Fortsæt til indhold
Indland

Her er tre gode råd til at undgå tyveri af sidespejle

Er du en af dem, der gerne vil beholde dine sidespejle og undgå tyveknægte? Så får du her tre gode råd til, hvordan du kan sikre dig – og et bud på, hvad tyvene skal bruge den her reservedel til.

Ny dag. Nye tyverier.

Sagaen om de stjålne sidespejle vil ingen ende tage, og tirsdag fik de mange anmeldelser Østjyllands Politi til at udsende en efterlysning. For selvom tyverierne har stået på i over en uge, og knap 200 sidespejle er blevet stjålet, er ingen endnu anholdt.

Ifølge Martin Frank Rasmussen, der er vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, har politiet øget bevågenheden i og omkring Aarhus. Men måske kan man også gøre noget selv?

I hvert fald kommer politiet her med en række gode råd til, hvordan man som bilejer kan sikre sig mod den nye bølge af biltyverier – sammen med et bud på, hvor tyvekosterne ender.

1.

Overvågning

Politiet har endnu ikke fundet den egentlige årsag til, hvorfor så mange sidespejle bliver stjålet i øjeblikket. Kun at tyverierne fortsætter, og at det højst sandsynligt skyldes den »avancerede teknologi«, som de nye sidespejle indeholder.

Heldigvis finder man i nye biler også en anden form for teknologi, som kan virke forebyggende mod langfingrede tyveknægte.

»Har man noget overvågning på køretøjet, det har Tesla f.eks., så skal man tænde det,« siger Michael Frank Rasmussen, mens han samtidig påpeger, at man bør sætte kameraer op omkring huset og i garagen. Og det samme skal naboen.

2.

Sensorlys

Et andet råd fra vicepolitikommissæren er, at alt, som kan forstyrre tyven, er nyttigt. Det kunne eksempelvis være sensorlys.

»Vi ved, at det ikke tager voldsomt mange sekunder for de her tyve at stjæle sidespejle. Hvis det er sådan, at man kan forstyrre dem undervejs og sørge for, at de ikke nødvendigvis føler sig så trygge i deres foretagende, vil det være en meget god idé.«

3.

Nabohjælp

Han erkender, at det uden tvivl er vanskeligt at beskytte sine sidespejle fuldstændig, medmindre man altså har en garage med lås.

»Men,« siger han og afslører sit sidste råd:

»Nabohjælp er en god idé. Gå nogle runder i kvarteret, og kig efter det, som vi har oplyst. Vi ved, at de her tyve sandsynligvis kører på cykel og bruger rygsæk. Ser man nogle efter mørkets frembrud, som passer på den karakteristik, skal man ringe til politiet uanset hvad.«

Hvor er markedet for sidespejle?

I over en uge har flere medier kunnet berette om stjålne sidespejle, men ifølge Emil Enemark Sørensen, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, ser man løbende forskellige bølger af tyveri på eller i biler.

Tilbage i januar blev en mand også idømt fængsel i 3 år og 11 måneder ved byretten i Aarhus for ikke mindre end 31 forhold, der alle gik på tyveri af bildele. Det viser en dom, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. Manden havde blandt andet – ved én lejlighed – stjålet dæk og fælge til en samlet værdi af 1,5 mio. kr.

»De seneste par dage har vi været hårdt ramt af tyveri af sidespejle. Samme tyveribølge var vi ramt af i efteråret, og tidligere har det været tyveri af fælge eller måske endnu tidligere kølerfigurer,« har Emil Enemark Sørensen sagt til Jyllands-Posten.

Grundet omfanget af tyverier formoder politiet, at der er tale om »udenlandske omrejsende kriminelle«. Det har politikredsen set før, og det skyldes angiveligt, at der er et marked et sted. Men hvor?

Vicepolitikommissær Martin Frank Rasmussen understreger, at det kan være svært at sige entydigt. Alligevel har han et bud.

»Sædvanligvis, når det drejer sig om udenlandske kriminelle, tager de tyvekosterne ud af landet. Det har vi set ved nogle tidligere sager, hvor større mængder af rat og airbags blev forsøgt transporteret over grænsen. Det er muligt, at formålet er det samme denne gang.«