Gravid kvinde dræbt i Holbæk: Politiet jagter »ung« gerningsmand
Den dræbte kvindes lille barn bliver behandlet på Rigshospitalet og »lader til at overleve«, oplyser politiet.
Gerningsmanden bag drabet på en gravid kvinde i Holbæk torsdag aften er fortsat på fri fod fredag formiddag.
Omkring kl. 23 blev den 37-årige kvinde overfaldet og dræbt af knivstik på Samsøvej nær sin arbejdsplads.
Hendes lille barn bliver behandlet på Rigshospitalet og »lader til at overleve«. Det oplyser vicepolitiinspektør Kim Løvkvist, Midt- og Vestsjællands Politi, fredag formiddag på et pressemøde.
Det er uvist, hvor langt henne kvinden var i graviditeten. Det samme er barnets nærmere tilstand.
Kvinden havde netop fået fri fra arbejde og sad i sin bil, da hun af en ukendt gerningsmand blev stukket flere gange med en kniv og trukket ud af bilen.
Gerningsmanden var flygtet, da politiet nåede frem efter at have modtaget en anmeldelse om overfaldet kl. 23.30. Kvinden var hårdt kvæstet og blev erklæret død på Holbæk Sygehus. Men da den første patrulje på stedet ydede førstehjælp, lykkedes det for barnet at overleve.
Et forbipasserende vidne, som er kollega til kvinden, forsøgte ifølge politiet at gribe ind i overfaldet, men vidnet var ikke i stand til at forhindre drabet.
Vidnets signalement af gerningsmanden er en ung mand på 18-19 år. Han beskrives som »spinkel« af bygning og ca. 170-175 cm høj. Han var iført en kort, sort jakke og sort hue og er »formentlig« af anden etnisk baggrund end dansk, siger vicepolitiinspektøren. I en pressemeddelelse beskrives manden som »brun i huden« med »lange ben«.
Den dræbte kvinde er afghansk statsborger, men bor i Danmark.
»Det er selvfølgelig dybt, dybt tragisk, og efterforskningen har pågået hele natten. Vi kaster massive ressourcer ind i det her – og rigtig mange kompetencer. Vi holder alle døre åbne i den her efterforskning, og vi efterforsker bredt,« siger Kim Løvkvist.
Politiet har fortsat ingen mistanker til en konkret gerningsmand eller motivet til drabet. Det er for tidligt at sige, om der kan være en relation mellem gerningsmanden og den dræbte, siger vicepolitiinspektøren på pressemødet.
Ifølge politiet var den dræbte kvinde ansat på et plejecenter, der ligger på den vej, hvor overfaldet fandt sted. Der skal være tale om et ganske almindeligt plejecenter med ældre beboere.
Natten igennem har politiet været massivt til stede i området med hunde.
Politiet har ikke fået ret mange henvendelser og ønsker at høre fra alle, der har befundet sig i området omkring gerningstidspunktet, som har bemærket personer eller køretøjer på stedet, eller som finder beklædning eller mistænkelige genstande. Han opfordrer også til, at beboere i området undgår at slette eventuel videoovervågning.
Der er intet der tyder på, at folk, som bor i området, har grund til at være utrygge eller bekymrede, siger vicepolitiinspektøren.
»Vi tænker, at det er en enkeltstående hændelse. Meget, meget tragisk, meget, meget ulykkelig hændelse. Det er ikke noget, der retter sig mod almindelige mennesker, der bor ude i området,« siger han.
Man kan kontakte politiet på 114, hvis man har set noget.