Kunstig intelligens er ved at fravriste os alt det, der giver livet mening, mener Christiane Vejlø. Det her er hendes opråb

Det er en af de sommerdage, hvor heden kvæler, så man længes efter regnen.

Vi befinder os på en smart kaffebar i København, og mens livet myldrer ubemærket videre, er menneskeheden i gang med at udvikle en avanceret kunstig intelligens, der måske vil blive »10.000 gange så klog som Albert Einstein« og i en sci-fi-agtig fremtid kan komme til at slå os alle sammen ihjel ved en fejl.

Christiane Vejlø nipper til sin sicilianske citronsodavand.

»Det er en praktisk mulighed,« siger hun uden at blinke og fortsætter med en række scenarier:

En ureguleret AI-model, der bliver bedt om at løse klimakrisen, kunne komme frem til, at vores massive CO2-aftryk skal fjernes med en ny dødelig virus. En fejl i fremtidige AI-systemer ville få et helt lands dæmninger til at åbne sig eller banksystemet til at bryde sammen. Vi taler om tænkte eksempler, men det er ikke bare Christiane Vejløs.

Det er også firmaerne bag teknologien selv.

Det er Anthropic, som vil have en pause i den globale udvikling.

Det er teknologiens gudfar, Geoffrey Hinton, der har vundet Nobelprisen i fysik, og som tror, at der er en 10-20 pct. risiko for, at udviklingen af avanceret kunstig intelligens kan blive vores undergang.

Og det er den mindst lige så verdensberømte AI-forsker Yoshua Bengio, som i egen høje person engang sagde det sådan her til Christiane Vejlø:

»Hvis du spiller skak mod én, der er meget bedre end dig, ved du ikke, hvad du kommer til at tabe på. Vi står nu over for ”det ukendte, ukendte” – forhold vi endnu ikke ved, at vi ikke ved.«

»Så skal vi virkelig bare vente og se, hvad der sker?« spørger Christiane Vejlø, mens tung hiphop flyder ud af kaffebarens højttalere.

»Nej, vel?«

Så hvad skal vi kalde det her interview?

»Jeg har ikke brug for at komme med en lille kommentar til debatten. Det er et opråb.«

Den frivillige overgivelse

Christiane Vejlø er ikke nobelprisvinder.

Men hun er heller ikke hvem som helst.

I 20 år har hun fulgt teknologiens udvikling, rådgivet skiftende regeringer, været formand for ekspertgrupper, haft ledende stillinger i en lang række virksomheder i tech- og mediebranchen, herunder sin egen, og forfattet flere bøger om kunstig intelligens. Selv ikke da iPhonen blev lanceret, var udviklingen så eksplosiv som i dag, siger hun.

Vi kommer aldrig igen til at have så meget kontrol over teknologien, som vi har lige nu.

Men opråbet handler ikke om robothæren og dommedag. Det handler i stedet om en langt mere subtil måde, som AI kan ende med at slå os mennesker ihjel på: ved at fravriste os alt det, der gør os til mennesker.

Christiane Vejlø ser det allerede ske:

Langsomt, stille og roligt, og uden at vi rigtigt bemærker det, er vi frivilligt ved at overdrage meget af det, der giver vores liv mening, til maskinens fristende løfter om tidsoptimering og iskold rationel effektivitet.

Adskillige unge bruger nu ChatGPT som psykolog. De rådfører sig med den om de allermest personlige ting i livet og bruger den til at træffe beslutninger.

Børn bliver venner med Snapchats AI-ven og får Claude til at løse deres skoleopgaver, så de slipper for den slidsomme tænkning, der følger med lektierne.

Voksne træner AI-modeller til at udføre det arbejde, de i dag holder af, men ikke er sikret i fremtiden.

Vi serverer fotografiet, kunsten, skriften, personlige relationer og filmen på et sølvfad, skriver vores taler og LinkedIn-opslag med Gemini og planlægger ferien med Claude.

»Vi er,« som Christiane Vejlø siger det, »ved at vælge maskinen frem for mennesket.«

Og når først valget er truffet, får vi ikke lov til at vælge om.

AI er en reel konkurrent

Derfor skal vi træde et skridt tilbage, mener hun.

Vi skal op i helikopteren og spørge os selv, hvad det vil sige at være menneske, og vigtigere måske, hvad det skal sige at være menneske i fremtiden.

