Rockerstrid på kirkegård
For første gang kommer en dansk domstol til at afgøre, om et menighedsråd kan forlange en gravsten fjernet, fordi den har en inskription, som menighedsrådet finder upassende. Det er menighedsrådet i Nørup vest for Vejle, der mener, at en gravsten med inskriptionen "Hells Angels" ikke hører hjemme på en dansk landsbykirkegård.
Menighedsrådet i Nørup fastholder, at enten skal hentydningen til Djævlens Engle slettes fra et gravmæle, som Hells Angels har sat over rockeren Louis Linde Nielsen, der blev dræbt under rockerkrigen i oktober 1996 - eller også bliver gravstenen det.
Klager afvist
Både Provsteudvalget i Brande og senest Stiftsøvrigheden i Ribe har afvist klager fra Hells Angels og Linde Nielsens familie over menighedsrådets afgørelse.
»Så hurtigt jeg kan nå det, bliver der ved Vestre Landsret udtaget stævning mod menighedsrådet. Vi vil have dom for, at de skal lade gravstenen stå med inskriptionen uændret,« siger advokat Peter Hjørne, der repræsenterer såvel Linde Nielsens familie som Hells Angels.
»To andre steder i Danmark, i Aalborg og Brøndbyøster, har Hells Angels sat helt identiske gravstene over medlemmer. Der har ikke været nogen problemer. Nøjagtig samme inskription er brugt verden over. Ingen har tidligere haft indvendinger.«
»Det er ikke kun menighedsrådsmedlemmerne, der finder inskriptionens hentydning til Djævelens/Helvedes Engle upassende,« oplyser provst Carsten Johansen, der som præst ved Nørup kirke begravede Louis Linde Nielsen.
Oprindelig satte Louis Linde Nielsens familie sin egen gravsten på gravstedet, men den forsvandt pludselig og i stedet for anbragte Hells Angels deres egen med rockergruppens symboler. Det skete, mens Louis Linde Nielsens mor var bortrejst på ferie.
Utilfredse borgere
Provst Carsten Johansen siger til Jyllands-Posten: »Der kom ret hurtigt klager fra sognets beboere, der fandt det upassende, at man på en gravsten på en dansk kirkegård kunne finde udtryk som Helvedes Engle. Det samme gjorde menighedsrådet, der bad Linde Nielsens familie sørge for, at inskriptionen Hells Angels enten blev sløjfet fra gravstenen -eller at gravstenen blev udskiftet. Det udløste en klage til Kirkeministeriet. I første omgang blev klagen behandlet ved Provsteudvalget i Brande. Der fik menighedsrådet medhold i, at det er menighedsrådet, der bestemmer, hvad det vil acceptere på kirkegården. Derefter blev sagen indbragt for stiftsøvrigheden i Ribe. Her er faldet samme afgørelse. Menighedsrådet har alene afgørelsen.« Men Hells Angels og familien agter ikke at flytte gravstenen eller slette "Hells Angels" fra den.
»Det er en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikkel 10 om retten til at ytre sig,« siger advokat Peter Hjørne. Det er med den som udgangspunkt han stævner menighedsrådet med krav om, at gravstenen skal blive stående uændret.
»Det får den lov til, indtil vi har en domstolsafgørelse,« fastslår provsten.