Fra landsholdet til lærlingeplads

For to år siden stoppede Jens Risager med at spille fodbold på grund af slidgigt i sit ene knæ.

Som forsvarsspiller havde han nået den perfekte alder af 27 år, men problemerne med knæet gjorde, at han måtte opgive en karriere, der havde givet ham fem Danmarksmesterskaber, to pokaltitler og 13 landskampe.

Med den hårde tackling som varemærke blev Risager op gennem 90'erne en af Brøndbys nøglespillere, og siden han stoppede, har klubben på Vestegnen haft svært ved at finde den rette erstatning på venstre back-pladsen.

Hans egen uerstattelighed prøver han imidlertid at nedtone. »Jeg synes, at Martin Smith var godt på vej, og jeg tror også, han kommer igen,« siger Risager, der også ytrer stor tilfredshed med den lejede erstatning Stig Inge Bjørnebye, som han kalder en klassespiller.

Jens Risager begyndte at spille fodbold som femårig i Herning Fremad, men hans karriere på Brøndbyholdet indledtes i 1990, da han som 18-årig kom til klubben fra Holstebro, hvor han havde spillet i Danmarksserien, siden han var 16.

Hans ankomst til Brøndby faldt sammen med, at Morten Olsen tiltrådte som træner, og Jens Risager blev ansat på en etårig kontrakt, så han havde 12 måneder til at vise sit værd. Så lang tid skulle Risager ikke bruge. »Efter to kampe kom Olsen og spurgte, om jeg var klar til at spille søndag. Der var jeg eddermame chokeret,« fortæller Risager, der dog kom sig over chokket i tide til kampen.

»Vi skulle spille mod Ikast, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle sørge for, at Ove Hansen ikke rørte bolden. Det gik fint. Han scorede i hvert fald ikke.«

Pressen vil se driblere

Allerede i sin debutsæson spiller Jens Risager en del kampe på Brøndbys førstehold, og i løbet af et par år erobrer han en fast plads på holdet.

Karrieren er i fuld fart, da landstræner Richard Møller Nielsen i 1994 opdager venstrebacken. Risager får opfyldt enhver fodboldspillers drøm og kommer på landsholdet, men drømmen viser sig at indeholde lige så mange skuffelser som glæder.

Gennem de to år, hvor Risager spillede i den røde nationaltrøje, var han den mest udskældte landsholdsspiller i medierne.

Kritikken gik især på, at Risagers teknik var for dårlig.

»Pressen vil godt se nogen, der kan drible uden om folk, og hvis man ikke lige er den type, så er det ikke godt nok, det man laver. Jeg følte ikke, at de kiggede på, hvad jeg var med for,« siger Risager, der, som han selv bemærker, »var bedre offensiv, end Michael Laudrup var defensiv.«

»Det har altid virket som om, der er en på landsholdet, der skal have nogle hug. Før mig var det Brian Steen, og siden blev det Jacob Laursen.«

Jens Risager blev til tider også kritiseret for at spille for hårdt, men det synes han ikke, var så galt.

»Jeg havde da en periode, hvor jeg fik mange dumme gule kort, men det havde jeg en snak med Ebbe Skovdahl om, og det prøvede jeg at få løst.«

På landsholdet fik Risager to gule kort i sine 13 kampe.

»I de første to år i Brøndby fik jeg to røde kort, men det var for at trække i nødbremsen. Jeg har den holdning, at hvis man fører med et mål med en halv time tilbage, og der så er en, der slipper fri, så ryger han ned. Jeg ved godt, det er imod fair play, men hvis man har en bred trup, så kan man klare karantænen,« siger Jens Risager.

For mange egoister

Men den hårde kritik i medierne var ikke den største skuffelse på landsholdet.

Det var i stedet den klikedannelse, som Risager mødte i Vedbæk, og som han ikke kendte fra Brøndby.

»Der var mange gode spillere på landsholdet dengang, men de fungerede ikke som et hold. Der var for mange egoister, og det, tror jeg, var en årsag til, at vi ikke gik videre ved EM i '96,« forklarer Risager.

»Når der i Brøndby var en, der forlod sin plads og løb frem, så var der med det samme en anden, der dækkede af. Det oplevede jeg slet ikke på landsholdet. Jeg spillede landskampe med en foran mig, hvor vi på intet tidspunkt snakkede om, hvordan vi fik det til at fungere sammen. På samme tid havde jeg et kanongodt samarbejde med Ruben Bagger i Brøndby, hvor vi blev mestre tre gange i træk,« fortæller Risager.

Han vil ikke sætte navne på, hvem der var egoister, men Risager taler om en klart opdelt trup, hvor spillere som Peter Schmeichel og brødrene Laudrup var højest i hierarkiet, mens andre som ham selv, Jacob Laursen og Erik Bo Andersen var lavest.

»Nogle gange kunne man godt få fornemmelsen af, at flere var ligeglade med, om man var med,« fortæller Risager om et landshold, hvor han til sin første træningssamling oplevede at sidde til bords med spillere, der ikke engang gad tale med ham.

