»En klar politik«: Danmark udelukkede ”indfødte” fra lukrative job i Grønland

Det var efter dansk ønske, at grønlændere blev udelukket fra de tusinder af lukrative job på USA’s militærbaser i Grønland, som danske virksomheder skabte under Den Kolde Krig.

Det viser afklassificerede dokumenter fra USA’s udenrigsministerium, som Jyllands-Posten har haft adgang til gennem officielle amerikanske arkiver.

»Baserne er fuldstændigt isoleret fra den oprindelige befolkning, og i overensstemmelse med de danske myndigheders ønsker har det amerikanske personale på baserne ingen kontakt overhovedet med de lokale indbyggere. Alle forsyninger, såvel som arbejdskraft, importeres,« skrev USA’s ambassadør i København, Robert D. Coe, hjem til udenrigsministeriet i maj 1957.

Jyllands-Posten har i serien »Grønlands amerikanske guld« afdækket, hvordan danske entreprenører tjente kassen på at arbejde for det amerikanske luftvåben i Grønland i perioden 1952-1985. Det skabte milliardindtægter og danske arbejdspladser i tusindtal, mens grønlænderne blev holdt udenfor.

Det var en bevidst beslutning fra dansk side, fortæller Morten Lind Larsen. Han er ph.d. i historie og tidligere postdoc på CBS, hvor han har forsket i samspillet mellem erhvervsliv, stat og politik. Og så har han beskæftiget sig med de danske entreprenørers deltagelse i basebyggerierne i Grønland i 1950’erne.

»De danske myndigheder har en klar politik om at afskærme den grønlandske lokalbefolkning fra det amerikanske militær, som de anser for ”fremmedlegemer” i det grønlandske samfund,« siger Morten Lind Larsen.

»Denne politik – som med nutidens øjne kan virke kolonialistisk – har den konsekvens, at grønlændere ikke kan få adgang til arbejdet på de amerikanske militærbaser,« siger historikeren.

Et dansk problem

Som Jyllands-Posten har afdækket, var baserne i Grønland under Den Kolde Krig en guldgrube for danske entreprenører.

Særligt prominent var det danske entreprenørkonsortium Danish Arctic Contractors (DAC), der med hjælp fra den danske stat – ikke mindst den mangeårige departementschef i Grønlandsministeriet Eske Brun – fik tildelt store kontrakter på anlægs- og driftsopgaver for det amerikanske luftvåben i Grønland.

DAC tjente i perioden 1953-1984, hvad der svarer til et tocifret milliardbeløb i nutidskroner.

Samtidig var DAC en af Grønlands største arbejdspladser. I mange år havde virksomheden mere end 1.000 mand udstationeret på baserne. Det var danske arbejdere, der tog til Grønland for at tjene kassen på de lukrative basekontrakter, som omfattede alt fra byggeri og vedligehold til rengøring og kantinedrift.

Grønlænderne derimod kunne helt frem til 1985 ikke få arbejde på baserne. Og det på trods af at Eske Brun allerede 20 år forinden var bevidst om, at der her var et problem.

Det fremgår af et amerikansk referat af et statusmøde om Grønland mellem repræsentanter fra Danmark og USA i august 1962, som historiker Morten Lind Larsen har identificeret i sin forskning.

»Han (Eske Brun, red.) mente, at i takt med at grønlændere blev mere politisk og økonomisk bevidste om udviklinger i deres land, ville det blive tiltagende svært at fastholde den totale isolation mellem amerikanske styrker og såkaldte ”indfødte”, som havde eksisteret siden de tidlige 1940’ere,« står der i det amerikanske referat fra mødet.

»Han mente, at der ville være stigende pres fra grønlændere for at have en chance for at konkurrere om job på vores flyvestationer. (Repræsentanten fra USA’s udenrigsministerium, red.) bemærkede, at dette var, selvfølgelig, grundlæggende et dansk problem, og hr. Brun var hurtig til at erklære sig enig,« står der videre.

»Uønskede grønlændere «

Senere kilder tyder på, at der også har været en anden udfordring i forhold til at ansætte grønlændere på baserne: racisme.

