En rigtig københavner

Årets Københavner 1998 står på Rådhuspladsen og har ikke ligefrem haft et let år. Had, hån og trusler på livet har været en del af hverdag-en, men selv i strid modvind udstråler hun stolthed og elegance.

Jeg tillader mig at beskrive Det Sorte Stål, som andre kalder HT-terminalen, som kvindelig, for hun har former, glød og temperament.

Hun måtte i 1998 finde sig i at blive chikaneret på det groveste, men selv om tilsviningen har været alt andet end taktfuld, har hun virket graciøs og har haft kontrol over sine funktioner.

Bustiderne har blinket på siden, informationer er blevet delt ud, og storsindet har hun stillet sit underliv til rådighed for de mest trængende.

Madonna og hore, HT-terminalen er begge dele, og særlig når lyset slukkes, blomstrer hun, så natlige møder med de blide former i det glimtende neonlys efterlader én med blussende kinder og åndenød.

Københavner med stort K

Derfor skal hun have min støtte i en svær tid, og dette nytårskort er et forsvar for den nedgjorte terminalbygning, der om noget kan få mudderet til at flyve gennem Borgerrepræsentationen, løfter til at blive glemt og galden til at strømme, så man skulle tro, der var juleøl på bordet året rundt.

Mens de fleste taler om bygningens æstetiske sider, bygger en vigtig del af mit forsvar på, at HT-terminalen rent åndeligt er det mest københavnske bygningsværk, der nogensinde er opført.

Den aflange skønhed er nemlig som København selv: Omdiskuteret, hadet, udskældt og alligevel sejler den stædigt videre på sin helt egen originale facon.

Jeg er overbevist om, at hvis hun kunne tale, vil hendes aÕer være fladere end en nordjysk motorvej. Hun ville sige »majet« og »edder-mame« og lægge tryk på første stavelse i remoulade.

Hendes grin ville kunne høres til Malmö, og som de andre af gadens piger ville hun sige vittigheder så grove, at selv de hårdkogte stamkunder på Jernstangen ville blive pinligt berørte.

Apropos sproget, så taler hun alene ved sin tilstedeværelse på Rådhuspladsen den dialekt, der får debatspalter til at fyldes med læserbreve. Snerpede brevskrivere angriber for tiden det moderne sprog i TV og blandt unge, men de glemmer, at der faktisk er tale om en særegen københavnsk dialekt, og skulle man endelig

diskutere dialekter, er der vist et par stykker ude vest på, der virker mere truende for vores sprog.

Spændt op til lir

Som terminalen ligger der ved indgangen til Stræderne, Pisserenden og nattens minefelter, kan den aldrig blive rigtig pæn i borgerlig forstand. Pladsen forpligter, og den skal altid være spændt op til lir og klar til at feste eller gå nattetur med Dan Turèlls skygge og kaste læng-selsfulde blikke ind i de sidste baggårde og

som rigtig byboer nyde, at den største ro findes i orkanens øje.

Byen er jo ikke pæn. Byen er en rendesten, en skærsild, et forurenet helvede, for sådan er byer. Det er ikke Frilandsmuseet det her, men en by i udvikling. Christian den fjerde er død, og i en by, der stort set ikke har fået tilført markante bygninger siden Nationalbanken, har det været en fornøjelse at følge diskussionerne om terminalens udseende.

Og de har været hede i Ô98: »Anstændigheden byder de valgte politikere at minimere kolossen ved at fjerne ÔÕbjælkenÕÕ,« foreslår f.eks. M. Elsman, Espergærde i et usædvanligt afdæmpet læserbrev til Politiken (4/12 1998).

Tak for tippet, Elsman, men tillad mig at bide mærke i afsenderadressen.

Espergærde ligger altså langt fra Rådhuspladsen, men i denne sag har man holdninger til Københavns udseende i en helt anden del af landet. Min personlige optælling af læserbreve (naturligvis gennemført absolut uvidenskabeligt) viser, at over 80 pct. af alle debatindlæg om HT-terminalen skrives af personer uden for København.

Tænk lige over det.

