Vi tog en time i skoven med Danmarks ældste fitnessinstruktør, som har et vigtigt budskab til os

»En, to, tre, fire, fem – stooop!«

»Bøj knæene, Gudrun. Kom nu. Kom nuuuuu!«

Kis Østergaard, Danmarks nok ældste fitnessinstruktør, har et par tricks til, hvordan man holder sig aktiv og mobil på sine ældre dage.

Hun ved også, hvad man for alt i verden ikke må gøre. Og hun deler gerne ud af sin viden.

Den 88-årige fitnessinstruktør vinker mod os, da vi møder hende ved skovåbningen i Viborg.

Hun er iført en grøn vindjakke og både arme og hår stritter ud til alle sider, mens hun hyggesnakker med de fem ældre kvinder, som er mødt op til dagens træning i god tid.

»Så mangler vi bare Ingerlise,« udbryder hun i et energisk toneleje, inden snakken fortsætter. Den når både at omhandle hendes snarlige tur til Japan og et studie om 10.000 skridt, inden 79-årige Ingerlise kommer cyklende med to gåstave i cykelkurven.

De to stænger er årsagen til forsinkelsen. Hun havde glemt det essentielle redskab hjemme og var vendt om halvvejs.

»Skidt med det. Skal vi have gang i skulderbladene?« spørger Kis Østergaard retorisk, mens hun signalerer til de nu seks ældre kvinder, at de skal stille sig klar i en cirkel.

To minutter efter begynder en træningstime, som rent ud sagt er ud over det sædvanlige. En ufattelig blanding af gymnastik og naturundervisning med hjælp fra løbecykler, gåstave og god energi.

Alt sammen instrueret af alderspræsident Kis Østergaard. Hun har været instruktør i over 60 år, og siden corona har hun afholdt sessioner i skoven ved Viborg.

Men hvorfra finder en 88-årig pensionist gejsten? Og er timerne kun for hendes egen skyld, eller er der en større mening med galskaben?

Motion alle hverdage – næsten.

»Hvor højt er det her træ,« spørger Kis Østergaard den lille gruppe.

Efter opvarmningen, som bød på en form for squats og en masse stræk, har gruppen sat kursen mod skoven. Det første stop byder på undervisning om træerne fra naturvejleder-Kis.

Ja, hun har mange forskellige kasketter på, den her kvinde. Opfordringen til dialog bliver dog hurtigt til monolog, da ingen af de seks kvinder ved, hvor højt træet er.

Eller hvor stor en diameter det har, selv om de alle krammer det i jagten efter svar. Heldigvis har Kis Østergaard det rette facit, for hun kender skoven ud og ind.

I mere end 25 år var hun nemlig lærer på Viborg Idrætshøjskole, som grænser op til skoven.

På højskolen uddannede hun instruktører, og hun forklarer, at hun altid er gået højt op i »kroppens anatomi«.

Det gør hun stadigvæk, og derfor er mandagens træning også langtfra den eneste form for motion, som den 88-årige ildsjæl dyrker.

»Hver dag skal jeg opleve noget med min krop. Og det kan enten være her,« siger hun og slår armene ud mod skoven i retning af højskolen.

»Eller det kan være nede i min kælder, hvor jeg har et motionsrum.«

Faktisk har hun et ret tætpakket program, og derfor må hun også opremse sin ugentlige motionsmængde et par gange, før det står helt klart.

»Nu er det mandag i dag. Om tirsdagen har jeg TRX, torsdag underviser jeg i stolegymnastik, og fredag har jeg TRX igen.«

Hvad med onsdag?

»Ja, det er min fridag,« siger hun.

Men:

»Nogle gange går jeg en tur i skoven, når jeg ikke kan lade være.«

Kun lidt hårdt

Dagens øvelser har Kis Østergaard også udviklet ud fra kroppens anatomi. Hun ved da også lidt om at skulle udvikle et program, for hun startede som instruktør i 1951.

»Værsgo at komme indenfor. Her har vi ikke været før,« siger hun og leder gruppen hen til et væltet træ.

