»"Fortnite" er fedt, men det må aldrig trumfe turen hjem til farmor«

Gaming har i nogle år haft et dårligere ry, end den fortjener, mener den 29-årige Emil Ludvigsen, der er specialkonsulent med fokus på gaming- og onlinefællesskaber i Center for Digital Pædagogik.

Han mener, at man som forælder ikke behøver at være nervøs, fordi ens barn sidder med hovedet inde i skærmen og uden for rækkevidde, i hvert fald forældrenes.

»Når det er sagt, skal det også understreges, at børn og unge selvfølgelig har brug for at være en del af forpligtende fysiske fællesskaber, og at man ikke kan erstatte alt socialt samvær med at sidde hjemme på hver sit teenageværelse og spille ”Fortnite” sammen,« understreger han.

»For nogle af dem er gaming en pause, hvor man kan sidde for sig selv, og det er fint i en time eller to, men vi vil også gerne have, at gaming bliver en fælles ting i familien. At spillet kommer op på fladskærmen i stuen, så man kan spille sammen, eller at du som forælder sætter dig ind på værelset og ser, hvordan spillet foregår. Du er nødt til at anerkende den del af dine børns liv lige så meget, som hvis de går til fodbold eller skak.«

Drop fordommene

Forældrene skal simpelthen droppe deres egne fordomme mod gaming og sætte sig ind i, hvad det er, mener Emil Ludvigsen.

»Der er ingen grund til at tabe en god mulighed for at være sammen med sine børn om noget, der interesserer dem. Bare fordi det er gaming, behøver du ikke være ekspert. Du skal heller ikke vide alt om offsideregler for at gå med dit barn til fodbold,« siger han.

»Det er din rolle at sætte de meningsfulde rammer, lade børnene være eksperter og lytte interesseret, når de bruger ord, du ikke forstår. Tro på, at du efterhånden kommer til at forstå, hvad de taler om.«

Det er netop det perspektiv, Mary Fondens rapport har med. Den ser både på, hvad læringspotentialet eller fællesskabspotentialet i gaming er, og hvad de voksnes rolle er, påpeger han.

»Rapporten underbygger det, som vi på Center for Digital Pædagogik har som anbefaling: Når børn og unge godt kan lide at spille, skal vi få dem til at spille så meget som muligt i faciliterede fællesskaber med voksne, der kan sætte en pædagogisk ramme og sikre den gode tone, sammenholdet og samarbejdet. Det er meget bedre, end når de går hjem på værelset og spiller hver for sig,« siger han.

»For mig er det en central pointe, at gaming ikke har nogen iboende negativ værdi, men hvis det går ud over eller forstyrrer andre gode ting i barnets liv, kan det have en dårlig effekt. ”Fortnite” er fedt, men det må aldrig trumfe turen hjem til farmor. Der må man som forælder sige, hvad er vigtigt for familiens fællesskab. Gaming skal passe ind i den ramme – det er ikke familielivet, der skal indrettes efter, hvornår barnet gerne vil spille.«

Gennem sit job er Emil Ludvigsen ofte ude på fritidsklubber for at tale med børn og deres forældre om gaming. Der oplever han, at forældrene somme tider insisterer på, at børnene kun må spille 20 minutter ad gangen.

»Men det giver jo ikke mening, når en runde i ”Fortnite” tager 25 minutter. Det betyder bare, at børnene så går hjem og spiller og på den måde melder sig ud af fællesskabet,« mener han.

»Det ville være bedre, at man i stedet for at tale om skærmforbud taler om bedre skærm og social skærm.«

En del af hverdagen

I fritids- og ungdomsklubben Vesterbro Ungdomsgård i København er gaming en væsentlig del af hverdagen. Af de 900 klubmedlemmer mellem 10-14 år benytter ca. 150 af dem dagligt tilbuddet om at spille bl.a. ”Fortnite” og ”Counter-Strike”. Typisk kan de få en tid ved en af klubbens ca. 40 computerskærme i to gange en halv time pr. dag.

Gaming i klubben handler om meget mere end tid ved en skærm, fortæller pædagog Sune Guld Boesen, Vesterbro Ungdomsgård.

»Det handler om, hvad der er god gaming og om gode sociale relationer gennem det fysiske samvær om skærmen, legen og konkurrencen,« siger han og påpeger, at begrebet god gaming er indarbejdet i det pædagogiske arbejde.

»De unge har brug for rollemodeller, som bl.a. kan lære dem at tabe og vinde med samme sind. De skal lære at mærke, hvornår det er sjovt at spille, og hvor fedt det er, når man kan sidde sammen og heppe på hinanden, også selv om det spil, som man selv er med i, ikke går så godt.«

Sune Guld Boesen oplever, at dårlige gamingoplevelser ofte opstår, når børn og unge isolerer sig med computerspillet.

»Det kan give problemer, at de kan ende med at sidde alene hjemme på børneværelset og måske få en dårlig oplevelse med at spille med en gruppe voksne mænd fra Bulgarien,« siger han, der allerhelst ser, at computeren kommer ud af børneværelset og ind i en forening. Også gerne når de unge er blevet for gamle til at komme i fritidsklub.

»Det kan noget at være sammen med andre. Vi oplever, at de unge søger deres venner, nye venskaber og fællesskabet hos os,« siger han.

Stadig bedste venner

Det gjorde Emil Ludvigsen, som stadig er en ivrig gamer, da han var ung.

»Flere af mine bedste venner i dag mødte jeg tilfældigvis i et spil, da vi gik i 6.-7. klasse,« griner han.

»Jo ældre vi bliver, jo sværere kan det være at samles. Men gaming er en hobby, man kan have med resten af sit liv, så vi skal nok finde tiden til det fællesskab igen.«