Randers sætter smitterekord: »De er pressede, og de løber hurtigt alle steder«
På landsplan er der det seneste døgn registreret 25.995 smittede.
Hver dag i 2022 har Randers Kommune sat ny smitterekord.
Nytårsaftensdag var incidenstallet i kommunen 1.293, og i dag torsdag er tallet steget til 1.790 smittede pr. 100.000 indbyggere.
Det er stigning i smitte på 38,5 pct på en uge.
På trods af den rekordhøje smitte, så påvirker det ikke driften i kommunen.
»Det er selvfølgelig klart, at det er bekymrende, at vi på kommuneplan stiger. Men det stikker ikke af ift. hvordan den generelle udvikling er i Danmark,« siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers.
Han hæfter sig ved, at smitten ikke er størst blandt de ældste aldersgrupper.
Påvirker ikke driften
Selvom smitten lige nu er rekordhøj, så påvirker det ikke driften i Randers Kommune i nævneværdig grad, oplyser Jesper Kaas Schmidt.
»Vi har længe været forberedt på, at tingene ville udvikle sig på den måde. Nu håber vi på, at den indsats med intensive test efter nytår, både på ældreområdet og på børneområdet, har en effekt ift. opsporing, og at den kan inddæmme smitten. Og så håber vi selvfølgelig på, at vi kan bevæge os den anden vej,« siger han.
Det betyder dog ikke, at der ikke er sygdom blandt kommunens medarbejdere. Også nogle af de vikarbureauer, som kommunen benytter ved sygdom, har været ramt af sygdom, men alle opgaver bliver lige nu løst.
»Det er ikke nogen steder, hvor vi ikke kan gøre det. De er pressede, og de løber hurtigt alle steder for at få det til at hænge sammen og det skal selvfølgelig vende igen,« siger Jesper Kaas Schmidt.