Tre retter faldt igennem: Ambitiøse Gran Social snubler lige før målstregen

Café Gran er blevet et af mine yndlingssteder i Horsens. Den centrale placering, rå æstetik, glimrende cafémad og uhøjtidelige betjening er normalt garant for en skøn oplevelse. Nyeste innovation fra spisestedet har fået navnet Gran Social, der på hjemmesiden forklares som ”social dining, hvor smag går i ét med selskabet du er sammen med”.

Denne aften nød jeg i fulde drag selskabet; Sissel får som altid seks ud af seks stjerner. Det må restauranten i al retfærdighed også score lidt point for, da indretningen virkelig er meget hyggelig, og personalet er nærværende, venlige og humoristiske. Spiseoplevelsen var dog en blanding af Grans velkendte fortræffelighed og, desværre, delvis skuffelse.

Gran Social tilbyder en 10-retters-menu, der tillader kulinarisk eksperimentering, fordi smagsindtrykkene kan varieres mere end ved en klassisk 3- eller 4-retters menu. Udfordringen for spisestedet er så at sammensætte smagsindtryk, der komplementerer hinanden i både kontraster og ligheder. Gran Social lykkedes delvist med det ambitiøse projekt, som flere gange under serveringen imponerede. Desværre var der for meget, der ikke fungerede, til at eksperimentet kan erklæres en ubetinget succes.

Med til de 10 retter bestilte vi ”4 slags”, der består af cocktails og vin, som kan vælges med eller uden alkohol. Da vi var afsted uden børn og andre højlydte distraktioner, valgte vi versionen med procenter. Jeg er ellevild med ideen om at bryde med den klassiske vinmenu! Udførelsen varierede dog i succes, som det også var tilfældet med maden.

10-retters-menuen blev serveret i fire heats. Heat 1 og 2 var ubetinget de mest vellykkede og en imponerende start på aftenen. Første heat bestod af grove, sprøde kartoffelchips serveret med en vidunderlig creme fraiche-baseret dressing med urter, der balancerede hinanden genialt. Salt og cremet fedme går godt sammen i forvejen, men perfekt tilsmagning hævede retten op til det niveau, der kendetegner Café Gran. I en skål for sig lå to bitterballen, der, ud over at være et sjovt navn at sige højt, oprindeligt er en hollandsk ret, hvor en stuvning på oksekød køles, formes til boller, paneres og friteres. I Grans version erstattes stuvningen af hønsefrikassé, hvilket man med rette kan være skeptisk over for… lige indtil man smager dem. Sprødt, enkelt, enormt lækkert. Første heats sidste ret var puffede kiks med coppa på toppen. Coppa er krydret, tyndskåret, lufttørret nakkefilet, og smagte fortrinligt sammen med den tilhørende pesto oven på knasende kiks. Til første heat fik vi serveret et glas iskold rosé, der komplementerede både retterne og den lokale temperatur rigtig godt.

Andet heat bestod af farseret torsk, danske ærter og fladbrød. Det, der gør serveringen til social dining, er, at man selv skal fordele maden ud på tallerkenerne. Det fungerer bedst, når man er to, synes jeg, for så undgår man den akavede ”åh nej har jeg taget for meget”-forhandling med resten af bordet. Fisken imponerede ikke ved første smagsindtryk. Jeg brokkede mig til Sissel, som havde en aldeles modsat oplevelse. Hun sagde: ”Smag lige igen. Men få denne gang alt med i samme bid”. Og hun havde ubetinget ret. De sursøde stikkelsbær og den syrnede fløde fremhævede den farserede torsk mesterligt og jeg måtte lægge mig fladt ned: Stor velsmag! De danske ærter bestod dels af håndbælgede, friske ærter med den fulde vægt af dansk solskin i kraft og smag, dels af en rørt fetapuré, og begge dele omkranset af citronmelisse. Urtens citrussmag fik fetaens fede sødme til at eksplodere i munden, og jeg mistænker, at en kokkelærling har brugt timevis på at kvalitetssikre ærterne, for jeg fik ikke en eneste dårlig ært. Ærteretten udgjorde en gennemtænkt symfoni af kontrasterende smage. Andet heats sidste ret var Socials fladbrød, som truede den ellers gode stemning. Sissel forstod slet ikke hypen, mens jeg som en anden gadeprædikant lovsang det grillede brøds underspillede smagfuldhed. Brødet var toppet med solsikkerkerner og gærflager. Sidstnævnte er et spøjst moderne indslag, som man især finder i vegansk mad som substitut for ost, og det er nok der, at Sissel og jeg var uenige. Flagerne giver et unikt særpræg, som man nok enten elsker eller finder mærkeligt. Vi kunne derimod blive enige om, at den solsikkehummus, der fulgte med, smagte dejligt, men at den grønne topping var aldeles unødvendig. Andet heat skuffede kun i form af en hyldeblomstbaseret cocktail à la mojito, der var alt for sød til at give nogen mening sammen med de øvrige retter. I andet heat gik smagsregnskabet mellem sødme og syre op på fineste vis, så længe man undgik cocktailen.