Der er enkelte glorværdige undtagelser, som den utrættelige byforskønner Jørgen Nørgaard, City, og Peter Olesen, Valby, men jeg tillader jeg mig at spørge de udenbys kritikere, der blander sig i københavnsk lokalpolitik: Hvor mange københavnere skriver læserbreve til Helsingør Dagblad og angriber Espergærde Centret og kræver det revet ned, fordi det skænder omgivelserne?

Bliv hjemme i forstæderne

Hvis I er så skræmte ved synet af VORES terminal, kan I jo bare holde jer væk fra byen. Blive ud i de smukke forstæder, i de charmerende parcelhus-firkanter og gå tur ad trimmede stier i de sikre kolonier af rækkehuse, der sjældent brillierer ved at være stor arkitektur. Måske smutte ned på det kommunale kulturhus, hvor alt er homogeniseret og vinkelret, så man helt glemmer, at mennesker er forskellige og skal leve og ånde i miljøerne.

Dan Turèll, det er umuligt at holde byens ædle besynger væk, foreslog engang, at folk, der bor uden for København, men alligevel dagligt bruger byen til at arbejde og more sig i, burde betale en særlig tvangsafgift til vores by. De kommer jo herind og slider på den og bruger dens tilbud, men rejser hjem hver aften til gode idrætsfaciliteter og sikre gader.

Er de endelig i byen om aftenen, hærger de Strøget med deres polterabender, og de tager ikke del i ansvaret for Københavns ånd og personlighed, men betragter byen som en forvokset Roskilde Festival, hvor man kan opføre sig ansvarsløst og dumt.

Men brokke sig, det kan de!

Jeg kender alt for godt til kommunale udligningsordninger, og den officielle københavnske holdning til byens rolle i Danmark. Den siger, at København er alle danskeres hovedstad, men alle de andre bor her jo ikke. De er her kun på besøg.

København må ikke blive et museum, hvor alt, der minder om nutid eller fremtid, holdes nede, mens vi dyrker det hyggelige gamle Kjøbenhavn med julemarked året rundt og

Livsgardens musikkorps på Strøget.

Den Gamle By ligger altså i Århus.

Det er en fejlfarve

Det er derfor, jeg holder så meget af HT-terminalen. Den er et håndgribeligt bevis på nutiden, og at København er en by i bevægelse.

Bare se på den. Alene i sin farve signalerer den, at intet er, som det var engang. HT-terminalen er nemlig sort. Det er en smusker. Det er en fejlfarve, og dermed bliver den et endnu mere moderne bygningsværk.

Befolkningsudviklingen har allerede længe sørget for, at fremtidens København bliver en by, der er alt andet end homogen. København efter 2000 vil blandt andet være befolket af hvide danskere, men der vil også bo rigtig mange andre.

Det vil ikke bare være en masse andengenerations-et-eller-andet, men efter det store årsskifte bliver vi alle førstegenerationsbeboere i den nye by. Vores nye by, og fremtiden begynder på Rådhuspladsen.

Fremtiden er kulørt

Byens multikulturelle look er for længst slået igennem, og tror man noget andet, kan en tur med 3Õeren eller 8Õeren varmt anbefales.

På Nørrebro er det ikke længere bare jul i

december. Den muslimske højtid fylder lige så meget i bybilledet, og det virkede helt naturligt, da Nørrebro Avis dumpede gennem brev-sprækken, og juveleren, Taj Mahal, på forsiden reklamerede med: ÒJule-nytårs-og Ramadan-tilbudÓ.

I en sådan by må selv (stok)konservative politikere til at acceptere, at hjemmehjælpen kan være fejlfarvet. Ligesom grønthandleren længe har været det, og borgmesteren måske bliver det en dag.

De må gerne hade tanken om det multietniske København og tro, at virkeligheden kan justeres, men som man siger på udenlandsk; wake up and smell the coffee - i København er den nye smag varm, stærk og bl.a. sort.

Og hvad angår fejlfarven på Rådhuspladsen, skal HT-terminalen selvfølgelig have lov til at blive stående. Byen har krav på både markante bygninger og diskussionsobjekter, og når det handler om VORES terminal, skal bornholmeren, Søren Pind, få kamp til det sidste.

En af mine venner er allerede ved at mobilisere alle byens militante terminal-tilhængere, og når der ikke er flere muligheder tilbage, lænker vi os til hendes sorte stål og kæmper det sidste slag for at få reddet det ultimative københavnske monument fra udslettelse.