Wienervalsens mange faldgruber

Det var til det store Wienerbal i Forum i fjor, at jeg fik øje på Kasper.

Han havde ellers gjort alt for at gemme sig bag et glas champagne af den slags, der aldrig syntes tømt. Dansegulvet var fyldt med fejende balkjoler og blanke sko, men Kasper stod bare og kiggede. Helt fra ballet startede kl. 20 til 2 om natten, hvor de sidste valsende gæster forlod de bonede gulve, var han limet til samme sted. Den eneste bevægelse var, når champagneglasset skiftede fra højre til venstre hånd.

Kasper og jeg har noget til fælles. Vi kan ikke danse vals. Datoen for det næste Wienerbal i Forum, den 23. januar, nærmer sig, og da vi begge tror, at det garanteret er skæggere at føre sig frem på dansegulvet end at se på, har vi nu sat hinanden og danselærer Britt Bendixen fra Pejsegården i stævne. Vi har bedt hende om at lære os at danse wienervals på en time.

»Folk begynder ellers først på wienervalsen, når de har danset engelsk vals et helt år,« siger hun med et opmuntrende smil. »Men lad os gå i gang.«

To store fugle

Efter et par korte generte sideblikke står vi side om side foran de store spejle.

»Højre ben frem, venstre med frem, til siden på venstre, samle til. Så er det venstre ben lige tilbage, højre med tilbage, til siden på højre, samle til.«

Det går i roligt tempo, igen og igen, og efterhånden har både Kasper og jeg fattet princippet: Fødderne tegner en firkant på gulvet. Var det ikke mere? Jo, det var.

»Valsefatning,« kommer det med høj og klar stemme fra lærerinden.

Kasper og jeg løfter armene på én gang og nærmer os hinanden som to store fugle. Og så skal vi stå helt, helt tæt. Brystkasse ved brystkasse og hofterne klinet op ad hinanden. Og løfte hovedet, blikket og albuen. Så vidt, så godt.

Nu er det sådan, at i al dans er det herren, der fører, hvilket lærerinden minder os om.

Kasper løfter hagen i et beslutsomt drag: »At føre,« siger han mandigt. Man skal være helt tæt på ham - og det er jeg jo - for at skimte den lille tvivl bag det stålsatte blik. Og hvis han skal føre, så er jeg den, der skal føres. Kasper starter med at gå frem, så jeg må skynde mig at gå tilbage. Det er nu ikke så svært, for hans sko i str. 46 truer igen og igen med at lande på mit overlæder. Jeg skal nok få mig flyttet.

Højre om, højre om,

Når Kasper går frem, går hans ben ind mellem mine, og når jeg går frem, går mit ben ind mellem hans. Og det skal være helt tæt og temmelig højt oppe på låret, hvilket vi ved en gensidig stiltiende overenskomst lader som om, der intet prekært er ved. Det er bare om at danse og stirre frem for sig med dette løftede blik, som lærerinden siger. Men nu skal vi også lære at snurre rundt, siger hun ...

Atter står vi ved siden af hinanden og prøver det hver for sig. Hele tiden højre om, højre om, højre om.

Og så nærmer vi os atter hinanden, griber fat. Nu skal der snurres. Endnu er tempoet kun som i en rolig engelsk vals, og vi kan stadig skelne det ene trin fra det andet, og det hele er faktisk OK.

Det med fødderne, der tegner firkanter på gulvet, har vi fattet. Og det med at være helt tæt på hinanden er næsten ved at være helt hyggeligt. Det svære er, når man kommer til at tage venstre i stedet for højre eller højre i stedet for venstre. Så kan det godt gøre ondt. Eller som da Kasper pludselig stopper op, og jeg fortsætter. Heldigvis stopper hans sko min videre flugt ud i rummet. Jeg falder ikke.

Vals i dobbelt tempo

Efter en del runder med engelsk vals og forsøg på at lære en stilig entré på og sortie fra dansegulvet er den fejende, hurtige wienervals ved at nærme sig. Egentlig skulle det ikke være noget problem, siger vi til hinanden. Det er bare engelsk vals i dobbelt tempo.

Her er der kun én ting at gøre: at kaste sig ud i det. Det viser sig at være meget, meget hurtigt, og hvis ikke man er helt tæt på hinanden - det der med brystkassen og hofterne, så har man ingen chance for at etablere en fælles akse at dreje om. Og det skal man have. For der drejes og drejes og drejes. Og når lærerinden siger "tak", og vi slipper taget i hinanden, så fortsætter det med at snurre rundt inde i hovedet. Videre og videre højre om.

»Det er fordi I ikke har lært også at dreje venstre om,« siger hun, »men det er altså meget sværere.«

Det her er svært nok, synes vi, mens vi snurrer og snurrer. Nogle gange løber lærerinde med rundt i hele salen, og sørger for, at vi holder farten. Som om hun pisker på en snurretop: videre, videre og videre i meget hurtig tre fjerdedels-takt, som vi hele tiden falder ud af...

Som smør i mandens arme

»Hvor er I gode,« roser hun, før hun fortæller, at noget af det sværeste for vor tids par er, at kvinden skal lade sig føre: »I vals kan kvinden intet uden manden, hun skal være som smør i hans arme,« formaner hun.

»Mon jeg er som blødt smør i Kaspers arme?« spørger jeg mig selv. Heldigvis kommenterer Kasper det ikke med et ord; måske fordi han er en gammeldags gentleman. Og hvis han er det, så må jeg forsøge at spille rollen som en uselvstændig lady.

Det hjælper dog ikke. Vi falder stadig ud af takt, kommer hele tiden til at tage det forkerte ben og træder stadig hinanden over tæerne. Det er meget svært at lære at danse wienervals.

Britt Bendixen siger, at vi bare skal øve os, så er vi klar til vals 23. januar: »Men for at være på den sikre side, vil det nok være godt med et par ekstra timers undervisning,« tilføjer hun.

Det har hun helt sikkert ret - måske er det stadig sikrere at gemme sig bag champagneglasset.