I en ny bog – ”Pinlige onkler og andet vi får brug for i en fremtid med AI” – udlægger Christiane Vejlø sit bud:

Det er alt det pinlige, besværlige, slidsomme, kedelige, bøvlede og trivielle, der adskiller os fra maskinerne.

Og som giver livet mening.

Hvis vi fjerner alt det, er det ude med os.

Men hvorfor?

Og hvorfor er det lige præcis de spørgsmål, vi skal bruge vores kostbare tid på?

»Fordi vi for første gang i verdenshistorien har en reel konkurrent,« siger Christiane Vejlø.

»AI taler vores sprog. Den imiterer empati. Den siger: ”Jeg kan godt forstå dig.” Den er ikke et menneske, men den tager en maske på, som vi har enormt svært ved at kunne skelne fra virkeligheden.«

Vi ender ikke efterladt på perronen? Mens vi sætter os på en kaffebar og giver os til at reflektere over meningen med det hele, buldrer udviklingen i AI derudad, og jeg får lyst til at sige, at der måske er noget andet, vi mangler mere end en helikopter – tid?

»Jo.«

Hun bliver stille.

»Jeg tror ikke, at der er meget mere at sige til det spørgsmål,« siger hun så.

En plørefuld AI-model

Vi mennesker har altid været besatte af at minimere tidsspilde, optimere, kontrollere og effektivisere, og det har altid været teknologiens løfte, at den kunne hjælpe os med netop det. På den måde er kunstig intelligens ikke anderledes end kniven, damplokomotivet eller radioen. Men på et afgørende punkt er den, siger Vejlø.

Den finder vej ind overalt i vores samfund:

I sundhedssystemet, arbejdslivet, vores relationer, alderdommen, kærligheden, valgene og psykologien, og derfor er tiden inde til at spørge os selv, om livet skal være et stort Excel-ark, som vi effektiviserer med kunstig intelligens.

Det er i bund og grund Christiane Vejløs opråb.

I Hollywood løber skrækken allerede ned ad lærrederne, fortæller forfatteren.

Meget snart kan vi lave hele film med AI – uden at vi kan se forskel.

Og så er det vel ligegyldigt, hvis der ikke er mennesker, som bruger tid på at spille en rolle, skrive et manuskript eller komponere musik til en film? Eller hvad?

»Nej,« siger Christiane Vejlø.

»For selvom du kan være millioner af kilometer fra de skuespillere, manuskriptforfattere og fotografer, der har skabt filmen, kan du føle dig forbundet med dem gennem følelsen af et knust hjerte, fordi det er en almenmenneskelig erfaring. Hvis AI laver en film om hjertesorg, er det jo latterligt. Man får lyst til at sige: ”Stop dig selv. Du har aldrig følt noget som helst!”«

Hvorfor egentlig?

»Tid er en ressource, fordi livet er et timeglas med et vist antal minutter, og hvis vi bruger dem på at skrive en julehilsen til hinanden, giver vi noget af vores liv væk. Det gør vi ikke, når vi får AI til det. Så investerer vi for lidt af os selv. Det bliver pinligt. Som da Dan Jørgensen delte en julehilsen på Facebook skrevet med AI.«

Og så har det også en konsekvens for os selv at glide ubesværet gennem livet.

Den historie er ældgammel.

Lotusblomstens søde bedøvelse

Første gang Christiane Vejlø blev besat af historien, var på en interrailtur til Grækenland i gymnasiet.

Hun var dybt fascineret af Antikken, og mens hun tog billeder af Akropolis og øvede sig i at kende forskel på doriske og korintiske søjler, stødte hun ind i den græske digter Homers beretning om Odysseen.

Især ét punkt i beretningen fangede hendes opmærksomhed.

Langt inde i rejsen rammes Odysseus og hans mænd af en voldsom storm, som slår skibet ud af kurs.

Pludselig ankommer de til et ukendt land, beboet af et fredeligt folk, der lever af at spise lotusblomsten, og Odysseus sender uvidende et par mænd i land for at se sig omkring.

Hurtigt bliver de tilbudt de søde lotusblomster af folket, og lige så hurtigt slår virkningen ind:

De glemmer alt.

Smerten, uroen, de krige, de har overlevet, deres koner og børn derhjemme.

Til sidst vil de ikke andet end at spise sig væk i blomsternes søde glemsel, og Odysseus må i land for at slæbe dem tilbage til skibet, hvor han lænker dem fast, så de ikke kan vriste sig fri igen.

