Blodet flød på Gentofte Station

Det var en varm sommeraften på Gentofte Station søndag den 11. juni 1897.

Selv om det var sent, var stationen fyldt med glade mennesker. De havde været på udflugt i den grønne omegn af Gentofte, og var nu ved at samles for at køre med toget tilbage til København. Holte-toget holdt ved perronen med dampen oppe, og klokken var lidt over 23.

På stationen var der høj stemning. En række socialdemokratiske vælgerforeninger havde været på skovtur i Søllerød, og medlemmerne med koner var højrøstede og glade ved at tage plads i de bagerste åbne vogne. Et selskab af funktionærer fra Magasin du Nord havde også været på udflugt og var ved at finde sine pladser i det ventende tog sammen med andre udflugtsgæster og almindelige passagerer.

Signalet viste stop

I den lune sommeraften var det ved at være mørkt, og mange af udflugtsgæsterne krøb trætte sammen på vognenes træsæderne. Andre snakkede livligt, mens fruerne læssede frokostkurvene op i bagagenettene og fandt deres pladser i det overfyldte tog.

Da klokken var 23.15, var passagererne efterhånden kommet på plads.

Konduktøren så ned langs vognstammen for at sikre sig, at alle var kommet op i toget. Pludselig så han et andet tog ude på sporet. Det var Helsingør-toget, der for fuld fart kom brusende ned ad bakken mod stationen. Kystbanen via Boulevardbanen indvies først i 1917, så derfor gik togtrafikken til Helsingør dengang over Gentofte.

Lidt forundret kiggede konduktøren efter signalet. Det viste "Stands uden for stationen". Men det frembrusende tog viste ingen tegn på at ville sagtne farten.

Nu blev konduktøren klar over, at noget var grueligt galt. Men før han kunne foretage sig noget, brød helvede løs. For fuld damp bragede Helsingørtoget ind i Holte-togets åbne bagerste vogne, der knustes som tændstikæsker. Som af en kæmpehånd løftedes de næste vogne op oven på hinanden under et tordnende brag.

De forreste vogne i Helsingør-toget pressedes sammen som en harmonika, og knustes mod det stadig dampspyende lokomotiv. Vognruder, sæder og lofter sprang, som var de af glas. Et sekund efter sammenstødet var der en ildevarslende stilhed.

Så rejste der sig et kollektivt rædselsskrig fra de mange passagerer i de bagerste vogne.

Rædselsscener

Mærkeligt nok forplantede sammenstødet sig knap nok til de forreste vogne. Her føltes kun et lille ryk. Passagererne steg forundret ud, og deres øjne mødtes af et rædselsvækkende syn.

I en sky af damp og støv så de de knuste vogne bunket oven på hinanden. Sårede, lemlæstede og blødende mennesker forsøgte at kravle ud af de knuste vogne. Fra ruinerne lød skærende smerteskrig og dødsrallen.

Men så gik de uskadte i ak-tion. Ud fra stationen kom personalet løbende, og sammen med de uskadte passagerer begyndte de at bjærge og hjælpe de kvæstede.

Stationsforstanderen sørgede straks for, at der afgik besked til København. Men med de noget langsomme kommunikationsmidler, tog det et kvarter, før beskeden nåede frem. Ude på stationen var alt kaos. Folk søgte desperat mellem vognene efter deres familiemedlemmer, som de ofte genfandt døde eller kvæstede i de knuste vogne. Døde og sårede bragtes ind i stationens ventesal, hvor der blev ydet førstehjælp.

De sårede skreg i smerte, og familie og venner brød sammen i gråd, når de genfandt en af deres kære.

Blodet flød overalt. Da man senere forsøgte at fjerne det, var det forgæves - blodet var suget ned i stationens gulvplanker. Der blev derfor rullet linoleum ud, der var lettere at holde rent.

Ligrøvere

Ude ved det knuste tog arbejdede redningsfolk desperat for at få fastklemte og sårede fri.

