Patienters bekymring fortsætter efter udskydelse af konflikt: Flere operationer kan blive aflyst
Afsnitsledende sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital er ærgerlig over, at der endnu ikke er kommet en afklaring på overenskomstforhandlingerne.
Telefonerne ringer i øjeblikket lidt mere, end de plejer, på Aalborg Universitetshospital i Farsø.
Bag opkaldene står bekymrede borgere, og det vil fortsætte i den kommende tid efter onsdagens udskydelse af konflikten mellem de offentligt ansatte og staten, siger Inge-Merete Valsted, afsnitsledende sygeplejerske på hospitalet, til DR.
»De ringer jo ind, fordi de er bekymrede over, hvornår de eller deres pårørende kan blive opereret, og hvordan skal de nu planlægge med hunden, der skal passes og så videre, så vi har rigtig rigtig mange opringninger«, siger hun.
Hun anslår, at en eventuel strejke vil lukke fire ud af stedets seks operationsstuer, hvilket vil betyde, at cirka 60 patienter vil misse deres operation hver uge.
Derfor ærgrer hun sig over, at parterne i overenskomstforhandlingerne endnu ikke er blevet enige og dermed har kunnet indstille bekymringen om en strejke og lockout én gang for alle.
Andre læger - heriblandt fælledstillidsrepræsentant for de Yngre Læger på Regionshospital Nordjylland - er glade for, at forhandlingerne trods alt stadig er i gang.
Forligsmand Mette Christensen udskød onsdag morgen deadline for den varslede konflikt med to uger.
Alligevel er det langt fra sikkert, at danskerne skal vente så længe med at få en afklaring, siger Bent Greve, professor ved Institut for Samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, til Jyllands-Posten.
»Forligsmanden har uden tvivl set nogen bevægelser i forhandlingerne, der viser en vej frem. Jeg tror, at begge parter nu skal bruge torsdag på at overveje modpartens forslag og forberede eventuelle modforslag, mens forligsmanden forbereder en forligsskitse ud fra parternes ønsker,« siger han.
Han spår derfor, at der kan komme en afklaring allerede i denne weekend.