Kunstig intelligens risikerer at blive for os, hvad lotusblomsterne var for Odysseus’ mænd, advarer Vejlø.

»Homers pointe er, at heltemod ikke bare er drabelige slag, men også at fravælge den nemme bedøvelse og evne at stå i ubehaget,« siger hun og fortsætter:

»I den gamle græske kultur lever lyset og mørket side om side. Det er ikke som i kristendommen, hvor det gode og det onde er adskilt i himlen og helvede. Grækerne forstod, at det ene ikke eksisterer uden det andet. Og det er den forståelse, mennesker har brug for, når de mørke skyer trækker ind,« siger hun.

Det er presset, der skaber diamanter.

Men hvis vi fjerner alt pres i tilværelsen med AI, ender vi uden livets mening.

Eller bare som i Aldous Huxleys berømte science fiction-roman ”Fagre nye verden”:

»I en supersmurt, lækker, velfungerende verden, hvor alle har taget en pille, som fjerner al lidelse og ulykkelighed. I den bog er helten ham, der i en monolog rejser sig og siger: ”Jeg insisterer på retten til at blive syg og miserabel og dø.” For der er ingen kontrast i at glide gennem alt det glatte,« siger hun.

Det er vel også en del af det at være menneske at forsøge at undgå alt det besværlige?

»Klart. Men hvis alle kan lave perfekte portrætbilleder, bliver alting middelmådigt. Og hvor det dårlige kan indeholde friktion, der lærer os noget, er det middelmådige bare ligegyldigt.«

En ægte god ven

Sagen er bare, at vi allerede er godt på vej mod den lidelsesfrie fagre nye verden, advarer Christiane Vejlø.

»Mange unge beder AI svare på alt muligt i deres liv. Det bekymrer mig, for jeg tror, at det betyder, at vi mister evnen til at reflektere og modet til at træffe en beslutning på trods af den risiko, der følger med. På gymnasierne sidder lærerne nu og tigger om elever, der laver fejl. For vi mennesker skal være som gamle vinylplader. Vi skal være bøvlede, besværlige og fulde af ridser. Det er det, der giver os karakter og gør os interessante,« siger hun.

Men hvorfor er det et problem at bruge AI til at løse det, der er svært i ens liv?

»Fordi AI altid snakker os efter munden. En god ven er først en god ven, hvis han eller hun siger os imod.«

Der er vel mange venner, som ikke siger én imod?

»Ja, men de bedste venner er dem, der elsker dig på trods af dine fejl. Jeg er bekymret for, at vi synes, at AI-vennen virker mere behagelig at være sammen med, fordi den netop ikke siger os imod. Og hvis det får flere og flere af os til at vælge vores menneskevenner fra, tror jeg ikke, at vi får et fyldestgørende liv.«

Hvorfor egentlig ikke?

»Fordi livet er lidt som et maraton. Det føles først meningsfuldt, når du har trænet i måneder og smadret dig selv. Prøv at forestille dig en tilværelse, hvor alt er regnet ud og optimeret. Dit job, dine venner, din kæreste, dine børn, selv din mad. Hvad er der så tilbage af skævheder og overraskelser? Det magiske ligger jo tit i det, der ikke er en drejebog til,« siger Christiane Vejlø og trækker tråde til den tyske stjernesociolog Hartmut Rosas begreb resonans.

»Rosa siger, at der mellem mennesker, mellem mennesker og natur og mellem mennesker og kunst kan opstå en følelse af at være på den samme frekvens. Vi kan klinge i takt med hinanden. Du hører, hvad jeg siger, og jeg hører, hvad du siger. Det bliver fedt at sige mere. Dét er resonans, og det kan man ikke skrive en ønskeseddel på. Det opstår under særlige omstændigheder, der indebærer en form for alkymi.«

Jeg tror, at alle mennesker indimellem ville ønske, at de kunne regne alt ud?

»Tror du?«

Jeg ville da til tider.

»Ville du?«

Ja, tænk sig at blive fri for al tvivl. Det er da fristende. Hvorfor skal vi virkelig omfavne tvivlen?