Som ved et mirakel havde føreren af Helsingør-toget, maskinmester Carl Hansen, overlevet ulykken og var uskadt. I chok vandrede han rundt på stationen og prøvede desperat at forklare alle, han kom i nærheden af, at hans moderne vakuumbremser havde svigtet. Da han hørte de såredes skrig, fortalte han siden, at hans første tanke havde været: "Hvorfor er du ikke død som de andre?"

Nysgerrige fra Gentofte og omegn strømmede til og var

hele tiden i vejen. Flere gange opdagede redningsfolkene nogle, der prøvede at stjæle fra de dræbte.

Fra Jægersborg måtte der tilkaldes en deling soldater, der blev sat ind for at holde orden og forhindre plyndringer. Men i det grusomme kaos var det næsten umuligt at få orden. Overalt lå blodige klædningsstykker, ødelagte madkurve, knuste flasker og vragdele fra togvognene.

Hjælp fra København

Først tre timer efter ulykken ankom der et ambulancetog fra København.

Det medbragte 15 læger, hospitalsportører og en større deling politi. De gik straks igang med at bistå med redningsarbejdet. Der blev ydet nødhjælp til de sårede, og de dræbte blev nødtørftigt dækket med tæpper.

Nu begyndte der omsider at komme system i redningsarbejdet. Sårede kørtes i vogne til Lyngby Sygehus, Garnisons Sygehus, Frederiksbergs Hospital, Kommunehospitalet og Sct. Joseph Hospital. De hårdest medtagne anbragtes i de omliggende villaer.

I København var det politiet der stod for ambulancetjenesten. Ordensmagten blev først adviseret kl. 02 om natten. Efter at heste og kuske var blevet mobiliseret, kunne byens syv ambulancer samles ved nordbanestationen i Vester Farimagsgade.

Herfra kørtes de sårede til hospitalerne, efterhånden som de kom ind fra Gentofte. Det gik katastrofalt langsomt, og først dagen efter fandt myndighederne ud af, at krigsministeriet kunne have stillet med mange flere militære ambulancer.

Ved fire-tiden om morgenen havde redningsfolkene endeligt et overblik over katastrofens omfang. 32 var dræbt på stedet, og i løbet af natten døde yderligere otte af deres kvæstelser. 55 mennesker var hårdt sårede, mens talrige havde fået mindre skader. Især de socialdemokratiske skovtursgæster og personalet fra Magasin du Nord var hårdt ramt.

Den elskede sangerinde Dagmar Hansens mor var blandt de dræbte, og forfatteren Sophus Micha'lis og hans hustru var såret.

De mange dræbte anbragtes i ambulancetoget og blev bragt til Sct. Johandesstiftelsen.

Først hen på formiddagen var det værste ved at være overstået. De sårede og dræbte var væk, men de knuste togvogne og blodsporene satte deres uhyggelige præg på Gentofte Station.

Togføreren dømt

Aviserne næste morgen var fyldt med blodige detaljer fra den største jernbaneulykke, der havde ramt Danmark. Statsbanerne skyndte sig at forsikre, at de dækkede alle skader og betalte for hospitalsopholdene.

Det ansås som givet at staten ville træde hjælpende til. Kongehuset viste straks sin deltagelse. Prins Valdemars populære hustru, prinsesse Marie, besøgte dagligt de sårede på hospitaler og sygehuse.

Rundt om på byens kirkegårde begravedes de mange dræbte. Imedens arbejdede statsbanernes eksperter med at undersøge det forulykkede Helsingørtogets lokomotiv. Især togførerens påstand om, at vakuumbremserne ikke havde virket.

Det resulterede i at togføreren Carl Hansen blev anklaget for at være skyld i ulykken. Den stakkels mand blev den 27. oktober 1897 af birkedommer Oldenburg idømt fire måneders simpelt fængsel. Han blev afskediget uden pension, og statsbanerne krævede 44.875 kr. af ham i erstatning, næsten to millioner kr. i vore dages købekraft, til dækning af de omfattende skader.

Sikkerheden blev skærpet inden for etaten, men længe talte man i København om den frygtelige Gentofte-ulykke.