Fortsæt til indhold
Indland

Selskabet bag Lego investerer milliarder i berømt spilfirma

Spilfirmaet står bag ét af de mest populære spil de seneste år.

I slutningen af 90’erne blev de kendt for spillet Unreal.

I 00’erne var det Gears of War, og i dag står de bag et af de absolut mest populære spil: Fortnite.

Epic Games er et af verdens mest berømte spilfirmaer, og nu har de fået en kæmpe milliardinvestering fra et dansk firma.

Spilfirmaet oplyser således i en pressemeddelelse, at Kirkbi - selskabet bag Lego - har investeret 1 mia. dollar i firmaet. Det svarer til 6,8 mia. danske kroner.

Investeringen kommer, efter at Epic Games har rejst penge til at udvikle en virtuel verden, hvor brugere kan mødes - et såkaldt metavers. Det taler godt ind i Legos mission, mener Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i Kirkbi.

»Epic Games er kendt for at skabe legesyge og kreative oplevelser og støtte store og små skabere,« siger han i pressemeddelelsen fra Epic Games.

Kirkbi ejer 75 pct. af Lego Group og er Kirk Kristiansen-familiens private holding og investeringsselskab.

»En del af vores investeringer fokuserer på trends, vi tror vil have en påvirkning på den fremtidige verden, som vi og vores børn lever i. Denne investering vil accelerere vores engagement i en verden af digital leg, og vi er glade for at investere i Epic Games for at støtte deres videre rejse,« siger Søren Thorup Sørensen i pressemeddelelsen.

Sammen med Kirkbi har den japanske elektronikgigant Sony også investeret 6,8 mia. kr. i Epic Games. Af pressemeddelelsen fremgår det, at Epic Games nu er værdisat til svimlende 215 mia. kr.

I spilverdenen er der blevet lavet flere store investeringer i løbet af 2022. I januar købte Sony spilfirmaet Bungie for 3,6 mia. dollar. Bungie står bag populære titler som Halo og Destiny.

Den handel blegner dog lidt ift. årets største spilfirma-handel. Microsoft har således købt firmaet Activision Blizzard for hele 68,7 mia. dollar. Activision Blizzard er kendt for at udgive bl.a. Call of Duty og World of Warcraft. Den handel forventes først at gå helt igennem til næste år.