Fortsæt til indhold
Indland

AC Horsens forsøgte at hente Sebastian Grønning

Adskillige klubber var med i kapløbet, og De Gule fra Langmarksvej var en af dem.

I de døende timer af sommerens transfervindue lykkedes det AC Horsens at nå det altoverskyggende mål: en offensiv forstærkning.

Den tidligere Brøndby-bomber Simon Makienok blev hentet til Casa Arena efter en længere periode i flere udenlandske klubber.

AC Horsens undersøgte dog også mulighederne for at hente en anden angriber.

JP Horsens erfarer, at AC Horsens forhørte sig om muligheden for at skrive kontrakt med den tidligere Viborg-profil Sebastian Grønning.

Ifølge JP Horsens’ oplysninger gav AC Horsens undervejs også et tilbud til den ombejlede angriber.

Spillerens agent bekræfter kontakten over for JP Horsens, men vil derudover ikke kommentere.

»Der er flere, der har spurgt ind til Sebastians situation, inkl. AC Horsens,« siger Christian Bysted Christensen fra Elite Consulting, som repræsenterer Sebastian Grønning.

Sebastian Grønning var blandt Viborg FF’s bedste spillere i første halvdel af sidste sæson. Derefter blev han solgt til sydkoreanske Suwon Samsung Bluewings.

Det ophold varede dog ikke længe, før han i sommer blev løst fra sin kontrakt og pludselig tiltrak sig interesse fra adskillige danske klubber, herunder altså AC Horsens.

I sidste ende skiftede han til naboerne fra AGF, som for en uge siden blev sendt hjem fra netop Horsens med et nederlag i bagagen.

Sebastian Grønning fik sin fodboldopdragelse i AaB, og ifølge flere medier var det også den nordjyske klub, der var længst med i kapløbet om at sikre angriberens underskrift.

Faktisk så det længe ud til, at han var på vej til AaB. Det i en sådan grad, at nordjydernes sportschef Inge André Olsen for kun fem dage siden sagde til Nordjyske, at han ville blive overrasket, hvis spilleren gik i en anden retning.

»Ja, det ville jeg blive, for vi har jo fået positive meldinger fra hans lejr. Jeg ville nok forvente at blive informeret, hvis det pegede den vej, men man ved jo aldrig,« sagde han til avisen efter en AaB-kamp i Randers, hvor Sebastian Grønning havde set med fra tribunen.

Sportschefen må dermed have været overrasket, da angriberen på transfervinduets sidste dag blev præsenteret som ny spiller i AGF.

Sports- og talentchef i AC Horsens, Niels Erik Søndergård, vil hverken be- eller afkræfte kontakten til Sebastian Grønnings repræsentanter.

»Jeg vil ikke kommentere enkeltstående navne,« siger han.