Fortsæt til indhold
Indland

Hun fulgte manden bag et spektakulært kupforsøg i Venezuela. Nu ser hun de samme logikker og netværk på spil i Grønland

Dokumentaristen Jen Gatien kom tæt på miljøet bag det fejlslagne kupforsøg Operation Gideon i Venezuela. I dag mener hun, at nogle af de samme magtlogikker, Trump-nære netværk og tidligere sikkerhedsfolk også præger de amerikanske aktører, der forsøger at skabe indflydelse i Grønland.

Filmmageren Jen Gatien troede, hun lavede en dokumentar om et mislykket kupforsøg i Venezuela.

I stedet endte hun med at følge et miljø af tidligere soldater, private sikkerhedsfolk og Trump-nære netværk, som hun i dag mener også er relevant for forståelsen af de amerikanske aktører, der forsøger at skabe indflydelse i Grønland.

Under arbejdet med dokumentaren ”Men of War” kom den canadiske instruktør tæt på Jordan Goudreau – den tidligere amerikanske elitesoldat, der i 2020 stod bag Operation Gideon: et kaotisk forsøg på at vælte Venezuelas præsident Nicolás Maduro med en lille gruppe bevæbnede mænd.

Missionen endte katastrofalt. Flere blev dræbt, andre arresteret kort efter landgangen ved Venezuelas kyst.