Fortsæt til indhold
Indland

Grundfos giver ordet til de unge

Nyt initiativ giver unge mulighed for at tage del i vigtige diskussioner om fremtidens bæredygtighedsmål.

Grundfos er med til at sende en række unge til FNs Vandkonference i New York i 2023.

Pumpevirksomheden har indgået et samarbejde med IWA (International Water Association) for at finde 12 unge vandprofessionelle fra hele verden til et nyt initiativ.

Initiativet, der går under navnet ”The Youth Action for SDG 6 Fellowship”, tilbyder de unge vandspecialister chancen for at deltage i FN’s Vandkonference 2023 i New York, hvor de får mulighed for at tage del i vigtige diskussioner om fremtidens bæredygtighedsmål. Det oplyser Grundfos i en pressemeddelelse.

»Det er en chance for at tænke langsigtet og tillade den næste generation at mødes og inspirere verdens ledere, mens de samtidig opbygger et netværk og lærer af andre professionelle i branchen. Muligheder som disse opstår sjældent, og jeg håber, at mange vil ansøge,« siger vicedirektør i Grundfos Ulrik Gernow.

Udover deltagelsen ved FN’s Vandkonference vil de 12 unge talenter, som bliver udvalgt af IWA, efterfølgende samles på Grundfos hovedkontor i Bjerringbro. Her skal de præsentere deres erfaringer fra vandkonferencen og facilitere flere brainstorm-sessioner, der har til formål at støtte udviklingen af den fælles rapport fra Grundfos og IWA.

Ansøgere skal være mellem 18 og 35 år på datoen for FN’s Vandkonference 2023, som finder sted 24. marts 2023.