Fortsæt til indhold
Indland

Brev i e-Boks og direkte møder skal få flere unge til at stemme

De fleste unge siger, de vil stemme til kommunalvalget, men historisk set er det langt færre, der gør det. Kommuner lancerer tiltag for at styrke engagementet.

De unges stemmelyst ser flot ud på papiret, men resultater fra virkelighedens verden indikerer, at vejen fra tanke til handling kan være lang.

En analyse fra Dansk Ungdoms Fællesråd viser, at 79 pct. af de 18-30-årige regner med at gå til stemmeurnerne ved kommunalvalget den 18. november.

Erfaringerne taler imidlertid deres eget tydelige sprog, for ved det seneste valg i 2021 var det kun cirka halvdelen af unge under 30, der fik sat et kryds.

De yngste vælgere på 18 år mødte talstærkt op og havde en deltagelse på over 70 pct., men herfra daler engagementet brat.

Forklaringen synes simpel. Valgdeltagelsen blandt unge falder, når de ikke længere bor hjemme.

»Mange unge flytter hjemmefra og bliver ikke længere påvirket af deres forældre til at stemme,« skriver valgforsker Kasper Møller Hansen i en analyse.

For andet kommunalvalg i træk led den samlede valgdeltagelse et knæk i 2021, hvor den faldt med 3,6 procentpoint til 67,2 pct.

Det kan virke bekymrende, mener Kasper Møller Hansen, der påpeger, at valgdeltagelsen sidst lå under 70 pct. ved kommunalvalget i 2009.

Men hvad bliver der så gjort for at få de unge mere med for dermed også at løfte de generelle tal?

Siden 2013 har Silkeborg Kommune haft et særligt fokus på unge vælgere, og indsatsen har virket, konkluderer kommunikationschef Hans Mogensen.

I 2009 havde kommunen en hel generation med så lav en valgdeltagelse, at man skulle zoome ind på vælgere over 90 år for at finde noget lignende.

Under halvdelen af kommunens unge vælgere fandt dengang vej til stemmeurnerne.

»Det var ret skræmmende,« siger Hans Mogensen.

Siden er der sket et stort ryk, og ved valget i 2021 lå deltagelsen blandt unge på godt 60 pct., selv om den er faldet på landsplan siden 2013.

Silkeborgs initiativer i år er baseret på tidligere erfaringer og viden fra valgforskning.

Først og fremmest har kommunen skabt forældrekampagnen ”Tag dine børn med på valgdagen”.

Der vil blive hængt plakater op i dagtilbud og på skoler, og via Aula vil op imod 25.000 forældre modtage en direkte opfordring.

Derudover vil der blive afholdt syv valgarrangementer på uddannelsesinstitutioner og det lokale bibliotek, som er målrettet unge.

»Mange unge ved for det første ikke, hvem der stiller op. De ved måske heller ikke, hvad de står for politisk.«

»Så det handler om at bringe politikere og unge sammen. Jeg tror, at det direkte møde har en enorm effekt,« siger Hans Mogensen.

Over 12.000 unge får også et brev i e-Boks, hvor de blandt andet opfordres til at tage en kandidattest, hvis de ikke ved, hvem de skal stemme på.

»Vi har lavet noget forskning sammen med Københavns Universitet, som viser, at det virker,« lyder det.

Tilsammen skal initiativerne være med til at engagere de unge, som er en »meget svær« målgruppe.

»De skal have mange prik for at komme afsted,« siger kommunikationschefen.

Blandt flere andre kommuner har også Slagelse Kommune besluttet at gøre en indsats for at få flere unge til at deltage i valget.

Kommunen vil blandt andet sende en sms til alle stemmeberettigede med en påmindelse om at stemme.

Erfaringen er samtidig, at valget inddrages i undervisningen, ligesom uddannelsesinstitutionerne arrangerer debatter med unge kandidater.

Blot 45 pct. af kommunens næsten 8.000 vælgere mellem 22 og 29 år stemte ved valget i 2021.

I Sønderborg Kommune var deltagelsen endnu lavere. Her vil man blandt andet lave en humoristisk kampagne med en fortælling om, at det er de voksne og ældre, der bestemmer, fordi flere af dem stemmer.