Paradoksernes poet
Henrik Nordbrandt er først og sidst en paradoksets digter, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i "Drømmebroer".
»Vælg et digt fra "Drømmebroer", der viser hvor god en digter Henrik Nordbrandt er,« sagde redaktøren.
Det er både meget nemt og meget svært. Nemt, fordi der ikke er svage tekster i den bog, som Henrik Nordbrandt har fået Nordisk Råds Litteraturpris for, svært, fordi et valg udelukker andre digte med andre kvaliteter. Det særlige er nemlig, at bogen er så rig på tanker, former og mønstre, at mange tekster skulle trykkes, hvis læseren skal få et rigtigt indtryk af "Drømmebroer".
Naturligvis kan man kende digteren på tonen, på stemningen - men lige så oplagt er det, at digteren spreder sig. Folder sig ubesværet ud med den unikke blanding af lethed og tyngde. Lethed, fordi Nordbrandt aldrig skriver kringlet, med tyngde, fordi de enkle udsagn hvirvles ind i forløb, som ophæver det simple. Kunsten er at sige det komplicerede på en letfattelig måde. Forvandle smertelige erfaringer til (skøn)sang.
Lyset og mørket
Det særlige ved "På Israels Plads"?
Det hører til sjældenhederne, at digteren skriver om - Danmark. Som bekendt, er Henrik Nordbrandt, sammen med sin kollega Thomas Boberg, der også var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, konstitutionel nomadisk. Rygterne går, at Nordbrandt har opholdt sig i sit gamle hjemland i nogle uger i efteråret, og hvis det er sandt, er det en nyhed, for Nordbrandt har flere gange sagt, at november måned varer flere måneder i Danmark - og det er ikke ment som nogen ros til det mørke vejrlig.
Henrik Nordbrandt er en lysets digter. Det er han paradoksalt nok ved at skrive "mørke digte", digte om det lys, der udebliver, eller når det er der - et øjeblik, da ophæver det ikke de enerverende modsætninger, som digteren igen og igen skriver frem.
I "På Israels Plads" markeres en klassisk spænding: mødet mellem to, der bliver lig adskillelsen. Nærværet, der bliver til fravær. Savnet er fantasibefordrende, men det rummer også en virkelighedsforvrængning, en protest mod det eksisterende. Drømmens og
forventningens sommer overgår det virkelige møde mellem digtets to mennesker. Den erkendelse synes uoprettelig, konstitutionel hos Henrik Nordbrandt.
Paradoksets digter
Det lyder vældig melankolsk, og Henrik Nordbrandt er en melankoliens digter. Men han er også en stor ironiker, herunder en dreven selvironiker. Patetisk i betydningen selvsmagende er det sidste, han er.
En paradoksets digter er han derimod først og sidst. Som det selvfølgeligste i verden kan han skrive ét, i øjeblikket efter det modsatte, så teksten er ved at sprænges. Den ophæver sig selv - men tit går det også op for læseren, at begge udsagn er sande.
Konklusionen på et af de mange digte, der rummer drømmen i titlen, antyder denne radikale livserfaring. Han plages af jalousi, ser i drømme den elskede fjerne sig med en anden. En bro forbinder, men kan også adskille:
»Der var lige så langt over broen/ som jeg var kommet fra min barndom/ Så døden måtte findes/ et sted mellem mig og de grå pile/ på den modsatte bred/ Det hele varede mindre end et minut/ men resten af livet.«
Savnet og tabet
I sin motiveringstekst taler komiteen, der indstiller til Nordisk Råds Litteraturpris, om et særligt træk ved Henrik Nordbrandts univers, nemlig dette, at teksterne kredser om erindring og tab - som genvindes i teksten selv.
Det savn, som bærer "På Israels Plads", bliver i læsningen ophævet: læseren fantaserer om den nat og morgen med de to, som digterjeg'et anslår. Digteren afholder sig fra at rekonstruere mødet, men netop at der har været en intensitet (om ikke andet så i digterens erindrende tanker), skaber digtets klangbund. Teksten handler om tab, ja, men en kortvarig oplevelse af fylde er grundforudsætningen for savnets fylde.
Man kan let overføre det princip til hele digterens produktion: hvis den ikke var fuld af sang, musik, af poetisk fylde, ville det ikke være til at bære denne kredsen om savnet og tabet.
I andre sammenhænge
Som digter har Henrik Nordbrandt sin helt egen verden. Men han spreder også sit skrivetalent ud i andre genrer.
Der er kommet et par essaysamlinger; "Breve fra en ottoman" (78) er en af de bedste og den skarpe humorist og hudflettende digter dukkede op i dagbogen "Ruzname" (96). Endelig har Henrik Nordbrandt forfattet mange skildringer fra sine udlandsophold. En stor del af disse har i øvrigt, sagt helt en passant, været trykt i Jyllands-Posten.