Den syngende lillebror

Da Bo Kristian Jensen gik i børnehaveklasse, blev børnene en dag bedt om at medbringe noget musik, de godt kunne lide. De andre dukkede op med bånd og plader med børnesange. Bo tog en plade med Mills Brothers med.

»Det kunne måske godt virke lidt underligt, men det var den slags musik, jeg hørte. Som barn sang jeg alle mulige gamle sange sammen med min morfar, som akkompagnerede mig på sin mundharpe. Giro 413-sange som ÒJeg har en ven, en rigtig sejlerÓ, og Gustav Winckler og sådan noget,« fortæller Bo Kristian Jensen.

Interessen for de gamle danske sange har Bo beholdt, selv om han i dag er andet-års elev på Det Kongelige Danske Musikkonservato-riums sanglinie med en karriere som operasanger ventende forude.

Da den 22-årige tenor i går - sammen med instruktøren Anders Thomas Jensen og teatergruppen Teater Grob - blev tildelt Edith Allers Mindelegat, kvitterede han da også for de 50.000 kr. med et potpourri af tre af yndlingskomponisten Kai Normann Andersens sange fra ÒMød mig på CassiopeiaÓ.

»Der er mange sangere på min alder, som synes, at det er lidt underlødigt at synge den slags, men jeg kan godt lide at synge på dansk, og jeg synes, det er rart, at jeg på den måde også kan vise andre sider af mig selv,« siger Bo Kristian Jensen.

Stemmen i overgang

At han skulle ende som operasanger, synes umiddelbart som en kovending i forhold til forældrenes erhverv - faderen har været professionel fodboldspiller og moderen frisør. Men Bo Kristian Jensen har ikke sanglysten fra fremmede. Begge hans storebrødre, Gert Henning og Jan Flemming, er operasangere.

»Mine forældre har også gode stemmer, og vi har altid sunget meget i mit barndomshjem - og gør det stadig,« siger Bo, som endnu bor hjemme hos forældrene i lejligheden på Ny Carlsberg Vej.

Lidt fodbold var der dog plads til i barndommen i Sydhavnen. Sammen med sine brødre spillede Bo i boldklubben Frem. Skolegangen tilbragte han på Skt. Annæ Gymnasium, og i sjette klasse kom han med i Københavns Drengekor. Det var også her, han fandt ud af, at talentet nok snarere rakte til en karriere som sanger end som fodboldspiller.

»På et tidspunkt går éns stemme jo i overgang, og bagefter er der mange, der har svært ved at komme i gang med at synge igen. Men min stemme kunne godt magte det, og så gik der jo sport i det. Og jo bedre man bliver rent teknisk, desto flere sange formår man at fortolke. Og så kan jeg godt lide at stå på en scene,« siger Bo Kristian Jensen, der - sin unge alder til trods - har medvirket i flere forestillinger, bl.a. ÒDen Glade EnkeÓ, ÒDommenÓ og senest ÒMestersangerne fra NürnbergÓ på Det Kgl. Teater. Til januar er han med i ÒMy Fair LadyÓ på Det Ny Teater.

Skurkerollerne

Som 22-årig er Bo Kristian Jensens stemme stadig ikke færdigudviklet, og han har derfor ingen anelse om, hvilke sangpartier, fremtiden kommer til at byde på. Men lige som andre tenorer drømmer han om at synge ÒLa Bohé-meÓ.

»Den er ikke helt nem, for man skal igennem nogle høje CÕer. I min alder er det mest de mere lyriske partier hos f.eks. Mozart, der passer til stemmen. Det er ofte helterollerne, jeg får, selv om jeg synes, det måske kunne være sjovere at spille skurk, for dem er der nok lidt mere kød på,« mener den unge sanger.

»Opera er en meget fysisk sangstil. I modsætning til musicals, hvor man står med en mikrofon, har man kun sig selv og sin egen stemme til hjælp. Det er som at dyrke en sportsgren - det er en udfordring, der kræver kræfter, og det kan jeg godt lide.«

Når Bo Kristian Jensen er sammen med brødrene, står den ofte på sang - dog ikke opera.

»Vi holder ikke sangtimer med hinanden og taler heller ikke så meget om sang, for vi beskæftiger os jo i forvejen så meget med opera til hverdag. Men vi kan godt lide at lave parodier sammen, hvor Gert og jeg f.eks. lader som om, den ene er Grethe Ingmann og den anden Gustav Winckler.«

Trussetyven Tom Jones

Bo Kristian Jensen er overbevist om, at det er brødrene Gert Henning og Jan Flemming, der har inspireret ham til også at blive operasanger.

»Der har bestemt ikke har ligget noget pres på mig. Det er snarere sådan, at jeg har set, det kunne lade sig gøre for dem - og så ved jeg, at det også kan lade sig gøre for mig. Det er meget rart at have to brødre, der også synger opera - og det må helt klart være genetisk bestemt, at vi alle tre har talent for at synge,« siger Bo Kristian Jensen, som blandt sine fa-voritter tæller den tyske tenor Fritz Wunderlich, Luciano Pavarotti - og minsandten også den walisiske trussetyv Tom Jones.

Yndlingsmelodien er hverken skrevet af Mozart, Wagner eller Verdi. Det er såmænd Kai Normann Andersens ÒDu gamle måneÓ.