Dette er beskrevet i et brev, som bestyrelsesformanden i DAC, byggematadoren Jens Thorsen, sendte til virksomhedens site manager på USA’s base i Søndre Strømfjord i oktober 1970.

»Jeg har netop læst en anmeldelse af en bog, der hedder ”Gæstearbejdere i Danmark”, hvoraf det fremgår, at racediskriminationen trives særdeles vel i Danmark, og idet jeg vedlægger en kopi af anmeldelsen til Deres orientering, må vi vel desværre konstatere, at dette også er tilfældet blandt vore egne i Søndre Strømfjord,« skrev Jens Thorsen i brevet.

Anledningen til brevet var, at DAC’s ansatte på basen ikke var positivt indstillet over for »spørgsmålet om ansættelse af nogle få grønlændere«, hvilket ifølge Jens Thorsen var »en simpel forpligtelse« for virksomheden.

»Der ligger en mission i dette spørgsmål, som vi simpelthen ikke kan forsvare at gå uden om,« skrev Jens Thorsen.

»Jeg er naturligvis klar over, at det ikke kan lade sig gøre at gennemtvinge en sådan sag, da den jo kun kan gennemføres med en positiv indstilling hos vore folk, som jo i modsat fald må forventes at ville ”fryse” uønskede grønlændere ud,« står der i brevet.

Brevet er beskrevet i bogen ”Mellem linjerne” om entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen, der var partner i DAC-konsortiet. Bogen er udgivet af firmaet selv i 1994.

I samme bog er Jens Thorsen dog også citeret for at sige, at årsagen til, at DAC ikke ansatte grønlændere på de amerikanske baser, var, at der ikke fandtes en hovedaftale mellem arbejdsmarkedets parter, som man kender det fra Danmark.

»Derfor sagde vi til grønlænderne (…), at der ikke blev beskæftiget grønlændere på de amerikanske baser, før vi havde en hovedaftale,« udtaler Jens Thorsen i bogen.

Forskellige forklaringer

En anden forklaring på, hvorfor det skulle tage 33 år, før grønlændere kunne få arbejde på militærbaserne i deres eget land, kommer fra Tom Høyem.

Han var grønlandsminister fra 1982-1987, og i et interview til Jyllands-Posten tidligere på måneden fortalte han, at det i denne periode primært var amerikanerne, der var tilbageholdende med at lade grønlænderne komme til fadet på baserne.

»Det ændrede vi gennem forhandlinger i Pentagon i Washington,« lød det fra Tom Høyem.

Jyllands-Posten har forelagt de forskellige forklaringer på, hvorfor grønlændere ikke kunne få arbejde på baserne, for historiker Morten Lind Larsen, der har beskæftiget sig med DAC’s aktiviteter i sin forskning.

Han understreger, at hans arbejde har fokuseret på perioden 1952-1959, og at det i denne periode først og fremmest var en dansk prioritet at afskærme grønlænderne fra amerikanerne og baseområderne, men at der også kan have været andre hensyn.

»I forhold til den amerikanske position så viser kilderne tydeligt, at sikkerhedshensyn i forhold til adgangen for arbejdskraft på militæranlæggene fyldte meget for amerikanerne,« siger Morten Lind Larsen.

»Man kan godt forestille sig, at man fra dansk side ikke har ønsket at presse på over for amerikanerne for at give adgang for grønlændere på baserne, fordi det i forvejen var svært nok at sikre adgang for danskere,« siger han.

Jyllands-Posten har rettet henvendelse til entreprenørkoncernen MT Højgaard, der er resultatet af en fusion mellem de to DAC-entreprenører Monberg & Thorsen og Højgaard & Schultz i 2001. De har ikke ønsket at svare på, hvorfor DAC ikke ansatte grønlændere på baserne.

»Det vil ikke være rigtigt, at vi efter adskillige årtier gætter på eller efterrationaliserer over, hvad der skete dengang,« skriver Marianne Carlsen, HR Business Partner i MT Højgaard Holding, i et skriftligt svar.