Hovednavnet skuffede: På et tidspunkt tjekkede publikum helt ud

Der var engang, en tid hvor inflation pressede privatøkonomien, hvor Top Gun var den hotteste nye film i biffen, og de britiske popgiganter Duran Duran kunne nedlægge ethvert publikum. Jelling Festivals internationale hovednavn skulle torsdag vise, om tiderne er skiftet eller, hvorvidt historien gentager sig.

Artiklens øverste billede
Træfsikkerheden er uundgåelig – sådan cirka. Foto: Flemming Ege
Hvis du vil vide mere om Vejle

Giorgio Moroder produktionen ”Velvet Newton” åbner mesterligt op for et Studio 54 dansebal. Arvesølvet ”The Wild Boys” og ”Hungry Like the Wolf” følger som skabelon på en uimodståelig introduktion til pop-skatkammeret. Nyfortolkede koklokke-synkoper på ”The Wild Boys” opløfter tracket til vor tidsalder, som var nummeret skabt i fjor. Det er fremragende og moderne udført.

Kun få sange lader dansen forstumme til fordel for andre typer af bevægelse. ”Ordinary World” samler således festivalpladsen i omfavnelse og fællessang.

Et cover af Calvin Harris’ ”Acceptable in the 80s” er afsluttende bemærkning på ordinære spilletid. Hyldesten til årtiet blendes sømløst ind i ”Girls on Film”. Og ja – hvad der var acceptabelt i firserne er også acceptabelt i dag. Jeg fortryder alt dårligt jeg nogensinde har sagt om skulderpuder og skrabet Betamax-æstetik. Selv mine aversioner mod vandsenge tager jeg i mig igen.

Bandets faste tre ekstranumre inkluderer ”The Chauffeur”, hvor forsanger Simon le Bon viser habilt håndværk på ocarina-fløjte. Læg dertil fine evner på Gibson-stålstrenge under ”Save a Prayer”. Hverken disse skjulte talenter eller et charmerende energibombardement kan dog fuldt ud kompensere for aftenens jævne vokalpræstation.

Med så omfangsrig en hitliste tilgængelig, så er det nærmest umuligt for le Bon og co. at servere blandede bolsjer. Træfsikkerheden er uundgåelig – sådan cirka. Bandets udspil fra 2021-albummet Future Past går stort set henover hovederne på publikum.

Koncertens forcer skal findes i Nick Rhodes’ arsenal af Roland synths og Roger Taylors insisterende disko-stortromme. Sammen med John Taylors solide basgange er Duran Duran festmusik, der kan mærkes. Simon Willescroft leverer sexet saxofon som aftenens måske vigtigste spiller. Bandets faste liveguitarist Dominic Brown gør fornem statur på Gibson og Fender, mens korsangere og vokalister Anna Ross og Rachael O’Connor konsekvent overtrumfer le Bon i tonalitet.

Showet indeholder en del gimmicks med til tider for opmærksomhedskrævende momenter såsom forfalsket fotosession og James Bond visuals på bandets enorme storskærm. Det bliver måske en kende for iscenesat og mekanisk. Det kan dog ikke underkendes, at Duran Duran anno 2022 er underholdende igennem 102 minutters charme, selvtillid og lækkert bagkatalog.

Duran Duran, Jelling Festival

Denne anmeldelse er leveret til JP Vejle af GAFFA.

Hvis du vil vide mere om Vejle

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.