JP-interview: Gangster-Clark

Rummet er otte kvadratmeter stort og kun oplyst af et lysstofrør. Der er ingen vinduer, ingen udluftning, og ingen møbler udover fire stivryggede stole og et overmalet bord.

"Fredløs for evigt" har en fange ridset på væggen i det ramponerede besøgsrum.

Nøglerne klirrer, døren går op, og Clark Olofsson kommer ind iført badesandaler, gråblåt fritidssæt og et dovent smil.

En guldkæde glimter om hans hals og en cigar ryger fra hans venstre hånd.

Den legendariske gangster og flugtkonge er Danmarks bedst bevogtede fange, fordi politiet mener, at han er stærkt flugttruet. Siden han for tyve måneder siden blev udleveret fra Spanien, har han derfor siddet isoleret i celle 180 i Vestre Fængsel.

Han har ikke været sammen med andre fanger, og hans eneste menneskelige kontakt er fængselspersonalet og det ugentlige besøg fra advokaten Peter Hjørne og hans to voksne døtre, som har været her seks gange i alt. I modsætning til de andre fanger kan han ikke få gæster i den mere humane besøgsafdeling og er derfor henvist til dette rum.

Men trods forholdene er han langtfra knækket.

Håndtrykket er lige så fast, som blikket i de grønbrune øjne bag guldindfattede briller.

»Nu begynder det om tolv dage,« udbryder han med en stemme, der gløder af entusiasme ved tanken om, at hans sag skal for Højesteret.

»Så får du at se, at det hele bare er svindel og manipulationer. Hvis der findes en smule retfærdighed tilbage i dette land, så får jeg en ny retssag, og så bliver jeg sat på fri fod,« siger han og læner sig tilbage i stolen.

Offer for gangstermyten

I maj sidste år fik han den højeste straf, der nogensinde er givet i en narkosag i Danmark: 14 års fængsel.

Men den verdensberømte gangster-legende virker upåvirket og ved godt mod. Han er bredskuldret og tæt bygget. Det halvlange hår og fuldskægget har grå stænk, og han er afslappet grænsende til det selvtilfredse, så længe man ikke taler om hans sag. For så vælter ordene ud af munden på ham, og han lægger sine muskuløse arme på bordet og læner sig frem i vrede.

»Jeg er offer for myten om Clark Olofsson. Politiet i Sverige og Danmark har kørt en årelang propagandakampagne mod mig med afsindige løgne og forfalskninger af beviser, som massemedierne har slugt råt. De kalder mig flugtkonge, men det er 25 år siden, jeg sidst er flygtet fra et fængsel. Og påhittet med at afhøre mig om Palme-mordet er bare sidste skud på stammen,« siger han.

Han blev i Østre Landsret dømt for at have bistået, formidlet kontakt og deltaget i indsmuglingen af 49 kilo amfetamin til Danmark.

Retssagen foregik under ekstreme sikkerhedsforanstaltninger i en særlig retsbygning i Frederikssund, fordi risikoen for, at Clark Olofsson ville blive befriet, ifølge politiet var meget høj. Olofsson var i forvejen i medierne udskreget som bagmand for en omfattende amfetaminliga, som havde forgreninger i hele Europa.

»Jeg sad i retten og tænkte: Jeg skider på det her. I anklageskriftet står, at jeg har formidlet kontakt og bistået. Der står jo ikke, at jeg er bagmand. Da de så stillede op med helikoptere, kropsvisitation og maskinpistoler under retssagen, så vidste jeg, at de var nødt til at fælde mig for noget - ellers ville de jo blive til grin i hele Europa, og jeg tænkte okay: Så får jeg to år, og så er det det,« fortæller han.

Men sådan gik det ikke. Den 53-årige familiefar, som har siddet inde for bankrøverier og narkotikaforbrydelser i mere end 20 år, fik sit livs længste straf.

Ingen uskyldig djævel

»Jeg påstår jo ikke, at jeg er en uskyldig djævel, og jeg har altid taget min straf for de forbrydelser, jeg har begået. Det latterligste er jo en fange, som råber op om, at han er uskyldig, men det her ...... det er det værste, jeg har prøvet,« siger han.

