Vaccinestatus i Region Midtjylland: Mange ledige tider og 79 pct færdigvaccinerede
Alle, der ønsker det, kan blive vaccineret, for vaccinestederne i Region Midtjylland har mange ledige tider de kommende dage.
1.116.000 borgere i Region Midtjylland har per 4. januar 2022 fået mindst ét vaccinestik – det svarer til 83,2 pct af alle borgere i regionen.
Og lige nu er der mange ledige tider til vaccination, det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Ønsker man at blive vaccineret, så kan man booke en tid på vacciner.dk, hvor det ifølge regionen bugner med ledige tider.
»Mange tak til alle jer, der er vaccineret. I hjælper til at holde smitten nede og sikre den nødvendige kapacitet på hospitalerne« siger regionsrådsformand Anders Kühnau ifølge en pressemeddelelse.
Corona-jobbank
Vaccinestederne har haft travlt med at ansætte og oplære nyt personale de seneste uger. I december lånte hospitaler og regionshuse ansatte ud til at hjælpe med vaccinationerne. De er nu næsten alle retur til deres respektive opgaver.
Derudover har 5.570 personer tilmeldt sig regionens Corona Assistance-jobbank lige før nytår. Ifølge regionen har man løbende brug for nyt personale, og derfor vil man fortsat kontakte personer, der har tilmeldt sig jobbanken, i takt med, at man får brug for flere ansatte.
»Viljen til at hjælpe har været enorm og større end vaccinestedernes behov for hjælpende hænder,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Hvor mange er vaccineret?
Ca. 1.116.000 borgere i regionen er vaccineret med mindst et stik, mens ca. 1.062.800 borgere har fået to eller flere vaccinestik.
Af alle borgere i Region Midtjylland svarer det til, at 83,2 % har fået mindst et vaccinestik og at 79,2 % har fået mindst to vaccinestik.
Af de inviterede borgere i Region Midtjylland har ca. 149.400 ikke ønsket at ladet sig vaccinere eller booket tid til vaccination. Det svarer til ca. 12 pct.
I gruppen 5-11-årige har 50 pct. enten fået første vaccinestik eller booket tid til det.