Med hjælp fra stavene laver de en ny øvelse, der bedst kan beskrives som en form for sit ups eller mavebøjninger. Men kommandør-Kis påpeger, at det styrker nakken, og de ældre kvinder bøjer måske også hovedet mere end maven.

»Og én, to, tre.«

»Uhhh, det er jo ligefrem bøvlet.«

»Fire, fem, seks, syv, otte, ni. Den sidste gang bliver vi der. Kig op! Ooog 10,« råber Kis Østergaard, mens man næsten får helt ondt af de ældre kvinder.

Er det slet ikke hårdt?

»Nej,« siger den 83-årige Annelise Nicolaisen, men trækker lidt på det.

»Tjooo,« lyder det fra en anden.

»Ikke hver gang. Men nogle gange,« siger den 72-årige Sigridur Poulsen og anslår den gyldne mellemvej for træningsintensiteten. Hun er trods alt også den yngste på holdet.

»Men vi føler os ikke gamle, når vi okser rundt.«

»Vi kan ikke undvære det,« stemmer den 86-årige Gudrun Back Jensen i.

Ord, som trækker Kis Østergaards smil helt op til de ører, som efterhånden er blevet lidt røde efter næsten en time i skoven en kold forårsdag.

»Min største svaghed er, at jeg er engageret,« griner hun.

»Det er mit højeste ønske, at vi stopper med at tale om, hvor forfærdeligt det er at blive gammel. Vi ældre bliver nødt til at acceptere, at vi bliver mindre mobile med alderen. For man skal ikke tro, at man kan det samme, som man kunne før. Det er det værste, man kan gøre.«

Og efter endnu mere trav og øvelser, der blandt andet indebærer en bænk, flere træer og en ret så stejl bakke – som de ældre kvinder bestiger imponerende hurtigt – er vi nået hen til dagens sidste aktivitet.

Ved siden af Viborg Højskole, godt gemt bag et skur med kajakker og andet sejludstyr, ligger en bunke af cykler.

De er ikke kønne, ret så rustne og formentligt ikke attraktive for en cykeltyv. Pedalerne er nemlig taget af, men det er meningen. Utroligt nok.

»Det er løbecykler til gamle mennesker,« siger Kis Østergaard, og forklaringen er egentlig god nok.

For ligesom små børn bruger løbecykler til at holde balancen, kan det samme formål hjælpe ældre, siger cykellærer-Kis.

»Og de er nemme at stoppe. Man skal bare bruge fødderne.«

Den svære accept

Kort efter sætter kvinderne sig op på hver deres cykel, og kører det næste kvarter i cirkler på en lille sti, mens de laver forskellige stræk med benene og suser ned ad en lille bakke.

Rundt og rundt med udsigt til vandet og med en svag baggrundsmusik af Tobias Rahim – som vistnok stammer fra en soundboks ved højskolen.

»Skub ryggen bagud.«

»Stræk benene. Kom så!« råber Kis Østergaard, indtil de ældre kvinder synes at have fået nok. I hvert fald er det, som om at turene rundt i cirkler bliver færre, og Kis Østergaard må have set det samme.

»Nå, I synes, I har gjort det godt? Det synes jeg faktisk også, så lad os gå tilbage til bilerne.«

På vejen tilbage informerer Kis Østergaard kvinderne om, at næste uges træning er aflyst. Også næste gang igen, for hun skal to uger til Japan.

Det er 14. gang, hun skal til landet, som hun besøgte første gang i 1978. Med sig tager hun to nevøer.

»Ville de ikke med, var jeg ikke taget afsted. Det har jeg ikke mod på længere.«

Og det kan du godt acceptere?

»Det er jo sådan, det er at blive ældre. Man kan ikke det samme, som man kunne før, og det skal man justere sit liv ud fra.«

Et sidste spørgsmål trænger sig på.

Men føler du dig egentlig gammel?

»Det er svært. På det sidste har jeg tænkt meget over, at det er ærgerligt, jeg er blevet så gammel. Jeg ville gerne have mere tid til at kæmpe for, at endnu flere fik livsglæden ved at bevæge sig. Når først man har glæden ved kroppen, så siger man ikke nej til en ny udfordring.«

Få dagens vigtigste historie på lyd i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.