Han har for længst frasagt sig sit svenske statsborgerskab og taget navneforandring. I dag hedder han Daniel Demuynck og er belgisk statsborger. Indtil sin anholdelse i april sidste år i lufthavnen i Las Palmas, har han boet i en kæmpevilla med 16 værelser i en lille belgisk by. Familien, som består konen Marijke og tre børn på 17, 15 og ni år, har ikke været på besøg i Vestre Fængsel.

»Gu' fanden vil de da ikke komme herop og blive fornedret ved at sidde en time på besøg i sådant et hul, som det her,« siger han.

Han er ikke meget for at snakke om sine personlige forhold, fordi "de ikke rager nogen", men forholdet til familien er tæt trods afstand og tremmer.

»Jeg har været gift i 25 år og har fem børn, og jeg har det skidegodt med dem - selv nu. Det lykkes mig at holde sammen på det hele gennem massevis af breve og telefonsamtaler. Det forstår folk ikke, for de brokker sig hele tiden, selvom de har alt i deres liv, men jeg klager ikke. Det er ikke anbefalelsesværdigt at være skilt fra familien på denne måde, men hvad skal jeg gøre? Det er jo min pligt at holde mig ovenpå,« siger han.

Selv om han er ophidset over sin straf, så lyser han af overskud, selvironi og stolthed. Han drysser anekdoter og røverhistorier ud over samtalen og spæder op med grovkornede vittigheder og skraldende latter. Brevene fra fængslet daterer han fra "Københavns tristeste teglpalads" eller "Vestres Tivoli", som han kalder det.

»Jeg kan holde til det her. Om de isolerer mig spiller ingen rolle. Jeg læser filosofi, sover, når jeg vil, vågner, når jeg vil, og har det godt med mig selv. Jeg har ingen selvdisciplin, men jeg står op næsten hver morgen med et stort smil. Jeg synes, livet er vidunderligt,« siger han med et smil der står i skærende kontrast til cellens trøstesløshed.

»Det her er jo ikke sjovt, men jeg har mødt mig selv for længe længe siden. Og bliver jeg dårligt behandlet, så kæmper jeg imod. Der findes ikke nogen større drivkraft end modgang, og jeg giver ikke op. Du ser aldrig mig deprimeret. Det er, som det er, og jeg har faneme ikke tænkt at hænge mig af den grund,« siger han.

Levet som en konge

Det er ni år siden Clark Olofsson sidst kunne spadsere ud i friheden efter et otte år langt ophold i et svensk fængsel på grund af en narkodom. Dengang bedyrede han, at det skulle være slut med kriminalitet, og det holder han fast ved - sådan da.

»Siden jeg kom ud, har jeg levet som en konge ved mere eller mindre lovlige forretninger. Jeg har haft et pasbureau i lufthavnen i Warszawa, hvor vi lavede falske pas til flygtninge. Og jeg har lavet forskellige andre forretninger. En restaurant, en bar, et byggefirma, et transportfirma - alt har jeg tabt i dag ved at sidde her, fordi jeg var så dum at have alle mine forretninger stående i mit eget navn,« siger han. Med til listen over gøremål kan føjes eksport og import af krydderier og CD'ere fra Østen, og under retssagen i Frederikssund fremgik det også, at pistoler, spillemaskiner, biler, motorcykler og jugoslaviske betonelementer har hørt til handelsvarerne for den driftige forretningsmand.

Og Clark Olofsson er aldrig faldet til ro. Trangen til at nyde friheden i fulde drag efter de mange år bag tremmer er blevet levet fuldt ud med lystyachter i Caribien, fester og ferier.

Og i den søvnige landsby i Belgien har han ikke levet et afsondret og stille familieliv. Han har holdt fast ved alle sine gamle kriminelle venner og politiet har af samme grund haft et vågent øje til ham.

»Jeg rejser jo over hele verden og træffer gangstere, bankrøvere, narkohandlere og mordere og har det skidesjovt med dem, men det er jo ingen forbrydelse,« siger han.

Huset i Belgien har ofte lagt senge til de gamle kumpaner fra underverdenen, som trængte til et sted, hvor de kunne være i fred, og Clark Olofsson har villigt turet byen tyndt med dem.