Den oplevelse står i skarp kontrast til første gang, han trådte ind i Brøndbys omklædningsrum.

»Dengang var den aller-første, der rejste sig, Per Frimann, som kom hen og sagde goddag og fortalte, at han hed Per Frimann. Det var jeg jo godt klar over, men det imponerede mig meget, for han var et stort navn og landsholdsspiller. Når man kom som ung knægt, og han lettede sig fra bænken, synes jeg, det var alle tiders.«

Det var altså ikke på landsholdet, men på klubholdet, at Risager fejrede sine største triumfer.

De største oplevelser kom i UEFA Cup'en med kampene mod barndomsfavoritterne fra Liverpool, som Brøndby slog ud efter en sensationel 1-0 sejr på Anfield Road

Desuden var det returopgøret mod Karlsruhe, hvor Brøndby vandt med 5-0, og dermed indhentede det 1-3 nederlag, holdet havde lidt på hjemmebane.

Sideløbende med succesen i Brøndbys venstre forsvarsside fik Risager imidlertid problemer med knæet.

Skaden opstod allerede i 1990, og året efter blev han opereret for første gang.

Det gentog sig i 1995, og i 1998 måtte han altså give op på grund af slidgigt.

»Jeg var godt klar over, at det gik den vej i de sidste par sæsoner, jeg spillede. Så egentlig var det ikke nogen svær beslutning at tage, men jeg kunne nok ikke selv træffe den. Det var lægen, der sagde til mig, at jeg altså måtte stoppe.«

Ingen sekundabold

Selv om 29-årige Jens Risager i praksis er fodboldinvalid, er han det ikke juridisk, og han får udbetalt løn fra Brøndby indtil næste sommer, hvor hans kontrakt udløber.

Men fodbold bliver det ikke længere til, for selv hyggebold har knæet svært ved at klare.

Derfor betyder det heller ikke så meget, at baghaven i Solrød Strand ikke indbyder til fodbold.

Kaninbur, rutschebane, legehus, gyngestativ og sandkasse fylder nemlig godt op på græsplænen og udgør en større legeplads for Emil på fire år og Oline på 10 måneder.

De to børn har 29-årige Jens Risager med konen Helle, der er københavner. Så Jens Risager har efterhånden fået fødderne plantet solidt i hovedstaden, og han flytter nok ikke tilbage til Jylland.

Men dialekten følger stadig Jens Risager, og hans nye karriere skyldes også påvirkning fra hjemstavnen Herning, hvor hans forældre havde et supermarked.

I lære som købmand

Efter at han i halvandet år stod for Brøndbys souvenirsalg, er Jens Risager nu i gang med at uddanne sig til butiksassistent, og for tiden er han voksenlærling i et supermarked i Haslev.

»I øjeblikket styrer jeg vaskepulver, kemoteknisk og kageafdelingen. I løbet af to år kommer jeg rundt i hele butikken og får ansvaret for de forskellige afdelinger,« siger Risager, der stadig har ambitioner.

»Ligesom jeg ikke gider sidde på bænken i fodbold, så har jeg det på samme måde med det her. Når jeg er udlært, er jeg ikke bare udlært. Så skal jeg videre. Jeg kan godt li' at få noget ansvar, som man skal leve op til, som jeg også havde det til sidst i klubben, hvor jeg var en af de bærende kræfter. Og supermarkedet rummer mange muligheder. Du kan blive afdelingsleder, souschef og i sidste ende butiksbestyrer,« siger Risager, der er færdiguddannet om halvandet år.

En ambition, Jens Risager aldrig nåede at få opfyldt i sin karriere som fodboldspiller, var at blive udlandsprofessionel.

En prøvetræning i Southampton var det nærmeste, han kom på en kontrakt i udlandet, men egentlig mener han heller ikke, at han kunne finde bedre klubber at spille for end Brøndby.

Risager havde helt klart det ene øje rettet på bankkontoen, da han forsøgte at komme ud i Europa.

»Grunden, til at jeg gerne ville til udlandet, var pengene. Det var ikke sportslige ambitioner, for jeg kender godt mine egne kvaliteter og var klar over, at jeg ikke ville komme til en klub, der lå i toppen af en liga,« siger Jens Risager.

I semifinalen mod Roma

Det bedste han oplevede at spille for, var Brøndbys hold i de første par år, han var i klubben på Vestegnen.

Det var holdet, som spillede sig frem til semifinalen i UEFA Cup'en mod Roma, hvor Risager i øvrigt ikke var med, selv om han havde spillet flere af de indledende kampe i turneringen.

Risager tror ikke, at vi igen kommer til at opleve et klassemandskab af den karat herhjemme.

»Du kan ikke nå at samle så mange gode spillere i dag, for de bliver solgt til udlandet forinden. Dengang var det jo med Schmeichel, Faxe, Vilfort, Lars Olsen, Christofte, Uche, Erik Rasmussen og Bent Christensen og Torben Frank oppe i front. Jeg var i hvert fald ikke kendt på det hold, det er helt sikkert,« siger Risager med et grin.

jpk.fodbold@jp.dk