»Det er et godt spørgsmål, for rationelt giver det mening at lade være. Men vi skal kaste os ud på 70.000 favne for at leve, som Søren Kierkegaard siger. Vi skal give slip, fordi vi lever mest i de øjeblikke. Vi skal tage skridtet ud i et parforhold, vi ikke ved, hvor det ender. Et job, vi er usikre på. En rejse, vi ikke ved, om vi kommer hjem fra. Og tvivlen er vigtig, fordi refleksion, ansvar og tillid følger med den. Men vi har idealiseret kontrol. Vi tænker, at vi skal se al den nye data for ikke at begå nogle fejl.«

Alle virksomheders Jørgen

Christiane Vejlø ved godt, hvad en skeptisk virksomhedsleder, en tidspresset teenager eller for den sags skyld en minister med ansvaret for at effektivisere i det offentlige Danmark måske ville indvende nu:

Hvorfor skulle vi vælge mennesker, som tager længere tid, er mere besværlige, kræver flere overvejelser og mere tvivl, frem for en supereffektiv, evigt arbejdende AI til de mange opgaver, vi står over for?

Hun tænker lidt over det, inden hun svarer.

»Jeg har en gammel nabo på 95, som gerne vil på plejehjem,« siger hun så.

»Det kan hun ikke få lov til, så i stedet kommer der nogle søde hjemmehjælpere og varmer hendes mad hver dag. Af og til sætter de sig ned og spørger ind til hende. Deres arbejde handler jo ikke kun om at tænde mikrobølgeovnen. Det handler om at være menneske. På den måde ender vi ofte med utilsigtet at tabe det, der rent faktisk betyder noget i livet, når vi for eksempel effektiviserer arbejdet med AI,« siger hun.

Tag nu Jørgen for eksempel.

Alle kender en Jørgen på deres arbejdsplads, fortsætter Christiane Vejlø.

Jørgen kommer altid ind til morgenmødet og starter med en lille joke. Joken er plat, han er kikset og har sindssygt dårlig situationsfornemmelse, men vi elsker Jørgen. Han er krydderiet på vores arbejdsdag.

Men nu finder Jørgen pludselig ud af, at virksomheden er begyndt at optage mødet med AI, som bagefter transskriberer det og sender det ud som et referat til hele virksomheden. Jørgen vil ikke have, at alle skal læse hans upassende jokes, så Jørgen stopper med at fortælle dem. Pludselig er krydderiet væk.

»Det her sker hele tiden i virksomhederne lige nu, og resultatet er, at vi kan ende med at miste alt det, der gør os glade på arbejdet. Som Jørgen for eksempel. Men det er svært, for paradokset vil i rigtig mange af fremtidens tilfælde være, at maskinen vil være bedre end mennesket,« siger Christiane Vejlø og fortsætter:

»Og der er helt sikkert et argument for bare at vælge maskinen. Måske er AI en helt ny art, som er bedre end os, og så kan vi blive nogle ultraglade hundehvalpe, der lever et skønt liv med masser af tid til at lave kunst på maskinernes evige nåde. Jeg ser bare ikke, at det er det, vi som samfund ønsker os af teknologien.«

Hvad skal vi så gøre?

»Kæmpe,« siger hun.

»Det er det, vi mennesker gør. Som Ghandi sagde: ”I kan lænke mig, I kan endda ødelægge denne krop, men I vil aldrig kunne fængsle mit sind.” Til sidste øjeblik vil vi altid have muligheden for at være mennesker. Måske skal vi rejse os op som helten i ”Fagre Nye Verden” og insistere på at stå her med alt vores bøvl og besværlighed, selv hvis det er meningsløst i en AI-æra. Fordi det i bund og grund handler om værdighed.«

Citronsodavanden er tom.

Vi rejser os fra kaffebaren, og så, bedst som vi er gået hver til sit, åbner den fugtige himmel sig endelig.

Regnen vælter ned i stride strømme på byens cykelstier.

AI ville måske nok forstå, at det regner lige nu, men den forstår ikke, at det er en længe ventet sommerregn, som får gaderne til at dufte af levet liv. Af barndom. Af længsel og frihed. Af at løbe ud for at danse barfodet i det våde græs. Af den dag, Jørgen mødte på job med sjaskvåde kanelsnegle fra Guldbageren. Af Claras første hjertesorg, dengang Lise kyssede Hans under en paraply, og af Jannicks bedste vens begravelse.

»Vi mennesker er levet liv,« som Christiane Vejlø siger.

»Vi er historier. AI er bare plumpet motivløst ned i verden, og den er ikke mere menneske end en brødrister.«

Den forstår ikke, at det er den her sommerregn, der gør livet værd at leve.