Fortsæt til indhold
Indland

Boligområde væltede sig i dispensationer: »Mange snakker det ned, men det er der ikke grund til«

Vi har besøgt området ved Højagergårdsvej.

»Vi har købt grunden på et forkert grundlag.«

Sådan lød kritikken her på JP Horsens, da en beboer ved Højagergårdsvej i Sydbyen i juni 2022 stillede sig frem og luftede sin frustation over Horsens Kommunes rundhåndede uddeling af dispensationer i området, flere end 180.

Da han, Ole Spee, købte sin byggegrund, skelede han til en lokaplan, der lagde op til 300 nye boliger ved Højagergårdsvej. Men allerede da blot halvdelen af arealet var bebygget, stod 300 nye boliger indflytningsklar, og Horsens Kommune lagde op til en tilsvarende ekspansion på den resterende halvdel.

I sommeren 2022 var der stort fokus på de mange dispensation, der er givet til byggeri i Højagergårdsvej-området. Foto: Claus Skovholm

Efter politisk fokus på sagen blev antallet nedjusteret til 137.

»Vi kan selvfølgelig godt forstå, at der skal bygges på området, og at en ny lokalplan er nødvendig, men 130-140 flere boliger er stadig for mange. Hvis de bliver bygget, bliver den oprindelige lokalplan overskredet med ca. 50 pct.,« påpegede Ole Spee.

»Der er noget helt skævt, når man som kommune, med en lokalplan som eneste salgsmateriale, sælger grunde til borgerne, og ganske kort tid efter ændrer selvsamme lokalplan. Det er falsk markedsføring i mine øjne, og det vil have konsekvenser for trafik, støj og børnene i området.«

Martin Ravn (V), formand for plan- og vejudvalget, anerkendte kritikken.

»De her mennesker har købt en grund, hvor salgsafdelingen har lovet et område med en grøn profil og grønne kiler. En anden afdeling i forvaltningen har så siddet og givet så mange dispensationer til byggeriet. Det er jo her, kæden hopper helt af,« svarede Martin Ravn.

Den endelige lokalplan for den resterende del af området blev yderligere nedjusteret til 120 boliger.

Masser af plads

Her et år senere har JP Horsens besøgt den del af området, som er blevet bebygget, for at spørge beboere i nabolaget, hvordan de oplever området.

Her mødte vi bl.a. Niels Meldgaard, der i januar 2022 flyttede ind i et nyt hus på Dryasvej. Han mener, at kritikken har taget overhånd.

»Det er godt at bo her. Mange snakker det ned, men det er der ikke grund til. Der er masser af plads rundt om villaerne,« konstaterer han.

Han medgiver, at de rækkehuse, som er opført i området, er bygget tæt.

»Men de gør meget for, at det forbliver pænt og grønt og har gartnere til at komme ud,« siger han.

Niels Meldgaard savner ikke grønne arealer.

»Der ligger vild natur lige i nærheden. Vi har en mark med biodiversitet, som ikke bliver slået, lige ved siden af vores hus. Og bag den ligger grønne korridorer med svaner, fiskehejrer og rovfugle,« siger han.

Han betoner også, at vejene er brede, og at den store befolkningstilvækst har ansporet Coop til at etablere en 365-forretning i området.

»Det er superfedt,« siger Niels Meldgaard.

Grønne områder er væk

Mindre fornøjede er parret Linda Wittorff og Hans Rasmussen.

Siden 1996 har de boet på Valmuevej, og de har dermed fulgt områdets massive vækst på nært hold.

»Vi havde en dejlig fredskov, som forsvandt over natten,« siger Linda Wittorff og peger mod området nord for Højagergårdsvej, som nu er bebygget med huse.

Linda Wittoff og Hans Rasmussen er kede af den udvikling, området har gennemgået. Foto: Claus Skovholm

»De grønne områder er her ikke mere. Der er blevet bygget oven på dem, og byggeriet er blevet for tæt,« siger hun.

Hans Rasmussen glæder sig over, at der er en 365-butik på vej, men han mener også, at byggeriet har taget overhånd.

»Mange er flyttet ind i en bolig med god udsigt. Men så er byggeriet fortsat, og i dag har de udsigt til en mur,« siger han.

»Vi kan ellers godt lide at bo her,« konstaterer Hans Rasmussen.