Fortsæt til indhold
Indland

Dagens overblik: Det mest vilde ved festivalen er...

....hvordan i alverden får man 5.000 frivillige til at være så glade, hjælpsomme og humørfyldte?

Der er ikke noget, som en lille ferie, der smelter sammen med en weekend, vel?
Sådan noget står vi midt i lige nu, og samtidig er Jelling Musikfestival 2022 i gang i baghaven.
35.000 mennesker er samlet i et musikalsk fællesskab, som har vendt corona ryggen, og noget af det unikke er blevet forstærket i år - glæden er mere markant end nogensinde.
Det er Jelling Musikfestival i forvejen kendt for, men den har fået et nøk opad i år, og selv fra scenerne kommer det til udtryk, når Steffen Brandt og andre kunstnere hylder Charlie, fordi festivallederen er i gang med sin sidste ”kamp”, inden han trækker sig tilbage.
Men det mest vilde ved festivalen er ..., hvordan i alverden får man 5.000 frivillige til at være så glade, hjælpsomme og humørfyldte? Hvad er koden? Og hvorfor er vi ikke sådan over for hinanden, når der ikke er musikfestival?
Nå, pyt med det - det snakker vi om en anden dag - så her kan i stedet læse om, at hovednavnet på festivalen ifølge vores anmelder skuffede, mens Jyllands-Postens anmelder var noget mere tilfreds med Duran Durans koncert. Desuden kan du læse, at Hotel Hedegaarden bliver smukkere og grønnere, at der er nyt i sagen om forgiftet rottweiler, at DR bliver boykottet samt en gentænkning af et kendt Vejle-marked.
Rigtig god weekend - pas på hinanden.