Jeg er ikke uhæderlig

»Det er jo mine gamle venner. Igennem 25 år har jeg opbygget en utrolig fortrolighedskapital hos folk. Alle ved, at man kan stole på mig. Jeg angiver ikke folk, jeg sladrer ikke, og jeg snyder ikke. Det er det, man tjener penge på. For hæderlighed er en efterspurgt vare - ikke bare blandt almindelige mennesker, men også blandt kriminelle. Man kan anklage mig for alt, men jeg er ikke uhæderlig,« siger han.

Siden dommen har Olofsson dog ikke brugt meget tid på at filosofere over gamle dage med vennerne.

Han har kun haft sagen i hovedet. Han har studeret den danske straffelov i detaljer. Og han har via advokater og forbindelser i Sverige og Belgien fremskaffet alle dokumenter i udleveringssagen fra Spanien og en lang række hemmeligtstemplede politirapporter fra de mange overvågninger af ham selv og de mange andre tiltalte i narkosagen.

Og han mener at have fundet dokumentation for, at han slet ikke kan dømmes i Danmark.

Udleveringsbegæringen til de spanske myndigheder er behæftet med den fejl, at man angiver ham som svensk og ikke belgisk statsborger.

»På grund af konflikt mellem Belgien og Spanien om udlevering af fanger ville jeg slet ikke være blevet udleveret, hvis de havde skrevet belgier. Jeg protesterede, da det danske politi på flyvepladsen i Madrid spurgte, om jeg var den, jeg var, og så sagde jeg:"Nej. Jeg er belgier." Men de sagde bare hold kæft og stregede det ud,« siger han.

Olofsson blev dømt for to partier amfetamin. Det ene blev taget i en bil i Tyskland, hvor de to førere af bilen fik dom, og det andet blev taget i Danmark og fik sendt de fleste tiltalte i retssagen i Frederikssund bag tremmer, fordi det var beregnet til det danske marked.

Jeg bliver frikendt

Af en af de svenske politirapporter, Olofsson har fået fat på, fremgår det imidlertid, at amfetaminen var en såkaldt kontrolleret leverance, som var overvåget af det svenske politi og bestemt for det svenske marked.

»Hvordan fanden kan jeg blive dømt i Danmark for det ? Jeg har aldrig gjort forretninger med en dansker. Jeg er belgisk statsborger, narkoen var beregnet for Sverige og Tyskland, og jeg blev anholdt i Spanien, hvor var med til at finansiere et forsøg på at købe hash af en marokkaner i Marokko, men hvad fanden har Danmark med det at gøre ?« spørger han.

Om ni dage skal hans sag for Højesteret. Hans advokat Peter Hjørne vil slå på netop disse to ting, og hvis ikke det lykkes at få sagen til at gå om, så er strafnedsættelse den eneste mulighed. Men den gider Olofsson end ikke tale om.

»Jeg er bombesikker på, at Højesteret lader sagen gå om, for de vil ikke risikere, at den ryger til Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Og gør den det, så tager det tid, og så tikker taxameteret med skadeserstatning, og jeg kommer til at tjene flere penge på det end på noget andet i mit liv. Jeg kommer snart ud,« siger han.

Han har indledt en veritabel papirkrig mod de danske justitsmyndigheder. Højesteret, Justitsministeriet, Rigsadvokaten og Den særlige Klageret er blevet bombarderet med lange anklagefyldte udredninger, som Olofsson har hamret ned på sin manuelle skrivemaskine i celle 180. Og selv om der ikke er kommet mange breve retur og Højesteret næppe tager de mere end 100 sider i betragtning, så tror han alligevel, det hjælper.

» Jeg har prøvet det her før, og det kommer til at sidde i baghovedet på dem. Hvis ikke du viser ansigtet og kæmper imod, så dør du jo. Vist levede H.C Andersen i dette land, men det kan da ikke være sandt, at hver eneste politimand, dommer og anklager nedstammer i direkte linie fra ham,« siger han.

Hans sag kommer for Højesteret den 23. maj.

jesper.stein@jp.dk