TV 2-meteorolog kritiserer langmodige DMI: »Helt godnat«
Der var til sidst kun få timer, til vejrsystemet ville nå Danmark, før DMI meldte en storm på vej til danskerne.
Det var ganske sent torsdag, før Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) med få timer til overs udsendte et varsel om, at en storm med vindstød af orkanstyrke ville ramme Danmark – en storm så kraftig, at den også kunne navngives.
At der skulle gå så længe, har DMI’s fagfolk forsøgt at forklare flere steder, men meteorolog og redaktionschef for TV 2 Vejret Peter Tanev er ikke tilfreds med vejrinstituttet i sagen.
Sent torsdag aften – lige efter at stormen var navngivet Rolf – sendte han således en bredside af sted mod DMI via det sociale medie X.
»Jeg troede, at ideen med at navngive storme i Danmark var, at man kunne advare befolkningen i god tid og bruge navnet i formidlingen. Men først 4-5 timer før stormen rammer, vælger DMI at komme med et navn. Helt godnat og ubrugeligt i dagens formidling af voldsomt vejr,« skriver meteorologen om tjenestens sene udmelding.
Jyllands-Posten talte sent torsdag med DMI, lige efter at stormen var blevet varslet og navngivet. Den vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Wagner, sagde således om sagen:
»Prognoserne har været meget i tvivl, men nu ser det ud til, at der kommer storm. Vi har undervejs haft mange prognoser, der har indikeret noget forskelligt.«
Også TV 2 Vejret har spurgt DMI ind til dets tilgang og fået dette svar fra en anden DMI-meteorolog, Jens Lindskjold:
»Det er ærlig snak at sige, at vi har været på vippen hele dagen (torsdag, red.). Der er noget ved de her lavtryk, der uddybes utroligt hurtigt og bevæger sig meget hurtigt, så modellerne har svært ved helt at få styrken aflæst.«
Så længe stormen varer, kan du følge nyt om den i vores liveblog her:
Få dagens vigtigste historie på lyd i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.