- Artiklen opdateres
23-årig mand tiltalt for tre drab og 11 drabsforsøg i Field's-skyderi
En 17-årig dreng, en 17-årig pige og en 46-årig mand mistede livet ved skyderiet den 3. juli sidste år.
Politiet har nu rejst tiltale mod den 23-årige mand, der er anklaget for at stå bag det skyderiet i shoppingcentret Field’s den 3. juli sidste år.
Den nu 23-årige er tiltalt for at have dræbt tre personer, en 17-årig dreng, en 17-årig pige og en 46-årig mand. Derudover er han blandt andet også tiltalt for 11 drabsforsøg, samt drabsforsøg ved at have skudt mod en gruppe på ca. 21 personer. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
»Det er en særdeles alvorlig sag, som politiet har efterforsket meget omhyggeligt. I anklagemyndigheden har vi foretaget en grundig juridisk vurdering af sagens omfattende materiale, og derfor har vi på den baggrund nu rejst tiltale,« siger specialanklager Søren Harbo fra Københavns Politi.
Den 23-årige mand blev anholdt uden for Field’s kort efter skyderiet, og han har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret den 4. juli 2022.
Den formodede gerningsmand, der har siddet varetægtsfængsel i surrogat, havde kort forinden angrebet været i psykiatrisk behandling på Psykiatrisk Center Amager. Sidenhen har afdelingen fået et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), efter at centeret har afdækket flere problemer med patientsikkerheden.
Sagen vil blive ført i Københavns Byret, hvor der er afsat seks retsdage. Den begynder den 12. juni og forventes afsluttet den 5. juli.