Læsernes gode råd til at arbejde hjemme
Corona tvinger i disse uger mange til at arbejde hjemmefra. Flere læsere er kommet med gode råd til at få det bedste ud af situationen.
Det er strømmet ind med forslag fra læserne, siden Jyllands-Posten bragte en artikel med fem gode råd til at arbejde hjemmefra under corona-pandemien. Ikke alle råd kan bruges af alle, men nogle af dem kan være en inspiration.
Se hinanden
Frem for almindelige telefonmøder, så hold videokonferencer over Skype eller lignende tjenester. »På den måde kan du se andre - og andre kan også se dig (og se om du har det godt),« skriver læser Niels Berthelsen, mens det fra Anette Bigum Rytter lyder: »Deltag i Skype-møder med kamera på for at styrke nærværet med kollegaer.«
Planlæg frokost på forhånd
Der er hverken kantine eller faste frokosttider, når man arbejder hjemmefra. »Det er overraskende let at glemme, at man skal huske at spise frokost, når man arbejder derhjemme,« mener Søren Knudsen, som opfordrer til at planlægge et måltid på forhånd, »som du hurtigt kan få klar til frokosttid«.
Husk at tale med kollegaerne
Når man arbejder hjemmefra, mister man en stor del af det sociale samvær på arbejdspladsen. Flere læsere kommer med forslag til at løse dette. F.eks. at aftale en eller to daglige ”kaffe-aftaler” af fem-syv minutters varighed – ikke mere – hvor man taler lidt arbejde og lidt privat med kollegaer. Anette Rytter foreslår at drikke »virtuel kaffe« med kollegaer.
Slipsetricket: Privat-far og arbejds-far
Har man små børn derhjemme, kan det være svært for dem at forstå, at nu er man på arbejde. Per Rask Jensen har brugt et trick, hvor han tog slips på, når han gik på arbejde på hjemmekontoret. Når dagen var slut, kom han ud fra kontoret og sørgede for, at børnene så, at han tog slipset af. »Forbavsende hurtigt lærte børnene, hvornår far var på arbejde og ikke måtte forstyrres, og hvornår han havde fri,« fortæller han.
Fejr fredag eftermiddag
»Fredag eftermiddag må gerne være lidt mere afslappet derhjemme end de andre dage. Spil noget høj musik, lav popcorn, spis en kage eller drik en Coca Cola,« foreslår Søren Knudsen.
Gåtur før og/eller efter arbejde
Tidligere havde læser Henrik Moos et par faste hjemmearbejdsdage om ugen. Han sørgede altid for at gå en lille tur, før han begyndte arbejdsdagen. »Turens længe var ikke afgørende, og den var tit kort. Men der var noget psykisk i at tage overtøj på og forlade hjemmet for lidt senere at gå ind på ’arbejdspladsen’. Så startede arbejdsdagen,« fortæller han. En anden læser foreslår at gå en tur efter fyraften: »Slut dagen med at gå hjem. Ud af døren og gå i 10-15 minutter. Og så har du fri!«
”Spis frøen” ved arbejdsdagsdagens start
Har man en træls eller kedelig opgave, så få den overstået som det første på hjemmearbejdsdagen. »Spis frøen – og spis den fra morgenen af«, foreslår Kirsten Andersen, Mnemosyne Kurser og Forlag.
Markér, at du er på arbejde
Markér, at du faktisk er på jobbet, selvom du er hjemme, ved at sige, »jeg er på arbejde«, når folk ringer om private sager, foreslår en læser. Man bør afslutte samtalen »medmindre det er så vigtigt, at der også ville blive ringet, hvis man befandt sig på sin rigtige arbejdsplads«.
Rigeligt med kommunikation
Det er vigtigt, at medarbejdere ikke føler sig »ude af loopet«, mener Christopher Sander, nordisk chef hos Dropbox, som opfordrer til, at man ligefrem ”overkommunikerer” fra ledelsens side, så alle er opdaterede, nu hvor de ikke er med til daglige møder eller snakker med hinanden ved kaffeautomaten.
God arbejdsstation
Det ser ud til, at corona-hjemmearbejdet kan stå på i lang tid. Flere læsere kommer med forslag til, hvordan man kan gøre hjemmearbejdspladsen mere ergonomisk korrekt og behagelig for krop, hænder og øjne. Tue Borgbjerg Jensen foreslår f.eks. et ekstra tastatur, som man tilslutter den bærbare. Både han og Frank Meier foreslår at slutte en ekstra skræm til den bærbare, f.eks. den man har på arbejdet til daglig.
Det er ikke nødvendigvis let
At arbejde hjemmefra er ikke nemt for alle. »Tal med din leder om, hvordan du bevarer motivationen og engagementet i løbet af perioden«, foreslår Anette Rytter.