Familie-fejden
Et værdigt minde over digterpræsten Kaj Munk og hans meninger eller en manifestation styret af mænd?
Præcis som abortdebatten skaber den nye mindesten over ufødte fostre stor diskussion. Ikke alene i vestjyske Vedersø men også internt i Munk familien, hvor to af Lise og Kaj Munks børn er dybt uenige om stenens berettigelse.
Kaj Munk havde selv en helt klar holdning til abortspørgsmålet. Han var imod. Op gennem 1930'erne talte og skrev han flere gange mod fosterfordrivelse. Blandt andet i skuespillet »En almanakhistorie« fra 1935 og i flere avisartikler i årene efter: Her talte han kraftigt imod nazismen og den måde tyskerne brugte abort til at udvælge folk og dyrke racerenhed.
»Det er hævet over enhver tvivl, at både Kaj og Lise Munk var abortmodstandere,« siger forfatter Bjarne Nielsen Brovst, der gennem flere årtier har beskæftiget sig indgående med især Kaj Munk men også hans kone Lise Munk.
Blandt andet fortæller Bjarne Nielsen Brovst i sin bog »Lise Munk« om Munkparrets hjerneskadede søn Helge. Han citerer Lise Munk for at sige, at Helge var det barn, som hun fik størst glæde af: »Havde jeg ventet Helge i disse år, var jeg vel blevet undersøgt, og de såkaldte kromosomfejl ville efter al sandsynlighed have medført et lægeligt råd om abort. Det er forfærdeligt at tænke på. Det er vejen til Hitler!,« siger Lise Munk til Bjarne Nielsen Brovst.
Munks datter Yrsa Lund erkender, at både hendes far og mor har talt mod abort. Alligevel er hun stærkt utilfreds og forarget over, at abortmindestenen er blevet rejst så tæt på barndomshjemmet i Vedersø.
Mandsstyret
»En mandsstyret manifestation som en abortmindesten ville have sendt hende i graven, hvis hun ikke allerede var død,« siger Yrsa Lund.
»Min mor var meget aktiv debattør af emnet lige til sin død. Hun mente, at der blev taget for lidt hensyn til kvinderne i diskussionen. Hun ville uden tvivl have krævet en statue af en mand med et amputeret lem ved siden af sådan en sten. For hende var det et kompliceret spørgsmål, og hendes modstand var især knyttet til abort, som eksempelvis nazisterne brugte det som dyrkelse af racerenhed,« mener Yrsa Lund.
Hun peger iøvrigt på, at abort blot var en enkelt blandt mange holdninger i hendes fars liv.
»Han var typen uden mærkesager. Han var aldrig medlem af noget parti, nogen bestemt religion, aldrig i nogen bestyrelse eller forening. Han stemte kun ved ét eneste valg: I 1943 for at støtte dansk samling.«
I Vedersø forstår hendes bror Arne Munk, der udover at lægge jord til stenen også sidder i bestyrelsen for Retten til Liv, slet ikke søsterens kritik.
»Det her handler ikke om min eller min søsters opfattelse af tingene. Det drejer sig om Kaj Munk og hans holdninger til spørgsmålet. Gennem sit job som psykolog står hun åbenbart selv midt i abortspørgsmålet, og derfor har hun nok svært ved at skelne sin egen opfattelse fra fars,« siger Arne Munk.
»Kaj Munk og abortspørgsmålet hænger uløseligt sammen. Han har skrevet fem skuespil om emnet. For mig er det helt naturligt, at kampen for det ufødte barn markeres netop på min fars dødsdag og med en sten her i Vedersø,« siger Arne Munk, der heller ikke deler søsterens opfattelse af Lise Munks holdninger.
Også formanden for Kaj Munk Selskabet, der arbejder for at udbrede kendskabet til digterpræstens forfatterskab er overbevist om, at mindelunden vil sætte yderligere fokus på Kaj Munks rolle som dramatiker.
Vidtfavnende
»Kaj Munk er vidtfavnende og har sagt mange markante ting om netop abort. På den måde bliver det også en del af Kaj Munk, som der nu bliver opmærksomhed på. Debatten om fri abort er vanskelig og har mange aspekter,« siger Jens Kristian Lings, formand for selskabet, der aldrig er blevet orienteret om planerne om at oprette en mindelund netop i Vedersø.
Arne Munk har fra begyndelsen været fuldt bevidst om, at stenen og mindelunden nok skulle skabe debat - også i Vedersø.
»Når en storm farer hen over et lille samfund, så er der træer, som svirper. Men der kommer mellem 80 og 90.000 mennesker om året for at besøge Kaj Munks grav. Mindelunden vil være med til at sætte min far ind i den hverdag, som leves og ikke bare som en historisk begivenhed fra 2. Verdenskrig,« siger Arne Munk.