så mange andre af byens gamle arbejderkvarterer vil her blive dyrt og mondænt, men prisen bliver den lidt barske charme og det sociale sammenhold, der ellers altid har været Vesterbros adelsmærke.