Fortsæt til indhold
Indland

Elevrådsformand på Rysensteen Gymnasium: »Jeg er ikke bange og vil ikke sætte mit liv på pause«

Mandag morgen måtte 950 elever fra Rysensteen Gymnasium i København blive hjemme efter to coronatilfælde på skolen. Men undervisningen fortsætter virtuelt.

Søndag aften stod det klart for Gitte Transbøl, at der ikke var nogen vej udenom: Rysensteen Gymnasium, som hun er rektor for, skulle lukkes midlertidigt.

»Jeg blev ringet op ved 18-18.30-tiden og fik at vide, at der var konstateret et nyt coronatilfælde hos en elev fra skolen. Så arbejdede vi på at finde ud af, hvem vedkommende havde været sammen med, og jeg skaffede kontakter, så der kunne gennemføres en rundringning i forhold til karantæne. Efter lidt tid fik jeg så en opringning fra direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed, som anbefalede mig at lukke skolen,« fortæller Gitte Transbøl. Hun skrev straks til både lærere og elever på skolens interne mailsystem.

Sygdommen er konstateret hos to af skolens elever uafhængigt af hinanden. Fire er i karantæne i forbindelse med det første tilfælde, mens 24 andre, heriblandt tre lærere, er sat i karantæne pga. det andet tilfælde.

»Vi ved ikke, hvor smitten er sket, men når den er sket, ruller det som ringe i vandet, og så lukker vi skolen i håbet om at dæmme op for en risiko og måske være med til at udsætte noget, som kan løbe med en hast, så sundhedssystemet kan have svært ved at følge med,« siger rektoren.

Giver tryghed

Elevrådsformand og elev i 2. g på skolen August Thorning Hjortshøj kalder beskeden »overraskende«, men tilføjer, at det giver ham en følelse af tryghed, at rektor agerer på myndighedernes anvisninger.

»Det er klart, at folk har været nervøse i den senere tid, men de har også gået og joket med, om man skal til at finde på nye håndtegn, når man hilser på hinanden, så generelt har de taget det stille og roligt,« fortæller han, der dog har sørget for at tage håndsprit med i skole.

Eleverne har fået besked om ikke at samles i større grupper uden for skolen, men derudover er de ikke i karantæne.

»Jeg tager de hensyn, man skal tage. Jeg er ikke bange og vil ikke sætte mit liv på pause,« siger August Thorning Hjortshøj.

Samme melding kommer fra den anden elevrådsformand og ligeledes 2. g-elev Louisa Li Toft.

»Selvfølgelig bliver man altid urolig, når man hører, at virus er kommet så tæt på, men fordi den første smittede kom i karantæne, og andre også er blevet sat i hjemmekarantæne, har der været en følelse af, at der er styr på det,« siger hun og tilføjer:

»Jeg tænker over det, men det er ikke noget, jeg ligger vågen om natten over,« siger hun.

Ingen panik

Hvor længe skolen skal holde lukket, er endnu uvist, men rektor Gitte Transbøl brugte mandag på at lave en plan for virtuel undervisning.

»Alle vores 3. g-elever og nogle af 2. g-eleverne har terminsprøver i denne uge, og dem har vi besluttet at gennemføre online. Og i næste uge skal 3. g’erne skrive studieretningsprojekt, så når nu det skal være, er det ret heldigt,« konstaterer hun, som trods lukningen vil være at finde på skolen sammen med flere lærere i den kommende tid.

Samtidig vil man benytte lejligheden til at få gjort ekstra godt rent.

»Vi er en del af et meget stort system, hvor vi bare skal gøre det rigtige og sørge for, at der ikke opstår panik,« lyder det fra Gitte Transbøl.

Hun vurderer, at både lærere, elever og forældre har taget det roligt.

»Jeg har brugt mest tid på at tale med pressen,« lyder det.

Mandag eftermiddag lød de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen, at 59 danskere er testet positive for Covid-19, mens 770 er i karantæne. I alt er 1.022 blevet testet.

Mandag oplyste Styrelsen for Patientsikkerhed desuden, at en smittet person opholdt sig på den københavnske natklub Søpavillonen torsdag 5. marts i tidsrummet kl. 23-02. Personer, som har været til stede samtidig, opfordres til at blive hjemme de næste 14 dage.