Det tredje heat udgjorde på sin vis pendanten til en almindelig serverings hovedret og bestod af grillet nakkekotelet, tomat og nye kartofler. Det var også i dette heat, at Gran Social tabte pusten. Nye kartofler nyder særstatus i den danske befolkning på linje med små havfruer, koldskål og årstidsbestemt smalltalk. Hos Gran var kartoflerne skåret i stykker, stegt i italiensk kryddersmør med sprøde løg til. På papiret en lækker ret, men i realiteten en anonym og forglemmelig oplevelse, hvor det, der gør nye kartofler nye, ikke var til at genkende i en lidt kedelig servering.

Den grillede kotelet ramte det præcis samme niveau: Jeg ville aldrig have studset over at få det serveret i privat regi, men som centralt protein i en restaurantmenu var den utilstrækkelig. Om end stegningen havde lykkes med at holde saften i kødet, hjalp de oliestegte cherrytomater ikke retten interessante steder hen. Tværtimod udlignede smagsindtrykkene hinanden i stedet for at virke forstærkende. Bøftomatskiven smagte af for lidt og udvandede saucen, der måske ellers havde fine smagsnoter. Mit gæt vil være, at tomaten var for umoden til retten, hvilket er synd, for ideen var god, hvilket er et fælles tema for de delretter, der mislykkedes denne aften.

Fjerde heat var dessert og udgjordes af en fortryllende peach melba på en bund af nødder, der gav knas til melbaens fine sødme og hindbærrenes genkendelige syre. Cocktailen var lige så sød som den forrige, men denne gang passede parringen langt bedre end i andet heat. Som avec bestilte jeg kaffe, Stauning whiskey og petit fours. Whiskeyen var min absolutte favorit fra Stauning, deres KAOS, der er et blend mellem to populære whiskeyer i en fusion af røg og rug. Sissel nød et glas portvin og overlod både røg og kager til denne veltilfredse dessertentusiast.

Gran, altså. Jeg har lyst til at give seks stjerner i et delirium af kærlighed til jeres sære egenart. Horsens kan være stolt af at have jer på bykortet. Men jeg kan ikke give fuldt hus; der er ganske enkelt for meget, der ikke fungerede i aften. Jeg har også lyst til at give fem stjerner, fordi det, der så til gengæld fungerede, fungerede fortræffeligt. Alligevel ender vi på fire stjerner, og tungen på vægtskålen bliver prisen. 2000 kroner er mere end fair for en 10-retters plus avec, men så må det ikke ske, at et helt heat bestående af tre retter falder igennem, som det gjorde her.

Det virker passende at citere indskriften nederst på regningen fra vores besøg: ”Vi glæder os til at forkæle jer, igen…” Det glæder vi os også til, Gran. For trods mange vellykkede delelementer repræsenterer i aften ikke helt det høje niveau, vi er vant til, som I er i stand til, og som helt sikkert trækker os forbi igen i fremtiden.